Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre hjemmesiden. Det sker dog først, når du klikker videre til næste side. Læs mere om cookies. Du kan også vælge at sige nej tak til cookies.

Opprioritering af virksomhedssamarbejdet: Enkelt regnestykke - svær udførelse

Virksomhedsstrategi og udmøntning i praksis i et af Danmarks største jobcentre

Aarhus: Tre strategiske fokusområder sætter kursen for jobcentrets virksomhedssamarbejde:

  • Tættere på virksomhederne
  • Tilgængelighed og service
  • Virksomhedsorienterede og kompetente medarbejdere.

I beskæftigelseschefens køkken

Hvis man har 100 ledige, og i stedet for to virksomhedskonsulenter har fire – hvor meget hurtigere kommer de ledige så ud af offentlig forsørgelse? Det spørgsmål førte til en ny virksomhedsstrategi i Aarhus Kommune, for det var ikke svært at stille et regnestykke op, der viste, at det kunne betale sig for kommunen at investere i virksomhedssamarbejdet.

"Jeg plejer at sige, at investeringsmodellen er udregnet på bagsiden af en konvolut hjemme ved mit køkkenbord'", siger beskæftigelseschef Vibeke Jensen med et smil, tre år efter strategien blev sat i søen. Virksomhederne er en afgørende del af løsningen, fastslår beskæftigelseschefen, der som en del af Carsten Koch-udvalget anbefalede en mere virksomhedsrettet indsats, og selv tog opgaven med at føre anbefalingen ud i livet med hjem til Aarhus.

Startskuddet var flere virksomhedskonsulenter. Bag investeringen lå en tro på, at den øgede kontakt til virksomhederne og den øgede matchning mellem virksomheder og borgere, bringer ledige hurtigere ud på arbejdsmarkedet. Målet var at indfri byrådets mål – at færre skal være på overførselsindkomst.

"Hvis vi arbejder på denne her måde, tror vi på, at borgere i al almindelighed - og særligt nogle udvalgte grupper – kommer før ud af forsørgelsessystemet", forklarer Vibeke Jensen. Hun lægger imidlertid ikke skjul på, at det var et regnestykke, som er nemt på papiret; men konceptualiseringen og professionaliseringen af kontakten til virksomhederne, har været et stort arbejde som stadig pågår.

Tættere på virksomhederne

Der har været en omfattende og nødvendig kompetenceudvikling for virksomhedskonsulenterne, fortæller beskæftigelseschefen.

Der blev holdt mange oplæg om virksomhedsbesøg: Hvem vælger man at besøge? Hvordan forbereder man sig? Er man præsentabel? Har man øje for, at der måske ligger et fleksjob derude, når man går efter at få en AC’er i job, og får man fleksjobbet med hjem til kollegaen? Får man det lagt på skrivebordet, eller får man sat det i spil i organisationen?

For ansætter man virksomhedskonsulenter, skal de være professionelle. De skal trænes, de skal organiseres, og lederne skal stå bag det.

"Det er tankevækkende, hvor mange gange man skal gentage og kompetenceudvikle, for at det slår igennem og ejerskab sikres", siger hun.

Tilgængelighed og service - ingen privatpraktiserende ledelse

Jobcenter Aarhus er en stor organisation og det er vigtigt at virksomhedsstrategien i Aarhus dækker hele organisationen, fastslår beskæftigelseschefen.

"Alle ledere vil jo gerne gøre det bedre, men de fleste vil gøre det lidt på deres egen måde", siger Vibeke Jensen, og fortsætter: "Det her er et opgør med privatpraktiserende ledelse. Virksomhedsstrategien i Aarhus Kommune er hovedstrategien, og det betyder også, at ejerskabet hos driftschefer og afdelingsledere skal være toptunet".

Virksomhedsstrategien betyder, at det relationelle arbejde med borgeren skal fylde mindre og at de virksomhedsrettede indsatser skal fylde mere. Som leder kan det være hårdt at forandre organisationen og stå i spidsen for, at der skal arbejdes på en anden måde. Der kan man godt komme til at stå lidt i modvind, konstaterer beskæftigelseschefen. Derfor har det været meget vigtigt at klæde afdelingsledere og driftschefer på via ledertræningsprogrammer og praksiskurser.

Virksomhedsorienterede og kompetente medarbejdere

Et tredje og afgørende indsatsområde er samspillet mellem det borgerrettede myndighedsarbejde og det virksomhedsvendte arbejde i jobcentret. Nogle medarbejdere er gode til at komme ud og tale med virksomhederne, andre er gode til at tale med borgeren. De færreste er gode til begge dele, men begge kompetencer er i spil for at lave ’det intelligente match’, hvor borgerne oplever, at jobcentret ikke er et kontrolsystem, men faktisk kan hjælpe dem ud på arbejdsmarkedet, og at de selv er med til at præge, hvilket job de gerne vil have - hvilket er beskæftigelseschefens klare ambition. "For mig er det også en væsentlig pointe at strategien gælder for alle borgere, da det stærke samspil med virksomhederne også skal komme ledige på kanten af arbejdsmarkedet til gode", forklarer Vibeke Jensen.

Udfordringen er, at en del af de medarbejdere, der er ansat til at varetage de borgerrettede opgaver, har uddannelsesprofiler, der ikke matcher de nye behov. Der mangler viden om og fokus på det lokale arbejdsmarked. Ligeledes skal virksomhedskonsulenterne have viden om hvilke ledige deres kolleger er i kontakt med, så de systematisk besøger virksomheder, der vækster og virksomheder, der matcher de borgere, der er på overførsel af forskellig art.

Vibeke Jensen opsummerer: "Der er både et stort kulturspor og et kompetencespor, der er nødvendige at dyrke, for at strategien kan gennemføres. Vi er slet ikke færdige".

Kan vi se, om det virker?

Hvad skal der måles på, for at se om virksomhedsstrategien giver resultater? For beskæftigelseschefen i Aarhus er virksomhedsservice ingenting i sig selv. Der skal være en matchning. Virksomhedssamarbejdet skal få folk hurtigere ud af systemet og samtidig skaffe arbejdskraft til virksomhederne. For hende er det ikke interessant at måle på forskellige typer af foranstaltninger, men at måle på effekten: De lediges afgang fra offentlig forsørgelse til job.

Sidst opdateret 1. mar 2017

Materiale om virksomhedsservice

Find håndbogen og mere materiale om virksomhedsservice her

Download metodehåndbog om initiativet 'Udvikling af konkrete modeller, metoder og redskaber til god virksomhedsservice':

Metodehåndbog: Virksomhedsservice (pdf) (nyt vindue)

Hent oplægget om virksomhedsservice og håndbogens hovedbudskaber:

Oplæg om virksomhedsservice: (PowerPoint) (nyt vindue)

Download dialogkort som afsæt for drøftelser af arbejdet med god virksomhedsservice:

Dialogkort (pdf) (nyt vindue)

Følg med på Jobservice Danmarks LinkedIn

Linkedin-logo

Hold dig opdateret om virksomhedsservice, gode metoder og modeller, tal og viden, historier fra virksomheder, gode eksempler fra jobcentre og meget mere på Jobservice Danmarks LinkedIn. Samtidig plejer du dit professionelle netværk.

Besøg Jobservice Danmark på LinkedIn (nyt vindue)