Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre hjemmesiden. Det sker dog først, når du klikker videre til næste side. Læs mere om cookies. Du kan også vælge at sige nej tak til cookies.

Student med interesse for beskæftigelses- og socialpolitik

Vil du arbejde i et politisk miljø med jura og borgerrettet ministerbetjening? Og kan du lide at videreformidle tunge juridiske problemstillinger, så de bliver let forstålige? Så har vi en spændende studenterstilling i kontoret for Sociale Ydelser.

16. feb 2017

Vi arbejder for et sundt og dynamisk arbejdsmarked

I Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering har vi ansvar for at skabe det bedst mulige grundlag for et sundt, dynamisk og effektivt arbejdsmarked, hvor flest mulige har job eller uddanner sig, og hvor virksomheder på alle niveauer har adgang til de medarbejdere de har brug for – ufaglærte, faglærte, eller højt specialiserede vidensmedarbejdere.

Vores arbejdsfelt er bredt og varieret og spænder fra at tilvejebringe og udvikle et kvalificeret vidensgrundlag for arbejdsmarkedspolitiske beslutninger, til implementering af beskæftigelsespolitikken i dialog med vores mange samarbejdspartnere. Alt hvad vi beskæftiger os med kvalificeres af høje faglige standarder og evidensbaseret viden, der på en gang skal forankre og inspirere de politiske beslutninger og omsætningen af dem til administrerbar dagligdag med betydning for millioner af mennesker.

Du kan læse mere om os på www.star.dk

Kombiner jura og politik

I kontoret for Sociale Ydelser er vi 25 medarbejder, herunder to studenter. Vi er ansvarlige for lovgivning, lovforberedende arbejde, implementering mv. af en omfattende del af de danske velfærdsydelser, herunder bl.a. folkepension, førtidspension, kontanthjælp og uddannelseshjælp. Vores arbejde omfatter desuden politikudvikling, ministerbetjening og vejledning af kommuner og Udbetaling Danmark. 

Du kommer til at deltage i kontorets daglige arbejde i et dynamisk arbejdsmiljø, hvor vi lægger vægt på samarbejde og gensidig sparring.

Dine arbejdsopgaver vi bl.a. bestå i:

  • at besvare henvendelser fra borgere og organisationer til ministeren og ministeriet
  • lettere juridisk sagsbehandling
  • webredigering af styrelsens hjemmeside
  • at opdatere borger.dk
  • at løse forfaldende opgaver.

Bliv vores nye kollega

Vi forestiller os, at du:

  • er stud.jur., stud.scient.pol., stud.scient.adm. eller læser lignende samfundsvidenskabelig uddannelse
  • har interesse for beskæftigelses – og socialpolitik
  • kan formidle juridiske problemstillinger på en pædagogisk måde
  • er grundig og kan arbejde selvstændigt og effektivt
  • er initiativrig, ansvarsbevidst og ikke mister overblikket i en travl hverdag
  • har gode IT-kundskaber
  • har en positiv tilgang til arbejdet
  • er god til at formulere dig skriftligt.

Vi finder løsninger sammen

Som en del af Beskæftigelsesministeriet, er Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering med til at sætte rammerne for menneskers arbejdsliv, og vi er derfor forpligtet til at finde de bedste løsninger. Dem finder vi i fællesskab. Hos os er dørene åbne og barriererne lave. Vi deler vores viden og giver hinanden med- og modspil, så ideerne skærpes, inden de bliver til fælles løsninger.

Hos os kommer du til at arbejde sammen med fagligt dygtige og dedikerede kolleger i en hverdag med højt tempo og store udfordringer. Hver dag byder på nye problemstillinger, og du skal derfor være parat til at tage opgaver ind fra højre og sætte hele dit faglige register i spil. Til gengæld får du gode muligheder for at gøre en positiv forskel for menneskers arbejdsliv.

Løn- og ansættelsesvilkår

Stillingen er en studenterstilling på gennemsnitligt 15 timer om ugen. Vi vil gerne have, at du starter snarest muligt.

Du bliver ansat efter OAO-S-fællesoverenskomsten, organisationsaftalen for kontorfunktionærer, laboranter og IT-medarbejdere (HK) i statens tjeneste.

Spørgsmål og ansøgning

Fik du ikke svar på alle dine spørgsmål? Så er du velkommen til at kontakte teamchef Jane Vitu på tlf. nr. 72 21 76 79.

Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår, er du velkommen til at kontakte Beskæftigelsesministeriets HR på tlf.nr. 72 20 50 00.

Alle interesserede ansøgere uanset alder, køn, handicap, religion eller etnisk tilhørsforhold opfordres til at søge stillingen.

Send din ansøgning elektronisk via linket nedenfor. Vi skal have din ansøgning, cv og eksamenspapirer senest onsdag den 1. marts 2017.

Ansøg stillingen som student i kontoret for Sociale Ydelser (nyt vindue)