Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre hjemmesiden. Det sker dog først, når du klikker videre til næste side. Læs mere om cookies. Du kan også vælge at sige nej tak til cookies.

Studerende med stærke skrivekompetencer

Skriver du flydende og fejlfrit? Synes du, at det ville være spændende at udarbejde ekstern kommunikation i en politisk styret organisation? Så er du måske den nye student til vores ledelsessekretariat.

14. jun 2017

Vi arbejder for et sundt og dynamisk arbejdsmarked

I Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering har vi ansvar for at skabe det bedst mulige grundlag for et sundt, dynamisk og effektivt arbejdsmarked, hvor flest mulige har job eller uddanner sig, og hvor virksomheder på alle niveauer har adgang til de medarbejdere de har brug for – ufaglærte, faglærte, eller højt specialiserede vidensmedarbejdere. 

Vores arbejdsfelt er bredt og varieret og spænder fra at tilvejebringe og udvikle et kvalificeret vidensgrundlag for arbejdsmarkedspolitiske beslutninger, til implementering af beskæftigelsespolitikken i dialog med vores mange samarbejdspartnere. Alt hvad vi beskæftiger os med kvalificeres af høje faglige standarder og evidensbaseret viden, der på en gang skal forankre og inspirere de politiske beslutninger og omsætningen af dem til administrerbar dagligdag med betydning for millioner af mennesker. 

Du kan læse mere om os på www.star.dk

Kom tæt på den politiske kommunikation

Du bliver en del af ledelsessekretariatet, der betjener direktionen og varetager koordinerende funktioner i forhold til hele styrelsen. Kontoret er ansvarligt for styrelsens strategi- og organisationsudvikling, samt for kommunikation, aktindsigt, borgerhenvendelser, hjemmeside og presse. 

Kontoret varetager desuden de internationale relationer på styrelsens område. Herunder hører koordinering vedrørende internationale kontakter og sager, herunder bestillinger fra departementet. Kontoret har herudover ansvaret for sekretariatsbetjeningen af Beskæftigelsesrådet. 

Sammen med 1-2 andre studerende bliver dine primære opgaver at:

  • hjælpe til med, at borgere, der skriver til ministeriet, får et godt og hurtigt svar
  • læse et stort antal mails og breve, finde ind til essensen og vurdere, hvordan vi bedst kan besvare borgerens henvendelse.

Bliv vores nye kollega

Vi forestiller os, at du:

  • er i gang med en relevant uddannelse; fx dansk, retorik, journalist eller kommunikation
  • er en dygtig, hurtig og grundig læser
  • skriver fejlfrit og letlæseligt dansk og har styr på tegnsætning
  • er systematisk, grundig og omhyggelig
  • kan arbejde med en fast deadline
  • har lyst til at arbejde i en politisk organisation
  • har afsluttet mindst et år af din studietid og har mindst to år tilbage.

Vi finder løsninger sammen

Som en del af Beskæftigelsesministeriet er Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering med til at sætte rammerne for menneskers arbejdsliv, og vi er derfor forpligtet til at finde de bedste løsninger. Dem finder vi i fællesskab. Hos os er dørene åbne og barriererne lave. Vi deler vores viden og giver hinanden med- og modspil, så ideerne skærpes, inden de bliver til fælles løsninger. 

Hos os kommer du til at arbejde sammen med fagligt dygtige og dedikerede kolleger i en hverdag med højt tempo og store udfordringer. Hver dag byder på nye problemstillinger, og du skal derfor være parat til at tage opgaver ind fra højre og sætte hele dit faglige register i spil. Til gengæld får du gode muligheder for at gøre en positiv forskel for menneskers arbejdsliv. 

Løn- og ansættelsesvilkår

Stillingen er en studenterstilling på gennemsnitligt 15 timer om ugen. Du vil i høj grad selv kunne tilrettelægge din arbejdstid.  Vi vil gerne have, at du starter sidst i august 2017.

Du bliver ansat efter OAO-S-fællesoverenskomsten, organisationsaftalen for kontorfunktionærer, laboranter og IT-medarbejdere (HK) i statens tjeneste. 

Dit daglige arbejdssted er Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, Njalsgade 72 A, 2300 København S. 

Spørgsmål og ansøgning

Fik du ikke svar på alle dine spørgsmål? Så er du velkommen til at kontakte fuldmægtig Michael Jørgensen på tlf.nr. 7221 7631 eller kontorchef Lars Lindholm på tlf.nr. 7221 7620.

Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår, er du velkommen til at kontakte fuldmægtig Katharina Ytterstad i Beskæftigelsesministeriets HR på tlf.nr. 7220 5118. 

Alle interesserede ansøgere uanset alder, køn, handicap, religion eller etnisk tilhørsforhold opfordres til at søge stillingen. 

Send din ansøgning elektronisk via linket nedenfor. Vi skal have din ansøgning, cv og eksamenspapirer senest fredag den 4. august 2017 kl. 12.00.
 
Vi forventer at afholde samtaler i uge 32 og 33.

Ansøg elektronisk (nyt vindue)