Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre hjemmesiden. Det sker dog først, når du klikker videre til næste side. Læs mere om cookies. Du kan også vælge at sige nej tak til cookies.

Økonomistuderende til registeranalyser på arbejdsmarkedsområdet

Er du analytisk og fagligt stærk? Og har du lyst til at arbejde med økonomiske beregninger og analyser indenfor arbejdsmarkedspolitik? Så har vi to spændende studenterstillinger i Center for Viden og Analyse.

11. aug 2017

Vi arbejder for et sundt og dynamisk arbejdsmarked

I Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering har vi ansvar for at skabe det bedst mulige grundlag for et sundt, dynamisk og effektivt arbejdsmarked, hvor flest mulige har job eller uddanner sig, og hvor virksomheder på alle niveauer har adgang til de medarbejdere de har brug for – ufaglærte, faglærte, eller højt specialiserede vidensmedarbejdere.

Vores arbejdsfelt er bredt og varieret og spænder fra at tilvejebringe og udvikle et kvalificeret vidensgrundlag for arbejdsmarkedspolitiske beslutninger, til implementering af beskæftigelsespolitikken i dialog med vores mange samarbejdspartnere. Alt hvad vi beskæftiger os med kvalificeres af høje faglige standarder og evidensbaseret viden, der på en gang skal forankre og inspirere de politiske beslutninger og omsætningen af dem til administrerbar dagligdag med betydning for millioner af mennesker.

Du kan læse mere om os på www.star.dk

Udvikling af analyser og konsekvensberegninger

Center for Viden og Analyse har ansvaret for at lave økonomiske beregninger og analyser i forbindelse med politikforslag på beskæftigelsesområdet. Endvidere har centeret ansvaret for opfølgningen på beskæftigelsesindsatsen samt for at opsamle og præsentere den tilgængelige viden om effekterne af de forskellige dele af beskæftigelsesindsatsen.

Der er omkring 50 medarbejdere i centeret, og du vil indgå i et analyseteam, der udvikler analyser og udarbejder konsekvensberegninger i takt med den dynamiske politiske dagsorden. Derudover vil du indgå i et team på 4 studenter.

Din rolle vil bl.a. bestå i at lave det forarbejde, som skal danne grundlag for beregninger og analyser samt at bistå med udarbejdelsen af disse. Dette indebærer SAS-programmering med henblik på analyser på baggrund af registerdata, herunder styrelsens DREAM-database.

Eksempler på analyser i centeret:

  • Hvordan virker første fase af jobreformen, herunder betydningen af indførslen af kontanthjælpsloftet og 225-timersreglen?
  • Hvad betyder muligheden for dynamisk genoptjening af dagpengeret efter dagpengereformen for omfanget af småjobs blandt dagpengemodtagere?
  • Hvad betyder indførslen af jobafklaringsforløb i sygedagpengereformen, og hvad er effekten på afgangen fra sygedagpenge?

Derudover kan dine arbejdsopgaver også bestå af ministerbetjening og indeholde skriveopgaver samt generel formidling af resultater og analyser.

Bliv vores nye kollega

Vi forestiller os, at du:

  • er stud.polit., stud.oecon., stud.scient.oecon. eller lignende og har afsluttet andet år på studiet
  • er fagligt stærk og har interesse for økonometri og registeranalyser
  • har kendskab til eller lyst til at lære at programmere i SAS
  • arbejder struktureret og analytisk
  • kan tænke selvstændigt og samtidig er god til at samarbejde
  • ønsker at vide mere om arbejdsmarkedsområdet, herunder virkninger af den aktive arbejdsmarkedspolitik.

Vi finder løsninger sammen

Som en del af Beskæftigelsesministeriet, er Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering med til at sætte rammerne for menneskers arbejdsliv, og vi er derfor forpligtet til at finde de bedste løsninger. Dem finder vi i fællesskab. Hos os er dørene åbne og barriererne lave. Vi deler vores viden og giver hinanden med- og modspil, så ideerne skærpes, inden de bliver til fælles løsninger.

Hos os kommer du til at arbejde sammen med fagligt dygtige og dedikerede kolleger i en hverdag med højt tempo og store udfordringer. Hver dag byder på nye problemstillinger, og du skal derfor være parat til at tage opgaver ind fra højre og sætte hele dit faglige register i spil. Til gengæld får du gode muligheder for at gøre en positiv forskel for menneskers arbejdsliv.

Løn- og ansættelsesvilkår

Vi har to studenterstillinger på gennemsnitligt 15 timer om ugen. Vi vil gerne have, at du starter snarest muligt.

Du bliver ansat efter OAO-S-fællesoverenskomsten, organisationsaftalen for kontorfunktionærer, laboranter og IT-medarbejdere (HK) i statens tjeneste.

Spørgsmål og ansøgning

Fik du ikke svar på alle dine spørgsmål? Så er du velkommen til at kontakte Cindy Horsted Pedersen, ansvarlig for studenterenheden, på tlf. nr. 7221 7778.

Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår, er du velkommen til at kontakte fuldmægtig Jóna Thomsen i Beskæftigelsesministeriets HR på tlf.nr. 7220 5012.

Alle interesserede ansøgere uanset alder, køn, handicap, religion eller etnisk tilhørsforhold opfordres til at søge stillingen.

Send din ansøgning elektronisk via linket nedenfor. Vi skal have din ansøgning, cv og eksamenspapirer senest onsdag den 23. august 2017.

Vi forventer at afholde samtaler i uge 34 og 35.

Ansøg elektronisk (nyt vindue)