Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre hjemmesiden. Det sker dog først, når du klikker videre til næste side. Læs mere om cookies. Du kan også vælge at sige nej tak til cookies.

Jurastuderende med interesse for beskæftigelseslovgivningen

Er du interesseret i beskæftigelsespolitik, og er du god til at formidle jura på en letforståelig måde? Vil du være med til at vejlede og rådgive kommuner, A-kasser og virksomheder om juridiske problemstillinger? Så er du måske vores nye student til den juridiske studenterenhed.

4. jan 2018

Vi arbejder for et sundt og dynamisk arbejdsmarked

Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering har vi ansvar for at skabe det bedst mulige grundlag for et sundt, dynamisk og effektivt arbejdsmarked, hvor flest mulige har job eller uddanner sig, og hvor virksomheder på alle niveauer har adgang til de medarbejdere de har brug for – ufaglærte, faglærte, eller højt specialiserede vidensmedarbejdere.

Vores arbejdsfelt er bredt og varieret og spænder fra at tilvejebringe og udvikle et kvalificeret vidensgrundlag for arbejdsmarkedspolitiske beslutninger, til implementering af beskæftigelsespolitikken i dialog med vores mange samarbejdspartnere. Alt hvad vi beskæftiger os med kvalificeres af høje faglige standarder og evidensbaseret viden, der på en gang skal forankre og inspirere de politiske beslutninger og omsætningen af dem til administrerbar dagligdag med betydning for millioner af mennesker.

Du kan læse mere om os på www.star.dk

Dyk ned i lovgivningen på beskæftigelsesområdet

Du bliver en del af den juridiske studenterenhed, hvor du vil blive tilknyttet Kontoret for Arbejdsmarkedspolitik. Studenterenheden består af 7 studerende og som studerende hos os kommer du til at få en bred berøringsflade med hele beskæftigelseslovgivningen.

Du kommer til at besvare telefoniske og skriftlige henvendelser fra kommuner, virksomheder, A-kasser og andre myndigheder. Henvendelserne kommer primært til at dreje sig om fortolkningen af regler på beskæftigelsesområdet, fx i forhold til reglerne om en aktiv beskæftigelsesindsats, lov om kompensation til handicappede og seniorjob.

Dine øvrige arbejdsopgaver vil bl.a. bestå af:

  • lettere juridisk sagsbehandling
  • løbende udarbejdelse af sagsoverblik over igangværende sager om henvendelser fra kommuner, virksomheder og a-kasser
  • opbyggelse og vedligeholdelse af sagsdatabase
  • udarbejdelse af vejledninger og bekendtgørelser.

Bliv vores nye kollega

Vi forestiller os, at du:

  • er stud.jur. eller stud.merc.jur.
  • har interesse for lovgivningen på beskæftigelsesområdet (fx lov om en aktiv beskæftigelsesindsats)
  • er god til at formulere dig skriftligt og kan formidle jura på en letforståelig måde
  • er serviceminded og kan arbejde selvstændigt og effektivt.

Hvis du har kendskab til beskæftigelseslovgivningen, er det en fordel, men ikke et krav.

Vi finder løsninger sammen

Som en del af Beskæftigelsesministeriet, er Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering med til at sætte rammerne for menneskers arbejdsliv, og vi er derfor forpligtet til at finde de bedste løsninger. Dem finder vi i fællesskab. Hos os er dørene åbne og barriererne lave. Vi deler vores viden og giver hinanden med- og modspil, så ideerne skærpes, inden de bliver til fælles løsninger.

Hos os kommer du til at arbejde sammen med fagligt dygtige og dedikerede kolleger i en hverdag med højt tempo og store udfordringer. Hver dag byder på nye problemstillinger, og du skal derfor være parat til at tage opgaver ind fra højre og sætte hele dit faglige register i spil. Til gengæld får du gode muligheder for at gøre en positiv forskel for menneskers arbejdsliv.

Løn- og ansættelsesvilkår

Stillingen er en studenterstilling på gennemsnitligt 15 timer om ugen. Vi vil gerne have, at du starter i januar 2018.

Du bliver ansat som student efter OAO-S-fællesoverenskomsten, organisationsaftalen for kontorfunktionærer, laboranter og IT-medarbejdere (HK) i statens tjeneste.

Dit daglige arbejdssted er Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, Njalsgade 72A, 2300 København S.

Spørgsmål og ansøgning

Fik du ikke svar på alle dine spørgsmål? Så er du velkommen til at kontakte chefkonsulent Mie Skovbæk Mortensen på tlf.nr. 7221 7523 eller chefkonsulent Claus Friborg på tlf.nr. 7221 7428.

Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår, er du velkommen til at kontakte studentermedhjælper Emina Cilas i Beskæftigelsesministeriets HR på tlf.nr. 7220 5233.

Alle interesserede ansøgere uanset alder, køn, handicap, religion eller etnisk tilhørsforhold opfordres til at søge stillingen.

Send din ansøgning elektronisk via linket nedenfor. Vi skal have din ansøgning, cv og eksamenspapirer senest søndag den 21. januar 2018.

Vi forventer at afholde samtaler i uge 4 og 5.

Ansøg elektronisk (nyt vindue)