Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre hjemmesiden. Det sker dog først, når du klikker videre til næste side. Læs mere om cookies. Du kan også vælge at sige nej tak til cookies.

Det nye Jobbarometer, nu opdateret med tal for juni

Jobbarometeret er et værktøj til den jobrettede samtale, der viser jobmulighederne for de enkelte og kan hjælpe ledige i jobsøgningen

15. jun 2017

STAR lancerede Jobbarometeret d. 15 maj 2017. STAR har nu opdateret jobbarometeret med de nyeeste tal for hvilke ledige der er i det enkelte jobcenter. Opdateringer giver et helt aktuelt billede af hvilke ledige der er i jobcentret og deres jobmuligheder. Jobbarometeret giver et praktisk og overskueligt billede af jobsituationen på det regionale arbejdsmarked, med udgangspunkt i  det enkelte jobcenters sammensætning af ledige og de stillinger de søger job indenfor.

Jobbarometeret kan downloades fra STAR.dk, printes og kan anvendes i samtalen med den ledige. På den måde har sagsbehandler og ledig et fælles udgangspunkt til at drøfte den lediges muligheder for at få job.

Vejledning i den jobrettede samtale

Jobbarometret kan bruges i samtalen mellem den ledige og sagsbehandleren til at snakke om jobmuligheder, mobilitet (geografisk eller fagligt) eller som afsæt for en snak om opkvalificering, kurser eller lign. Dette uanset om den ledige er nyledig, dimittend, langtidsledig eller jobparat kontanthjælpsmodtager.

Den ledige søger stillinger med ”mindre gode Jobmuligheder” og har svært ved at finde et job

Ved stillingsbetegnelser  med ”mindre gode Jobmuligheder” er der enten få virksomheder der søger denne type arbejdskraft, eller mange ledige, der udbyder sin arbejdskraft og søger job inden for denne stillingsbetegnelse.

I de tilfælde kan Jobbarometret bruges som udgangspunkt for en drøftelse med den ledige om at mulighederne  for at komme i job kan øges ved også at søge andre stillinger.  Det kan være, at den ledige fx skal opkvalificeres med et kursus, for at kunne tage en anden type job.

Hvad hvis den ledige ikke kan finde job på trods af ”rigtig gode jobmuligheder”

Stillingsbetegnelser  med ”rigtig gode jobmuligheder” er kendetegnet ved, at der er mange virksomheder, der søger arbejdskraft til denne type stillinger og/eller, at der er relativt få ledige, der søger job indenfor dette område.

Hvis den ledige alligevel ikke har held med at finde job, kan Jobbarometeret bruges som udgangspunkt for en drøftelse om, hvorfor det endnu ikke er lykkedes den ledige at få et job indenfor dette område. Har den ledige de præcise kompetencer eller erhvervserfaring, der søges indenfor dette område? Søges der tilstrækkeligt intensivt eller tilstrækkeligt bredt geografisk?  Måske skal den ledige, der søger job som programmør have et målrettet kursus, for at imødekomme kvalifikationskravene hos virksomhederne?

Jobbarometeret tager udgangspunkt i Jobcentrets egne ledige

Jobbarometeret er jobcenterspecifikt. Jobbaromteret tager således udgangspunkt i det enkelte jobcenters ledige og anvender oplysningerne fra de lediges CV, om hvilke stillinger de søger job indenfor. De 50 stillingsbetegnelser, hvor indenfor flest ledige søger job i det pågældende jobcenter, indgår i jobbarometeret for dette jobcenter.

For hver af de 50 stillingsbetegnelser  findes balance- eller jobsituationen fra arbejdsmarkedsbalancen i netop det regionale arbejdsmarked det pågældende jobcenter ligger i, så det bliver muligt at vurdere jobmulighederne for disse 50 stillinger på det regionale arbejdsmarked.

Læs mere om Jobbarometeret og hent den seneste version (juni)