Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre hjemmesiden. Det sker dog først, når du klikker videre til næste side. Læs mere om cookies. Du kan også vælge at sige nej tak til cookies.

Empowermentprojektet fører til fem nye teser om progression

Mere indflydelse på egen situation fører også til mere ansvar og bedre resultater. Det er i hvert fald tesen på baggrund af et to år langt forsøg i 30 Jobcentre.

8. jun 2017

I to år har 30 kommuner deltaget i et empowermentprojekt. Evalueringen har resulteret i fem hypoteser om, hvordan der sættes virksomme mekanismer i gang, når borgeren får større indflydelse på sit eget forløb.

At give borgeren indflydelse er en arbejdsmetode til at løse opgaver i sagen – det er ikke en passiv overdragelse af opgaverne til borgeren. Metoden består i at lade de informationer, borgeren selv kommer med om sine mål, ønsker og barrierer, styre beslutninger om indsatsen. Denne fremgangsmåde vil føre til, at borgeren selv tager en del af opgaverne på sig og løser dem på egen hånd.

De fem hypoteser, som evalueringen har ledt frem til, er ledsaget af en konkretisering og målepunkter, således at hypoteserne får karakter af en slags handlingsanvisninger. De fem hypoteser lyder således:

  1. Tillid: Når borgeren har tillid til sagsbehandleren, øges chancerne for at borgeren opnår progression.
  2. Egne mål: Når borgeren har en plan er baseret på egne mål, aktiverer borgeren egne ressourcer, og dermed øges chancerne for progression.
  3. Egne barrierer: Når der arbejdes med de barrierer, borgeren selv peger på, øges chancerne for progression.
  4. Ansvar i praktik: Vendepunktet i en sag opstår, når borgeren får ansvar i en virksomhedspraktik, der er afstemt efter borgerens egne mål.
  5. Selverfaret helbred: Borgerens vurdering af helbredet og troen på egne arbejdsevner hænger tæt sammen. En indsats, der giver borgeren en positiv erfaring med arbejdsevnen, medvirker samtidig positivt på borgerens selvvurderede helbred.

Empowermentprojektet er et inspirationsprojekt, og der er derfor heller ikke gennemført egentlige effektvurderinger. De deltagende kommuner har haft mulighed for selv at udvikle og afprøve metoder til det empowermentorienterede arbejde. Der har været anvendt forskellige tilgange i de 30 kommuner, som alle har været møntet på at give borgeren større indflydelse og medejerskab.

Evalueringen er delt op i en række delanalyser og omfatter:

  1. Deskriptiv analyse af målgruppe, aktiviteter og afgangsmønstre i projektet baseret på data på individniveau.
  2. Statistisk analyse af borgernes selvvurderinger på baggrund af data fra progressionsværktøjet minvurdering.dk
  3. Kvalitativ analyse, hvor der med afsæt i 30 borgerforløb fra fem projekter fokuseres på udvalgte temaer vedrørende det empowermentorienterede arbejde med borgerne. Denne analyse understøttes af en survey blandt sagsbehandlere og borgere.
  4. Evaluering af minvurdering.dk som redskab til dialog med udsatte borgere i jobcentrene.
  5. Opsamlingsnotat.

Der er endvidere udarbejdet en lille folder, hvor de fem hypoteser præsenteres.

Læs mere om evalueringen af empowermentprojektet