Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre hjemmesiden. Det sker dog først, når du klikker videre til næste side. Læs mere om cookies. Du kan også vælge at sige nej tak til cookies.

Nyt lovforslag skal skabe et nyt dagpengesystem for fremtidens arbejdsmarked

Den 14. november 2017 har beskæftigelsesministeren fremsat lovforslag L88 forslag til lov om ændring af lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. (Et nyt dagpengesystem for fremtidens arbejdsmarked)

14. nov 2017

Lovforslaget udmønter Aftale om et nyt dagpengesystem for fremtidens arbejdsmarked, som regeringen (Venstre, Det konservative Folkeparti og Liberal Alliance) har indgået med Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti den 18. maj
2017.

Aftale om et nyt dagpengesystem for fremtidens arbejdsmarked bygger direkte på anbefalingerne fra arbejdsgruppen for selvstændige i dagpengesystemet.

Formålet med lovforslaget er at gennemføre en række justeringer af dagpengesystemet, så det bliver mere moderne og fleksibelt, og kan håndtere nye, skiftende og sammensatte beskæftigelsesformer. Samtidig er der brug for et mere enkelt og klart regelsæt, som giver større vished og forudsigelighed om rettigheder for de selvstændige og atypiske beskæftigede.

Dagpengesystemet skal i højere grad baseres på objektive, registerbaserede og kontrollerbare oplysninger. Yderligere er der et behov for at harmonisere reglerne for lønmodtagere og selvstændige erhvervsdrivende. Samtidig skal dagpengesystemet understøtte og tilskynde til, at borgerne vender
tilbage i beskæftigelse uanset hvilken beskæftigelsesform, der er tale om.

Lovforslagets hovedpunkter er følgende:

  • Fokus på aktiviteten fremfor personens status som enten lønmodtager eller selvstændig erhvervsdrivende.
  • Dagpenge optjenes ved en summering af al A- og B-indkomst og overskud i selvstændig virksomhed.
  • Dagpengesatsen beregnes ved en summering af al A- og B-indkomst og overskud i selvstændig virksomhed.
  • Definitioner på hoved- og bibeskæftigelse baseres på objektive kriterier fremfor et skøn.
  • Det bliver nemmere at ophøre med selvstændig virksomhed fx ved:
    • Afmelding på virk.dk og fremvisning af et ophørsbevis.
    • Tro og love-erklæring om ophør hvis det ikke er muligt at fremvise et ophørsbevis.
  • Konsekvensændringer af efterlønsordningen som følge af ovenstående.

Læs lovforslaget på Folketingets hjemmeside