Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre hjemmesiden. Det sker dog først, når du klikker videre til næste side. Læs mere om cookies. Du kan også vælge at sige nej tak til cookies.

Nordjyske a-kasser og jobcentre lærer af hinanden

I Beskæftigelsesreformen er der afsat midler til kompetenceudvikling og videreuddannelse i jobcentre og a-kasser. I Vendsyssel har man søgt om et kompetenceforløb på tværs af medarbejdere jobcentre og a-kasser.

19. jun 2017

Med forliget om Beskæftigelsesreformen er der i perioden 2015 til 2020 afsat i alt 150 mio. kr. til kompetenceudvikling og videreuddannelse af medarbejdere og ledere i jobcentre og a-kasser. En stor del af kompetencemidlerne udmøntes via lokale kompetenceudviklingsprojekter. I Vendsyssel har man søgt midler til et fælles kompetenceudviklingsprojekt på tværs af jobcentre og a-kasser.

I projektet mødes rådgivere og konsulenter, som i det daglige holder samtaler med de forsikrede ledige, på temadage og drøfter de emner, som er en del af det daglige, fælles arbejde med ledige.

Reaktionerne er positive og tilbagemeldingen er, at medarbejdere i jobcentre og a-kasser kan lære meget af hinanden.

Hvad og hvordan?

”Vi mødes i Vendsyssel Idrætscenter en fredag, sætter os i blandede grupper og starter med morgenkaffe. Derefter er der oplæg – men ikke mindst fælles dialog om dagens emne”, fortæller afdelingsleder Lisbeth Jensen fra Brønderslev. De fælles temadage har fået karakter af ”fætter-kusinefester”, hvor folk kender hinanden, og snakken derfor hurtigt kommer i gang.

Indtil nu har der været holdt 3 temadage – og der er 3 mere i kalenderen. Der er blevet talt om:

  1. Min plan og Jobloggen
  2. CV
  3. Rådighed med fokus på hinandens myndighedsroller

Temadagene har meget tid til gruppearbejde. Der lægges op til, at man gensidigt fortæller om, hvordan man konkret arbejder med det emne, som er på programmet. Generelt er der stor tilfredshed med temadagene, hvor deltagerne kan blive klogere på hinanden.

Undervejs har der været flere øjenåbnere omkring relationen mellem jobcenter og a-kasser.

En af deltagerne sætter et par ord på: ” Jeg håber, at vi får lavet nogle fælles aftaler, som er holdbare (ikke for besværlige), så vi kan give hinanden (JC og A-kassen) den nødvendige feedback, så det kommer vores medlemmer/borgere til gavn.”

Vendsyssel mener, at det godt kan betale sig at søge kompetencemidlerne på tværs af a-kasser og jobcentre, for man kan lære meget af hinanden.

Ansøg om midler til kompetenceudvikling via Arbejdsmarkedskontorerne i jeres område

Både kommuner og a-kasser kan søge kompetencemidlerne. Midlerne skal understøtte beskæftigelsesindsatsens mål om at få borgere i beskæftigelse og skal bruges til praksisnær kompetenceudvikling af medarbejdere i jobcentre og a-kasser.

Læs mere om puljen til kompetenceudvikling af medarbejdere i jobcentre og a-kasser, ansøgningsfrister m.v.