Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre hjemmesiden. Det sker dog først, når du klikker videre til næste side. Læs mere om cookies. Du kan også vælge at sige nej tak til cookies.

Orientering om udstedelse af ny lovbekendtgørelse om arbejdsløshedsforsikring m.v.

Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering har udsendt en orienteringsskrivelse til a-kasser, jobcentre mv. vedrørende en ny lovbekendtgørelse om arbejdsløshedsforsikring m.v. samt ændringer af bekendtgørelser og vejledninger.

29. jun 2017

Den 27. juni har Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering udsendt en orienteringsskrivelse, hvoraf det fremgår, at styrelsen har udarbejdet en ændring af bekendtgørelse om udbetaling af dagpenge nr. 813 af 23. juni 2017 samt en skrivelse om ændring af den tilhørende vejledning nr. 9563 af samme dato.

Ændringen skyldes, at man er gået over til et nyt månedsbaseret dagpengesystem.

Derudover fremgår det, at styrelsen har udarbejdet en ny bekendtgørelse nr. 819 af 23. juni 2017 om udbetaling af dagpenge med tilhørende vejledning. Det er en følge af indførelsen af de nye regler om supplerende dagpenge der træder i kraft 1. januar 2018.

Ændringerne betyder, at ledige på supplerende dagpenge pr. 1. januar 2018 vil have mulighed for:

  • løbende at genoptjene retten til supplerende dagpenge
  • at forlænge perioden på supplerende dagpenge med op til 12 uger
  • at tidsbegrænsningen på supplerende dagpenge ikke omfatter perioder med arbejdsfordelinger og hjemsendelser.

Styrelsen orienterer yderligere om en ny bekendtgørelse om rådighed: bekendtgørelse nr. 808 af 23. juni 2017, som træder i kraft 1. juli 2017. Bekendtgørelsen ophæver både gældende bekendtgørelse nr. 701 af 27. maj 2015 om rådighed og bekendtgørelse nr. 404 af 26. april 2017 om rådighed, der skulle træde i kraft den 1. juli 2017.

Den nye bekendtgørelse indeholder ikke materielle ændringer i forhold til bekendtgørelse nr. 404 af 26. april 2017 om rådighed. Bekendtgørelsen skyldes rent lovtekniske årsager.