Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre hjemmesiden. Det sker dog først, når du klikker videre til næste side. Læs mere om cookies. Du kan også vælge at sige nej tak til cookies.

Lovforslag vedr. fremtidens arbejdsmarked er vedtaget

L 88 er den 20. december 2017 vedtaget i Folketinget

20. dec 2017

L 88 forslag til lov om ændring af lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. (Et nyt dagpengesystem for fremtidens arbejdsmarked) er blevet vedtaget i folketinget.

Lovforslaget bygger på aftale om et nyt dagpengesystem for fremtidens arbejdsmarked indgået mellem regeringen samt Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti den 18. maj 2017.

Aftale om et nyt dagpengesystem bygger på anbefalinger fra arbejdsgruppen for selvstændige i dagpengesystemet, og viderefører de bærende principper i det nye dagpengesystem for lønmodtagere, så dagpengesystemet for lønmodtagere og selvstændige harmoniseres.

Formålet med lovforslaget er at gennemføre en række justeringer af dagpengesystemet, så det bliver mere moderne og fleksibelt, og kan håndtere nye, skiftende og sammensatte beskæftigelsesformer. Samtidig er der brug for et regelsæt, som giver større vished og forudsigelighed om rettigheder for de selvstændige og atypiske beskæftigede.

Dagpengesystemet skal derfor i højere grad baseres på objektive, registerbaserede og kontrollerbare oplysninger. Yderligere er der et behov for at harmonisere reglerne for lønmodtagere og selvstændige erhvervsdrivende. Samtidig skal dagpengesystemet understøtte og tilskynde til, at borgerne vender tilbage i beskæftigelse uanset hvilken beskæftigelsesform, der er tale om.

Lovforslagets hovedpunkter er følgende:

  • Fokus på aktiviteten fremfor personens status som enten lønmodtager eller selvstændig erhvervsdrivende.
  • Dagpenge optjenes ved en summering af al A- og B-indkomst og overskud i selvstændig virksomhed.
  • Dagpengesatsen beregnes ved en summering af al A- og B-indkomst og overskud i selvstændig virksomhed.
  • Definitioner på hoved- og bibeskæftigelse bliver på objektive kriterier fremfor et skøn.
  • Det bliver nemmere at ophøre med selvstændig virksomhed ved:
  • Afmelding på virk.dk og fremvisning af et ophørsbevis.
  • Tro og love-erklæring om ophør hvis det ikke er muligt at fremvise et ophørsbevis.
  • Konsekvensændringer af efterlønsordningen som følge af ovenstående.

Aftalen indgår i det samlede forlig på dagpengeområdet mellem regeringen, Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti, som også omfatter Aftale om et tryggere dagpengesystem og Aftale om supplerende dagpenge og overskydende timer.

Ændringerne træder i kraft den 1. oktober 2018 dog således, at de foreslåede regler om at B-indkomst, hvoraf der skal betales arbejdsmarkedsbidrag, og som ikke er indberettet til Indkomstregistret, allerede den 1. januar 2018 kan indgå i opgørelsen af indtægts- og beskæftigelseskravet til optjening og genoptjening af ret til dagpenge og satsberegning