Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre hjemmesiden. Det sker dog først, når du klikker videre til næste side. Læs mere om cookies. Du kan også vælge at sige nej tak til cookies.

Case: Tværfagligt fokus fra første færd i Roskilde

I Roskilde Kommune er der et tværfagligt fokus allerede fra første samtale med sygemeldte borgere.

16. dec 2016

Roskilde Kommune har etableret et team af psykologer, fysioterapeuter, ergoterapeuter, en arbejdsmediciner og en psykiater for at gøre den tidlige indsats tværfaglig fra dag 1. Sygemeldte bliver kontaktet hurtigst muligt for at afklare, om der er brug for at inddrage en bestemt fagperson fra det tværfaglige team, for eksempel en psykolog eller en fysioterapeut. Hvis ja, inviterer fastholdelseskonsulenten den rette fagperson med til den rundbordssamtale, som finder sted inden for en uge til halvanden. Under mødet afklarer deltagerne, hvilken indsats der kan være brug for, med henblik på at den sættes i gang ugen efter rundbordssamtalen.

Roskilde Kommune oplever, at samarbejdet med det tværfaglige team giver en faglig ballast til rundbordssamtalen. For eksempel kan en psykolog bedre få frem, hvad der er sagens kerne, fordi psykologen har de faglige kompetencer til at spørge ind og spotte for eksempel stress- og trivselsrelaterede problemer. Desuden opleves det at være en stor fordel at være tværfagligt orienteret fra starten og på den måde vise arbejdspladsen sin relevans ved, at jobcenteret kan finde løsninger og være til hjælp.

Download case fra Roskilde Kommune  (pdf) nyt vindue)

Gå til vores side om sygedagpengereformen