Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre hjemmesiden. Det sker dog først, når du klikker videre til næste side. Læs mere om cookies. Du kan også vælge at sige nej tak til cookies.

Særligt sparringsforløb booster den tidlige virksomhedsrettede indsats for sygedagpengemodtagere

STAR’s Arbejdsmarkedskontor Øst har i 2017 iværksat særlige sparringsforløb for udvalgte jobcentre for at øge den tidlige virksomhedsrettede indsats for sygemeldte.

8. nov 2017

Fra maj til oktober 2017 gennemførte Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering to særlige sparringsforløb for jobcentre i region Hovedstaden og region Sjælland. Det sker for at øge den tidlige virksomhedsrettede indsats for sygedagpengemodtagere. Ni udvalgte kommuner deltager i forløbene.

Sparringsforløbene indeholder:

  • strategidag
  • 3-4 netværksmøder
  • individuelle sparringsmøder med teamleder i alle deltagerkommuner
  • deltagelse ved personalemøde for sagsbehandlere, virksomhedskonsulenter og evt. ydelsesmedarbejdere
  • månedlig status med andel og udvikling i indsatsen.

Gennem hyppige sparringsmøder bidrager forløbene til, at jobcentrene kan give et bestemt område et særligt fokus, og på den måde styrke implementeringen af særlige indsatser; fx den tidlige virksomhedsrettede indsats for sygedagpengemodtagere.

Kommunernes egne mål danner retning for forløbet

”Det har uden tvivl hjulpet mig til at få samlet mit fokus, hvilket er helt afgørende. Den individuelle sparring hjælper til at redskaberne målrettes præcist til mit behov og de udfordringer jeg står i”.

Det fortæller Marianne Wiemann, sektionsleder i fastholdelsesteamet i Jobcenter Hillerød og projektleder i det særlige forløb.

Hver deltagerkommune udarbejder en implementeringsplan og sætter ambitiøse konkrete målsætninger. Det særlige forløb tager således udgangspunkt i de enkelte jobcentres aktuelle situation. AMK Øst sætter rammen for sparringsforløbene og tilbyder vejledning og sparring.

Deltagerkommunerne har forskellige fokusområder for arbejdet med indsatsen, fx sygemeldte medarbejdere bosat og ansat i den aktuelle kommune, sygemeldte borgere fra beskæftigelse, sygemeldte borgere fra ledighed, mv. Det er på den vis jobcentrene selv, der sætter retning for sparringsforløbene.

Det er store, ambitiøse forandringsledelsesprocesser, der er iværksat i de enkelte kommuner. Derfor er tidsperspektivet i forhold til målbare resultater længere end på afgrænsede implementeringsområder.

Som noget nyt tilbydes jobcentrene et besøg i forbindelse med jobcenterets personalemøde for sygedagpengesagsbehandlere, virksomhedskonsulenter og evt. ydelsesmedarbejdere på området. Disse møder er tilrettelagt i tæt samarbejde med den enkelte teamleder. Tilbagemeldinger fra disse mange gange meget livlige møder har været god: Meldingen er, at møderne har stor betydning for det videre arbejde med at fastholde fokus på den tidlige virksomhedsrettede indsats i en travl hverdag. AMK Øst gennemfører en evaluering blandt de medvirkende jobcentre efter endt forløb. Men de foreløbige erfaringer er:

  • Et intensivt sparringsforløb af kort varighed med hyppige møder øger fokus og kickstarter kommunernes forandringsprojekter.
  • Deltagerkommuner bidrager til øget fortrolighed og positiv konkurrence på tværs af kommunerne.
  • Hyppige sparringsmøder øger intern sparring, netværk, videndeling og inspiration på tværs af kommunerne.
  • Individuel sparring på teamlederniveau, der tager udgangspunkt i kommunens aktuelle situation og den konkrete implementeringsplan, er meget givende for jobcentrenes konkrete videre implementeringsarbejde.
  • Dialog om opfattelser og myter i sygedagpengeindsatsen fremmer implementering af sygedagpengelovens intentioner i kommunerne.

For yderligere oplysninger:

Specialkonsulent
Charlotte Sneding Rohde
E-mail: csr@star.dk
Telefon: 7222 3457

Fuldmægtig
Trine Tornfeldt Sørensen
E-mail: tts@star.dk
Telefon: 7222 3475