Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre hjemmesiden. Det sker dog først, når du klikker videre til næste side. Læs mere om cookies. Du kan også vælge at sige nej tak til cookies.

Projekt Uddannelsesambassadører (FL § 17.46.43.10)

Jobcentre kan søge om tilskud til at ansætte af lokale uddannelsesambassadører til at understøtte implementeringen af uddannelsesløftet, så flere ufaglærte ledige tager en erhvervsuddannelse med henblik på at opnå varig beskæftigelse. Der er afsat 10 mio. kr. til projekt uddannelsesambassadører.

Baggrund

Med beskæftigelsesreformen blev jobcentrenes muligheder for at tilbyde målrettet opkvalificering af ledige med størst uddannelsesbehov styrket. Der blev afsat en pulje på 150 mio. kr. årligt, som kan være med til at finansiere, at ledige får et uddannelsesløft fra ufaglært til faglært.

Med trepartsaftalen om tilstrækkelig og kvalificeret arbejdskraft er målgruppen for puljen til uddannelsesløft blevet udvidet, og ordningen bliver mere attraktiv for ledige.

Forbedringerne af ordningen skal ses i lyset af, at der fra oktober 2015 til september 2016 kun blev påbegyndt ca. 360 uddannelsesløft. Til sammenligning blev det med beskæftigelsesreformen beregningsteknisk forudsat, at puljen fuldt indfaset ville medføre, at ca. 2.250 ledige årligt vil påbegynde en erhvervsuddannelse under puljen.

Indhold

For at understøtte uddannelsesløftet gives der tilskud til, at et antal jobcentre kan ansætte eller frikøbe en dedikeret uddannelsesambassadør i to år. Et mindre antal (fx 2-3) jobcentre i et lokalområde vil også kunne gå sammen om at ansætte en uddannelsesambassadør og indgå i den særlige indsats.

Uddannelsesambassadørens kerneopgaver:

  • Sprede viden omkring uddannelsesløftet i jobcentret og understøtte de medarbejdere, som arbejder med målgruppen for uddannelsesløftet.
  • Rådgive, vejlede og motivere ledige, som er i målgruppen for uddannelsesløftet, fx via informationsmøder for ledige omkring uddannelsesmuligheder.
  • Være sparringspartner og rådgiver for jobcentrets ledelse i forbindelse med udarbejdelse af strategi for anvendelse af uddannelsesordningerne.
  • Etablere og vedligeholde et godt samarbejde med VEU-centre, uddannelsesinstitutioner samt a-kasser omkring uddannelsesløftet.
  • Være tovholder på at etablere en lokal styregruppe med ledelsesinddragelse fra jobcenteret, hvor a-kasser, VEU-center og RAR inddrages.
  • Være med til at opstille og kvalificere måltal for projektet.
  • Deltage i erfaringsnetværksmøder samt opstarts- og afslutningsseminar i projektet.
  • Deltage i spredning af erfaringer fra projektet til øvrige kommuner, løbende og ved projektets afslutning.

Succeskriterier

Der skal opstilles måltal på antal uddannelsesløft, hvert jobcenter forventer at igangsætte i perioden 1. marts 2017-31. december 2018. Ved opstarten af projektet går STAR i dialog med jobcentrene for at kvalificere de endelige måltal. Der vil i projektet også ses positivt på voksenlærlingeordningen.

Det er et succeskriterie i alle projekter, at:

  • Alle medarbejdere, som arbejder med de forsikrede ledige, kender til puljen til uddannelsesløft og vejleder de ledige i målgruppen om mulighederne for opkvalificering.
  • Projektet har en tydelig ledelsesmæssig opbakning og forankring, som går igen under opstart, udrulning og afslutning, samt efter projektets afslutning.

Målgruppe

Målgruppen for projektet er:

  • Ledige dagpengemodtagere, som er i målgruppen for uddannelsesløftet
  • Jobcentre, som ønsker at bruge uddannelsesløftsordningen til at få flere ufaglærte opkvalificeret til faglærte.

Puljens ansøgerkreds

Alle landets jobcentre kan søge om midler fra puljen. Det er også muligt, at et mindre antal (fx 2-3) jobcentre i et lokalområde søger om midlerne sammen.

Minimumskrav

For at sikre at succeskriterierne overholdes og den ledelsesmæssige forankring er til stede, er der følgende minimumskrav:

  • Nedsættelse af en lokal styregruppe, der følger projektet gennem hele projektperioden. Styregruppen skal sammensættes, så der er repræsentanter fra både jobcentre, VEU-center, a-kasse og RAR. 
  • Stå til rådighed for ekstern evaluator i projektet.

Mål og resultatopfølgning

STAR opgør hvert kvartal de deltagende jobcentres antal af igangsatte uddannelsesløft. Opgørelserne vil bestå af de enkeltes projekters måltal i forhold til landsgennemsnittet og i forhold til de fastsatte måltal for det enkelte projekt.

Jobcentrene får opgørelser tilsendt forud for kvartalvise netværksmøder. Opgørelserne kan desuden danne grundlag for styregruppemøderne. Kommunerne kan også i deres kommunale sagsbehandlersystem følge med i, hvor mange tilbud af typen ”Uddannelsesløft”, der oprettes.

Processtøtte - fra STAR

Der iværksættes procesunderstøttende aktiviteter, som skal hjælpe jobcentrene til opstart af projektet og til erfaringsudveksling løbende:

  1. Understøttelse af etablering af lokale styregrupper med deltagelse fra STARs arbejdsmarkedskontorer
  2. Opstartsseminar
  3. Erfaringsnetværk
  4. Afslutningsseminar
  5. Materiale vedr. uddannelsesinitiativerne

Vurderingskriterier

I vurderingen af ansøgningerne lægges der vægt på:

  • ansøgers beskrivelse af, hvordan og i hvilken grad de oplistede opgaver for en uddannelsesambassadør efterleves i projektet, herunder særligt etablering og vedligeholdelse af samarbejde med VEU-centre, uddannelsesinstitutioner samt a-kasser omkring uddannelsesløftet.
  • at ansøgers opstillede måltal er realistiske og ambitiøse.
  • at projektet ledelsesmæssigt prioriteres.

Derudover vægtes geografisk spredning såvel som variation i kommunestørrelse blandt de deltagende kommuner.

Tilskudsberettigede udgifter

Der kan ydes tilskud til én fuldtidsmedarbejder ressource i hele projektperioden (2 år) på baggrund af dokumenterede lønudgifter og udgifter til lokaler, it, kørsel mv. Der vil dog maksimalt kunne ydes i alt 1 mio. kr. i projektperioden.

Der ydes ikke tilskud til afholdelse af informationsmøder, styregruppemøder mv.

Tilskuddet betales i to rater hhv. i ultimo 2017 samt ved projektets afslutning i 2018.

Der stilles krav om indsendelse af et endeligt regnskab for hele projektperioden senest tre måneder efter projektperiodens afslutning. Det endelige regnskab skal være revisorpåtegnet.

Ansøgning og ansøgningsfrist

Ansøgninger skal sendes til Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering via Tilskudsportalen senest onsdag den 21. december 2016 kl. 12.00.

Ansøgninger indsendt efter denne dato vil ikke blive behandlet.

Download ansøgningsskema (Word) (Nyt vindue)

Download budget- og regnskabsskema (Excel) (Nyt vindue)

Ansøgere kan forvente svar senest 23. december 2016. 

Læs mere om Tilskudsportalen (Nyt vindue) 

Tidsplan

Det forventes, at der afholdes opstartsseminar i februar 2017 og derefter løbende netværksmøder hvert kvartal for uddannelsesambassadørerne.

Afslutningsseminar afholdes i november/december 2018.

Projektperioden løber fra ultimo 2016 til 31. december 2018. Udover projektperioden vil der være efterfølgende aktiviteter forbundet med evaluering og spredning af viden, som de deltagende kommuner skal bidrage til.

Spørgsmål og Svar

Eventuelle spørgsmål til projektet kan rettes til Tina Michler Bujakewitz pr. mail: tmb@star.dk og cc til Anne Kathrine Nielsen: ank@star.dk.

Læs spørgsmål og svar (pdf) (nyt vindue)

Oversigt over målgruppen pr. kommune

Styrelsen har lavet en oversigt over antallet af ufaglærte dagpengemodtagere over 30 år fordelt pr. kommuner det seneste år (oktober 2015 til september 2016).

Se oversigten (pdf) (nyt vindue)

Sidst opdateret 23. nov 2017