Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre hjemmesiden. Det sker dog først, når du klikker videre til næste side. Læs mere om cookies. Du kan også vælge at sige nej tak til cookies.

Udmelding af puljen Initiativer for personer med handicap (FL § 17.59.21.20)

Som led i udmøntning af satspuljeaftalerne for 2015 og 2017 udmeldes 21,5 mio. kr. for Initiativer for personer med handicap (FL § 17.59.21.20). Ansøgningspuljen har til formål at understøtte udsatte gruppers tilknytning til arbejdsmarkedet.

Formålet med puljen

Formålet med puljen er at bidrage til at fremme beskæftigelsen for personer med handicap, herunder til at udvikle nye metoder til at fastholde og bringe personer med handicap ind på arbejdsmarkedet.

Der kan søges om tilskud fra ansøgningspuljen til følgende aktiviteter: 

  • Indsatser for borgere med kognitive handicap, herunder fx udviklingshæmning eller autisme, hvor målet er at komme tættere på job eller uddannelse.
  • Initiativer med en empowerment-orienteret tilgang til borgere med fysisk eller psykisk handicap.

Målgruppen

Målgruppen består af borgere med fysisk og/eller psykisk handicap, herunder fx udviklingshæmning eller autisme.

Projektperiode

Ansøgere skal i ansøgningen selv angive projektperioden. Projekterne bør dog som udgangspunkt afsluttes inden for 2-3 år.

Puljens ansøgerkreds

Puljen kan søges af kommuner/jobcentre, private aktører, virksomheder, forskningsinstitutioner, konsulentfirmaer og frivillige organisationer/foreninger.

Kriterier for tildeling af tilskud

I vurderingen af ansøgningerne vil der blive lagt vægt på, at projektet:

  • Har fokus på at fremme beskæftigelsen for borgere med kognitive handicap, herunder fx udviklingshæmning eller autisme, hvor målet er at komme tættere på job eller uddannelse.
  • Har fokus på en empowerment-orienteret tilgang til borgere med fysisk eller psykisk handicap.
  • Har et virksomhedsrettet fokus.
  • Er udformet således, at det – eller lignende, efterfølgende initiativer – kan blive en del af praksis i landets jobcentre eller på anden vis forankres efter endt projektperiode.
  • Indeholder en plan for, hvordan metoder og indsatser kan generaliseres og forankres efter projektets afslutning.
  • Indeholder en nøjagtig redegørelse for samarbejdsrelationer og snitflader mellem jobcentre, virksomheder, uddannelsesinstitutioner, andre organisationer mv.
  • Opstiller klare, målbare succeskriterier, der kan afrapporteres samt en beskrivelse af, hvordan projektet skal evalueres.
  • Gør brug af i ansøgningen beskrevne, innovative løsninger.
  • Tydeliggør målgruppens forsørgelses- og ydelsesgrundlag.
  • Har en realistisk økonomisk og ressourcemæssig sammenhæng mellem projektbeskrivelsen og budgettet.

Der vil desuden blive lagt vægt på, at der er indgået skriftlige samarbejdsaftaler mellem offentlige (jobcentre/kommuner) og private parter (private aktører, virksomheder, frivillige organisationer m.v.) og at der i den forbindelse afsættes penge til f.eks. frikøb af medarbejdere hos begge aktører.  Det vil sikre, at indsatsen udvikles og forankres i et samspil mellem den offentlige og private sektor.

Forpligtelse ved deltagelse

Projekter, som opnår tilsagn om tilskud, forpligter sig til at deltage i fælles evalueringsaktiviteter samt bidrage med opnåede erfaringer, informationer og resultater til en samlet evaluering af puljen.

Tilskudsberettigede udgifter

Der kan opnås tilskud til følgende udgiftsposter:

  • Løn
  • Revision 
  • Transport
  • Mindre materialeanskaffelser
  • Formidling

Krav om afrapportering

Der stilles krav om indsendelse af halvårlige statusrapporter. Ved projektafslutning skal projektet indsende en slutrapport sammen med et regnskab for hele projektperioden.

Skabelon for status og slutrapport kan downloades fra styrelsens hjemmeside om Retningslinjer og skabeloner til puljer

Projekterne skal ved udfyldelse af slutrapporten angive deltagernes arbejdsmarkedsstatus ved både projektstart og projektets afslutning. Det er derfor vigtigt at projektet ved projektstart kortlægger deltagerne arbejdsmarkedsstatus.

Krav til regnskab

Der stilles krav om indsendelse af halvårlige delregnskaber samt et endeligt regnskab for hele projektperioden senest tre måneder efter projektperiodens afslutning.

Afhængig af tilskuddets størrelse skal det endelige regnskab enten være revisorpåtegnet regnskab (ved tilskud på over 500.000 kr.) eller ledelsespåtegnet (ved tilskud under 500.000 kr.). Regnskabet skal modsvares af udgiftsposterne i det godkendte budget.

Fristerne for indsendelse af regnskaber vil fremgå af tilsagnsbrevene.

Udbetaling

Tilskuddet vil som udgangspunkt blive udbetalt bagudrettet på baggrund af de indsendte regnskaber.
Der er mulighed for at ansøge om forskudsudbetaling. I den forbindelse skal der i ansøgningsskemaet redegøres for behovet for forskudsudbetaling.

Oplysning om tilskud fra andre puljer

Det bemærkes, at tilskud fra puljen gives med udgangspunkt i gruppefritagelsesforordningen, der tillader statsstøtte til kompensation for omkostninger ved bistand til dårligt stillede arbejdstagere, så længe den samlede støtte til den enkelte virksomhed ikke overstiger 5 mio. EUR årligt jf. artikel 2, 4 og 35.

Såfremt ansøger har modtaget eller ansøger om tilskud fra andre ordninger omfattet af EU’s gruppefritagelsesforordning inden for det seneste år, skal dette oplyses i ansøgningsskemaet.

Ansøgning og ansøgningsfrist

Ansøgninger skal sendes til Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering via Tilskudsportalen senest onsdag den 19. april 2017, kl. 12.00.

Ansøgninger indsendt efter denne dato vil ikke blive behandlet. Ansøgere kan forvente svar på deres ansøgninger i starten af maj 2017.

Eventuelle spørgsmål til puljen kan sendes pr. e-mail til handicappuljer@star.dk. I emnefeltet angives: ”Spørgsmål – Initiativer for personer med handicap”.

Ansøgning inkl. budget skal indsendes via styrelsens Tilskudsportal.

Ansøgninger må maksimalt fylde otte sider, og ansøger anmodes om ikke at vedlægge bilag til ansøgningen. Samarbejdsaftaler vurderes ikke som værende bilag i den forstand. Hvis en ansøgning fylder mere end 8 sider, vil ansøgningen alene blive bedømt ud fra de første otte sider.

Download ansøgningsskema (Word) (Nyt vindue)

Download budgetskema (Excel) (Nyt vindue)

Læs mere om Tilskudsportalen (Nyt vindue)

 

 

Sidst opdateret 12. apr 2017