Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre hjemmesiden. Det sker dog først, når du klikker videre til næste side. Læs mere om cookies. Du kan også vælge at sige nej tak til cookies.

IT i forbindelse med 225-timersreglen

Digitaliseringsmodellen for 225-timersreglen gør det muligt at automatisere udsendelse af varslingsbreve. Kommunerne har vigtige opgaver i perioden frem til 1. oktober 2016.

Kernen i it-understøttelsen af 225-timersreglen bliver, at kommunernes beregning af overgangs- og bortfaldsdatoer i de fleste sager kan foretages automatisk, så også udsendelsen af varslingsbreve kan ske automatisk.

For at understøtte dette har Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering udarbejdet en digitaliseringsmodel for håndteringen af varslingsbreve mv., så administrationen heraf i videst muligt omfang lader sig it-understøtte.

Læs notat om digitaliseringsmodellen her (pdf) (nyt vindue)

Notatet er tænkt som en inspiration til kommunerne og deres it-leverandører. Notatet anviser en mulig digitalisering af administrationen af 225-timersreglen i forbindelse med beregning af bortfaldsdatoer, varslingsbreve mv. Samtidig kan notatet anskueliggøre en række af de overvejelser, der har ligget bag udformningen af varslingsbekendtgørelsen. Notatet om digitaliseringsmodellen er ikke en bindende retningslinje; det er derimod lovbestemmelserne og varslingsbekendtgørelsen.

Læs varslingsbekendtgørelsen på retsinformation.dk (nyt vindue)

Varslingsbekendtgørelsen og digitaliseringsmodellen tager bl.a. udgangspunkt i, at de oplysninger, som kommunen skal bruge i forbindelse med beregning af bortfaldsdatoer, varslingsbreve mv., er oplysninger, som kommunen i vidt omfang allerede vil være i besiddelse af. Det gælder oplysninger om borgerens ydelseshistorik, oplysninger om borgerens arbejdsomfang og borgerens historik i forhold til forlængelsesårsager.

Forlængelsesårsagerne skal registreres i de kommunale jobcentre i forbindelse med det almindelige kontaktforløb og indberettes via sagsbehandlingssystemerne til DFDG. De fleste af forlængelsesårsagerne registreres allerede af jobcentrene, men i forbindelse med 225-timersreglen indføres en undtagelsesregel for de personer, som ikke kan udføre beskæftigelse i et omfang af 225 timer inden for 12 måneder: ”Undtaget fra 225-timersreglen”. Denne undtagelse vil kunne registreres i de kommunale sagsbehandlingssystemer fra release 2016-1, der gik i luften 4. april 2016.

Oplysningerne i DFDG kan anvendes af de kommunale ydelsessystemer til at administrere 225-timersreglen for de borgere, som omfattes af reglen.

IT-understøttelsen af 225-timersreglen

KMD har oplyst, at der i forbindelse med indførelsen af 225-timersreglen vil blive udviklet et tilkøbsmodul, som kan hjælpe kommunerne med beregning af bortfaldsdato etc. Den foreløbige melding er, at dette modul i de fleste tilfælde vil kunne stå for automatisk udsendelse af varslingsbreve. Uden tilkøbsmodul vil kommunen kunne trække en liste over borgere, som potentielt skal varsles, men denne løsning forudsætter, at beregning af bortfaldsdato og udsendelse af varslingsbreve i højere grad vil ske manuelt.

KL har oplyst, at det nye KY vil understøtte en meget høj grad af automatisering i kommunernes beregning af bortfaldsdatoer, udsendelse af varslingsbreve mv. Kommunerne vil få glæde af dette, efterhånden som de overgår til KY. KL forventer, at de første kommuner overgår til KY i foråret 2017, og de sidste forventes overgået ultimo 2018.

Læs mere om KY på KOMBITs hjemmeside (nyt vindue)

Kommunernes opgaver forud for at 225-timersreglen får virkning den 1. oktober 2016

Selvom 225-timersreglen tidligst kan få virkning for modtagernes hjælp fra 1. oktober 2016, skal kommunerne være opmærksomme på, at kommunerne skal løse en række opgaver af forvaltningsmæssig og administrativ karakter forud for dette tidspunkt:

  • Kommunerne skal fra og med ikrafttrædelsestidspunktet vurdere, om den enkelte modtager af kontanthjælp mv. opfylder betingelserne for at være undtaget fra 225-timersreglen. Vurderingen vil skulle ske i jobcentrene i forbindelse med kontaktforløbet. Sagsbehandlerne har haft mulighed for at registrere undtagelsen fra den 4. april 2016.
  • Kommunerne skal senest 6 måneder før den beregnede bortfaldsdato sende varslingsbreve til personer, der risikerer at miste en del af eller hele deres hjælp som følge af 225-timersreglen. I overgangsperioden fra 1. april 2016 til 31. marts 2017 skal varslingsbrevet sendes til borgeren senest 3 måneder før den beregnede bortfaldsdato.

Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering har i samarbejde med KL udarbejdet en inspirationstekst, som kommunerne kan vælge at anvende i forbindelse med varslingsbreve til borgere, som er i risiko for at få nedsat hjælpen som følge af 225-timersreglen.

Læs inspirationstekster til varslingsbrev

Sidst opdateret 6. maj 2016

Har du spørgsmål?

Kvinde ved computer 

Har du spørgsmål til jobreformen, kan du sende dem til star@star.dk att. Spørgsmål til jobreformen.

Angiv venligst dine kontaktoplysninger, dvs. navn, telefonnr. og e-mail.

Før du kontakter os, er du meget velkommen til at forsøge at finde information her på hjemmesiden. Enten under reformen eller under de konkrete ordninger, ydelser m.m.

Til borgere

På borger.dk kan du finde oplysninger om reglerne på området.

Læs mere om kontanthjælpsloftet på borger.dk (nyt vindue)

Læs mere om 225-timersreglen for ugifte på borger.dk (nyt vindue)

Læs mere om 225-timersreglen for ægtepar på borger.dk (nyt vindue)

Hvis du har brug for yderligere vejledning om kontanthjælp, bedes du kontakte din kommune.