Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre hjemmesiden. Det sker dog først, når du klikker videre til næste side. Læs mere om cookies. Du kan også vælge at sige nej tak til cookies.

IT i forbindelse med kontanthjælpsloftet

Kontanthjælpsloftet bliver et myndighedssamarbejde mellem kommunerne og Udbetaling Danmark.

Da det tidligere loft over samlede ydelser til kontanthjælpsmodtagere var gældende, lå kontanthjælp, særlig støtte og boligstøtte i kommunerne. Siden 2012 er en række ydelser blevet overflyttet til Udbetaling Danmark, herunder boligstøtte, mens andre områder fortsat administreres af kommunerne, herunder kontanthjælp og særlig støtte.

For at sikre mest muligt mod dobbeltadministration bliver administrationen af det nye kontanthjælpsloft i videst muligt omfang samlet i én myndighed – nemlig Udbetaling Danmark. Det indebærer, at opgaven med at udbetale særlig støtte overføres til Udbetaling Danmark, således at de ydelser (boligstøtte og særlig støtte), der reduceres som følge af loftet, udbetales af Udbetaling Danmark. Udbetaling Danmark står for opgørelsen af borgerens ydelser under loftet og foretager reduktionen af særlig støtte og boligstøtte.

Loftsberegningen og -reduktionen vil foregå i to tempi: Først foretages en foreløbig beregning og ydelsesreduktion for den enkelte måned på det foreliggende grundlag. To måneder senere, når oplysninger om borgerens endelige kontanthjælp, arbejdsomfang, eventuel øvrig indkomst mv. er registreret, sker der en ny beregning af ydelsesreduktionen. Denne beregningsmodel bygger på principperne fra månedsmodellen på boligstøtteområdet, som trådte i kraft 1. januar 2016. Sagsbehandlingen og kadencerne for beregning af loftet og evt. udbetaling af boligstøtte og særlig støtte følger således den sagsbehandling og kadencer for genberegning mv., der allerede er gældende for boligstøtte, og derfor også vil være kendt i forvejen for de borgere, der modtager boligstøtte og berøres af kontanthjælpsloftet.

For at understøtte den forestående implementering af loftet er administrationsmodellen for loftet udviklet i tæt samarbejde med Udbetaling Danmark og KL. Udbetaling Danmark og KL har været inddraget i udformningen af administrationsmodellen i det vedtagne lovforslag, ligesom de bliver inddraget i udformningen af bekendtgørelsen om kontanthjælpsloftet.

IT-understøttelsen af kontanthjælpsloftet

Kommunens opgaver i forbindelse med loftet er (udover at vejlede borgeren om loftets virkninger, se nedenfor), at:

  • Træffe afgørelse om indplacering af modtageren af kontanthjælp mv. på den rette loftsats, herunder i en del af sagerne træffe afgørelse om, hvorvidt modtageren skal betragtes som samlevende eller enlig i forhold til kontanthjælpsloftet.
  • Træffe afgørelse om og beregne eventuel særlig støtte.
  • Videregive nødvendige oplysninger til Udbetaling Danmark til beregning af loftet og nedsættelse af boligstøtte og særlig støtte (fx oplysninger om borgerens kontanthjælpssats, størrelsen af den udbetalte kontanthjælp, eventuelle sanktioner, eventuel nedsættelse af hjælpen som følge af 225-timersreglen, eventuelt dansktillæg, størrelsen af eventuel særlig støtte, oplysninger om arbejdsindkomst/timefradrag mv.).

KMD har oplyst, at man er ved at forberede en systematik i deres systemer, så loftsindplacering i videst muligt omfang bliver automatiseret.

Med hensyn til særlig støtte har Udbetaling Danmark oplyst, at man satser på mest mulig automatisering fra start.

Med hensyn til at kommunerne skal videregive de nødvendige oplysninger til Udbetaling Danmark, har Udbetaling Danmark oplyst, at der planlægges efter, at al indberetning fra kommunerne til Udbetaling Danmark fra starten sker automatisk fra kommunernes systemer.

Kommunernes opgaver forud for at kontanthjælpsloftet får virkning den 1. oktober 2016

Selvom kontanthjælpsloftet tidligst kan få virkning for modtagernes hjælp fra 1. oktober 2016, skal kommunerne være opmærksomme på, at kommunerne skal løse en række opgaver af forvaltningsmæssig og administrativ karakter forud for dette tidspunkt.

For det første skal kommunerne vejlede alle nuværende modtagere af kontanthjælp mv. om kontanthjælpsloftets virkninger. KL har i samarbejde med Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering udarbejdet en inspirationsstandardtekst, som kommunerne kan vælge at anvende i forbindelse med vejledning om virkningerne af kontanthjælpsloftet til personer, der modtager hjælp før 1. oktober 2016.

Læs inspirationstekst til kommunernes vejledning om kontanthjælpsloftet her (pdf) (nyt vindue)

For det andet skal kommunerne træffe afgørelser om indplacering af alle nuværende modtagere af kontanthjælp mv. på de korrekte loftsatser, herunder i en del af sagerne træffe afgørelse om, hvorvidt modtageren skal betragtes som samlevende eller enlig i forhold til kontanthjælpsloftet. KMD har oplyst, at udsendelsen af kommunernes afgørelsesbreve om indplacering på loftet vil kunne ske automatisk. Det er en forudsætning for denne automatisering, at kommunerne inden september 2016 sikrer, at de nødvendige oplysninger er registreret i de kommunale udbetalingssystemer. Det vil særligt være nødvendigt at sikre korrekt samlivsregistrering og registrering af, hvilke kontanthjælpsmodtagere, der er blevet visiteret til en særlig bolig af kommunen som følge af fysisk eller psykisk funktionsevnenedsættelse mv. – eller som deler husstand med en person i denne situation. Dette vil typisk være en type af oplysning, som findes i kommunens socialforvaltning.

Med hensyn til særlig støtte bemærkes det, at kommunerne fortsat vil skulle vurdere berettigelsen til særlig støtte samt beregne støttens størrelse, hvorefter denne oplysning videregives til Udbetaling Danmark med henblik på, at Udbetaling Danmark foretager selve udbetalingen. Udbetaling Danmark får dermed ansvaret for udbetaling af særlig støtte til samtlige berettigede modtagere, dvs. ikke alene personer, der samtidig modtager integrationsydelse, uddannelseshjælp eller kontanthjælp, men også personer, der har et andet forsørgelsesgrundlag (fx ressourceforløbsydelse eller arbejdsløshedsdagpenge).

Sidst opdateret 7. jun 2016

Har du spørgsmål?

Kvinde ved computer 

Har du spørgsmål til jobreformen, kan du sende dem til star@star.dk att. Spørgsmål til jobreformen.

Angiv venligst dine kontaktoplysninger, dvs. navn, telefonnr. og e-mail.

Før du kontakter os, er du meget velkommen til at forsøge at finde information her på hjemmesiden. Enten under reformen eller under de konkrete ordninger, ydelser m.m.

Til borgere

På borger.dk kan du finde oplysninger om reglerne på området.

Læs mere om kontanthjælpsloftet på borger.dk (nyt vindue)

Læs mere om 225-timersreglen for ugifte på borger.dk (nyt vindue)

Læs mere om 225-timersreglen for ægtepar på borger.dk (nyt vindue)

Hvis du har brug for yderligere vejledning om kontanthjælp, bedes du kontakte din kommune.