Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre hjemmesiden. Det sker dog først, når du klikker videre til næste side. Læs mere om cookies. Du kan også vælge at sige nej tak til cookies.

Spørgsmål og svar om kontanthjælpsloftet

Hjælp til forståelse af de nye regler om kontanthjælpsloftet.

Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering har samlet en svar på en række hyppigt stillede spørgsmål om kontanthjælpsloftet. Siden opdateres løbende med nye spørgsmål og svar.

Hvornår skal kommunen lave partshøring i forbindelse med kontanthjælpsloftet?

For ugifte personer vil kommunen inden loftsindplacering som udgangspunkt skulle træffe en selvstændig afgørelse om, hvorvidt ansøgeren kan anses for enlig eller samlevende. Dette gælder dog ikke, hvis der allerede er taget stilling til dette i forbindelse med indplacering på satsen for uddannelseshjælp, ved beregningen af hjælpen til en integrationsydelsesmodtager, som bor sammen med en modtager af uddannelses- eller kontanthjælp, eller i forbindelse med udbetaling af ordinært børnetilskud.

I de tilfælde, hvor kommunen inden loftsindplacering skal træffe en selvstændig afgørelse om samlivsstatus, jf. ovenfor, skal kommunen efter de forvaltningsretlige regler og principper først have givet ansøgeren mulighed for at komme med oplysninger til sagen. Ansøgeren skal derfor parthøres i disse tilfælde.

Den person, som vurderes at være samlevende med ansøgeren, vil derimod ikke skulle partshøres, da den pågældende ikke pålægges forsørgelsespligt eller på anden måde forpligtes af afgørelsen i medfør af kontanthjælpsloftet. Det vil være op til ansøgeren efter anmodning fra kommunen at tilvejebringe de nødvendige oplysninger til sagens behandling.

Læs mere om, hvornår man er enlig eller samlevende efter børnetilskudslovens regler

Ved selve loftsindplaceringen skal kommunen ikke foretage en partshøring. Dette skyldes, at indplaceringen er fastsat efter ansøgerens ydelsesniveau, og at ansøgeren derfor ikke ved en partshøring, der alene omhandler indplaceringen, vil kunne komme med oplysninger, der vil kunne føre til et andet resultat.

Hvornår skal Udbetaling Danmark lave partshøring i forbindelse med kontanthjælpsloftet?

Udbetaling Danmark træffer afgørelse om den foreløbige beregning af den samlede hjælp, der indgår under loftet. Derudover træffer Udbetaling Danmark afgørelse om den foreløbige nedsættelse af særlig støtte og boligstøtte. Udbetaling Danmark træffer disse afgørelser på baggrund af de oplysninger, som Udbetaling Danmark får fra kommunen om ansøgerens ydelsesniveau og loftsindplacering.

Udbetaling Danmark skal ikke foretage partshøring i forbindelse med afgørelse om foreløbig beregning og foreløbig nedsættelse. Det skyldes, at ansøgeren allerede er bekendt med oplysningerne (ansøgeren har modtaget afgørelse fra kommunen om ydelsesniveau og loftsindplacering), og at kommunen har vejledt ansøgeren om, at disse oplysninger videregives til Udbetaling Danmark til brug for Udbetaling Danmarks afgørelse om foreløbig beregning og foreløbig nedsættelse.

Boligstøtte til en husstand udbetales for alle personer i husstanden. Boligstøtte udbetales til den person (boligstøttemodtageren), der har ansøgt om boligstøtte på vegne af husstanden. Selvom boligstøttemodtageren er en anden i husstanden end ansøgeren, foretages der ikke partshøring af boligstøttemodtageren forud for reduktion i ansøgerens del af boligstøtten som følge af loftet. Det skyldes, at boligstøttemodtageren ikke vil kunne komme med oplysninger, der vil føre til et andet resultat, og at der alene reduceres i den del af boligstøtten, der er kontanthjælpsmodtagerens andel som husstandsmedlem.

Kravene til Udbetaling Danmark om partshøring mv. i forbindelse med ny beregning og endelig beregning af nedsættelsen af særlig støtte og boligstøtte er beskrevet i lovforslaget bemærkninger og vil også blive beskrevet i den kommende vejledning om kontanthjælpsloftet.

Er personer, der modtager hjælp efter §§ 27 og 27 a, omfattet af kontanthjælpsloftet?

Det er alene personer, der modtager hjælp efter §§ 22-25 i lov om aktiv socialpolitik, der er omfattet af kontanthjælpsloftet.
 
Personer, der modtager hjælp efter lovens § 27 (hjælp til personer, der har nået efterlønsalderen, og som ikke kan få social pension på grund af betingelserne om optjening) eller § 27 a (supplerende hjælp til brøk-førtidspensionister), er således ikke omfattet af kontanthjælpsloftet.

Sidst opdateret 1. feb 2017