Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre hjemmesiden. Det sker dog først, når du klikker videre til næste side. Læs mere om cookies. Du kan også vælge at sige nej tak til cookies.

Kombination af ordinære timer og virksomhedspraktik

Kan virksomhedspraktik eller løntilskud kombineres med samtidig ordinær ansættelse i samme virksomhed?

I forbindelse med indførelsen af 225-timersreglen har nogle kommuner spurgt, om borgere, der er i virksomhedspraktik eller ansat med løntilskud på mindre end fuld tid, samtidig hermed også kan være ordinært ansat i samme virksomhed i nogle timer.

Reglerne i beskæftigelseslovgivningen hindrer ikke efter Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings vurdering, at man kan kombinere virksomhedspraktik eller løntilskudsansættelse med ordinære løntimer, under forudsætning af at reglerne i beskæftigelseslovgivningen i øvrigt er opfyldt. Såfremt tilbuddet og de ordinære timer foregår sideløbende i virksomheden, er det en forudsætning, at der er tale om forskellige arbejdsfunktioner.

At der skal være tale om forskellige arbejdsfunktioner følger af princippet om, at tilbud gives med henblik på, at borgeren så vidt muligt skal kunne opnå ordinær beskæftigelse. Hvis borgeren således har opnået ordinær beskæftigelse af nogle timers varighed på en virksomhed, kan borgeren ikke samtidig være i virksomhedspraktik eller ansat med løntilskud i samme arbejdsfunktion.

Eksempel: En kontanthjælpsmodtager er i virksomhedspraktik i et supermarked og har under praktikken opgaver inden for kundeservice. Formålet er at optræne borgerens faglige, sociale eller sproglige kompetencer eller at afklare beskæftigelsesmål. Personen ansættes sideløbende ordinært til at rydde op, sætte varer på plads o.l. Dette er muligt, idet det forudsættes, at formålet med virksomhedspraktikken fortsat kan opfyldes.

Eksempel: En kontanthjælpsmodtager er ansat 20 timer ugentligt med løntilskud hos en offentlig arbejdsgiver. Arbejdsområdet er tilberedning af mad i kantine, og formålet med tilbuddet er oplæring af faglige og sproglige kompetencer. Personen ansættes sideløbende ordinært med rengøring i en anden afdeling. Dette er muligt, idet det forudsættes, at formålet med tilbuddet fortsat kan opfyldes. I offentligt løntilskud nedsættes den ugentlige arbejdstid med én time for hver times ordinær beskæftigelse udover 5 timer ugentligt, jf. reglerne om løn og arbejdsvilkår i offentlige løntilskudsjob (§ 74 i bekendtgørelse om en aktiv beskæftigelsesindsats). 

Forskellen på indholdet af de ordinære timer og timerne i tilbud bør fremgå af praktikaftalen hhv. løntilskudsaftalen og ansættelsesaftalen for de ordinære timer.

Sidst opdateret 3. maj 2017