Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre hjemmesiden. Det sker dog først, når du klikker videre til næste side. Læs mere om cookies. Du kan også vælge at sige nej tak til cookies.

Den gode samtale 2 - Tjeklisteforsøget

Hvordan hjælper man dagpengemodtagere godt i gang med deres jobsøgning i løbet af de første 14 dage? Det er spørgsmålet, som forsøget Den Gode Samtale 2, skal medvirke til at give svar på

I et forsøg, der skal hjælpe nyledige dagpengemodtagere med at komme hurtigt i gang med jobsøgningen, har a-kasserne samlet gode råd og redskaber til jobsøgning i en struktureret værktøjskasse, som kaldes Tjeklisten. Ved at bruge Tjeklisten får den ledige inspiration til sin jobsøgning og dermed brugt alle jobsøgningsmuligheder i den første tid af ledighedsforløbet. Tjeklisten giver redskaber til at få det bedste ud af de forsikrede lediges netværk, formulere kompetencer og opstille CV.

Ledige, der følger Tjeklisten, forventes – når de møder op til første møde i a-kassen - at have:
1. Aktiveret deres netværk
2. Udarbejdet et CV
3. Søgt jobs

Forsøget er iværksat af Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR) i samarbejde med AK-Samvirke og er udviklet i tæt samarbejde mellem a-kasserne, Dansk Nudging Netværk og KL7.

 

Hvem medvirker?

Følgende 10 a-kasser har foreløbig meldt sig til forsøget:

  • 3F
  • Krifa
  • Det faglige hus
  • BUPL-A
  • Frie Funktionærer
  • NNF
  • Serviceforbundet
  • Min A-kasse
  • MA
  • FTF-A

 

Flere a-kasser kan nå at tilslutte sig forsøget, og listen vil løbende blive opdateret. Nyledige fra disse a-kasser vil fra 3. oktober 2016 indgå i henholdsvis en deltagergruppe eller en kontrolgruppe og udvælgelsen af hvem, der tilhører hvilken gruppe, vil være tilfældig.

Forsøget forventes at omfatte i alt 20.000 dagpengemodtagere - 10.000 i hhv. deltager - og kontrolgruppe.

Hvad går forsøget ud på?

 

Forsøget består af tre hovedelementer:

1. Den indledende henvendelse via e-mail og SMS

Dagen efter borgeren har meldt sig ledig på jobnet.dk, modtager borgeren en velkomsthenvendelse, både som e-mail og som SMS. Borgeren vil modtage den på den mailadresse og det telefonnummer, som er angivet som kontaktoplysninger på Jobnet. Henvendelserne er afsendt af borgerens a-kasse i samarbejde med Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering.

Her præsenteres Tjeklisten som et værktøj, hvor a-kassen har samlet nyttige råd og redskaber til jobsøgning, som er frivillige at benytte. Tjeklisten tilgås online, og borgeren har adgang til Tjeklisten via et link.

Endvidere informeres om, at der i løbet af de første 14 dages ledighed vil komme op til to påmindelser, hvis man som nyledig ikke har brugt Tjeklisten, samt en kort survey. Den ledige kan framelde sig opfølgning via et link.

2. Tjeklisten

Tjeklisten er et online værktøj, med 4 ”skuffer”, med hvert sit tema og med samlet 13 opgaver. Ved at åbne skufferne og løse opgaver arbejder borgeren sig frem til at få søgt den/de første job. I spalten til højre ses eksempler på Tjeklisten.

Tjeklistens opbygning og indhold hjælper de nyledige med at overskue og strukturere jobsøgningsprocessen:

  • Tema 1: Planlæg din jobsøgning. Handler om at understøtte, at den ledige planlægger de kommende 14 dages jobsøgningsaktiviteter.
  • Tema 2: Hvad er du god til? Handler om at hjælpe den ledige til at blive skarp på egne kompetencer og få udarbejdet sit CV.
  • Tema 3: Brug dit netværk. Handler om at få overblik over sit netværk og bruge det i sin jobsøgning.
    Tema 4: Søg job. Handler om at udsøge relevante job.

Det er intentionen, at den nyledige bruger Tjeklisten de første 14 dage af ledighedsforløbet før første møde i a-kassen.  

3. Påmindelser og spørgeskema

Hvis borgeren ikke har fravalgt opfølgning og har løst færre end 6 opgaver, vil vedkommende tre hverdage efter modtagelsen af den første henvendelse, få endnu en henvendelse i form af en e-mail. Dette vil gentage sig efter seks hverdage.

Ledige, der bruger Tjeklisten, får ikke påmindelser.

Endelig vil den ledige 10 hverdage efter den første henvendelse modtage et kort spørgeskema, der handler om den lediges vurdering af Tjeklisten.

Tidsplan

 

Forsøget igangsættes d. 3. oktober 2016 og forventes at køre til og med marts 2017, eller indtil det ønskede deltagerantal på ca. 10.000 deltagere er opnået.

For sagsbehandlere

Forsøget forventes ikke at medføre ekstra arbejdsopgaver for kommunernes eller de deltagende a-kassers sagsbehandlere.
Det kan forventes, at de forsikrede ledige, der bruger redskaberne, vil være godt i gang med deres jobsøgning til den første samtale i a-kassen. 
Det kan konkret være, at:

  • De har søgt flere job 
  • De har i højere grad aktiveret deres netværk
  • De har gjort sig klare overvejelser over, hvilke brancher og firmaer, der er relevante for dem at søge
  • De er mere skarpe på deres egne styrker og kompetencer

Som sagsbehandler i a-kassen, skal du være opmærksom på, at nogle af de forsikrede ledige, du møder, vil have brugt de redskaber, der er i Tjeklisten og måske nævner dem til samtalen.

De deltagende a-kasser har mulighed for at udtrække en liste over, hvilke af deres medlemmer, der indgår som deltagere i forsøget. De kan dele informationen med jobcentre, fx via Beskedbakken, inden fællessamtalen. Det er dog frivilligt for a-kasserne, om de vil de gøre dette.

Skulle der opstå spørgsmål i løbet af projektet, kontakt da venligst kommunikationschef Simon Bauer, AK-Samvirke sb@ak-samvirke.dk eller specialkonsulent Simon Lamech, Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering sil@star.dk .

Evaluering

 

Projektet gennemføres som et randomiseret kontrolleret forsøg (RCT).  Dvs. at der trækkes lod blandt de forsikrede ledige til en deltagergruppe og en kontrolgruppe. Derved bliver det muligt at sammenligne resultaterne i de to grupper.

I evalueringen følges op på, om de forsikrede ledige kommer godt i gang med jobsøgning. Der måles bl.a. på følgende:

  • Bruger deltagerne Tjeklisten, og er de tilfredse med den? 
  • Fortæller deltagerne deres netværk, at de er jobsøgende?
  • Udarbejder deltagerne et CV tidligere? 
  • Søger deltagerne flere job? 
  • Bidrager brugen af Tjeklisten til, at deltagerne finder job hurtigere end ellers?

Midtvejsevaluering forventes at foregå i foråret 2017 og slutevaluering ultimo 2017. Resultaterne drøftes på seminar med de deltagende a-kasser.  Endelig vil der blive udarbejdet en rapport om projektet, der vil blive offentliggjort.

Pjece til a-kasserne om tjeklisteforsøget

Sidst opdateret 3. okt 2016