Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre hjemmesiden. Det sker dog først, når du klikker videre til næste side. Læs mere om cookies. Du kan også vælge at sige nej tak til cookies.

Den dansk-tyske ferieaftale

STAR administrerer den dansk-tyske ferieaftale.

Danmark og Tyskland har indgået en aftale om gensidig anerkendelse af feriesystemer. Hvis du er dansk arbejdsgiver inden for byggebranchen med medarbejdere udstationeret i Tyskland, kan du søge om at blive omfattet af den dansk-tyske ferieaftale.

Hvis du bliver omfattet af aftalen, skal du blot følge den danske ferielov under udstationeringerne. Er du ikke omfattet af aftalen, skal du i stedet indbetale feriepenge til den tyske ferie- og lønudligningskasse (ULAK) for de udstationerede medarbejdere.

Den dansk-tyske ferieaftale omfatter kun de danske arbejdsgivere, der er omfattet af den tyske forbundsrammeoverenskomst for byggebranchen, Bundesrahmentarif für das Baugewerbe. Det er SOKA-BAU, der vurderer, om en dansk arbejdsgiver er omfattet af forbundsrammeoverenskomsten.

Generelt kan det oplyses, at den tyske forbundsrammeoverenskomst angiver, hvilke typer arbejde, der anses som byggearbejde efter overenskomsten. Hvis virksomheden udfører byggearbejde, som er angivet i overenskomsten, og arbejdet udgør over 50 pct. af den samlede arbejdstid i Tyskland, er virksomheden oftest omfattet af overenskomsten. Andre forhold, som for eksempel virksomhedens omsætning og overskud, er ikke bestemmende for, om virksomheden er omfattet.

Aftalen gælder ikke arbejdsgivere med hjemsted på Færøerne eller Grønland.

Ansøgning om at blive omfattet af aftalen

Hvis du som arbejdsgiver ønsker at blive fritaget for at indbetale feriepenge til SOKA-BAU og i stedet vil følge den danske ferielov, skal du sende os et udfyldt ansøgningsskema.

Send ansøgningen så tidligt som muligt og senest 4 uger inden arbejdets påbegyndelse, ellers kan ansøgningen ikke forventes færdigbehandlet, inden udstationeringen påbegyndes.

Hvis der er tale om udstationering med kort varsel, og SOKA-BAU derfor ikke kan nå at modtage vores attest inden arbejdets påbegyndelse, sender vi et kvitteringsbrev til dig om, at ansøgningen er modtaget. Du skal opbevare dette kvitteringsbrev og kopi af ansøgningen, inkl. bilag, på arbejdspladsen, således at disse kan vises til de tyske myndigheder på forlangende. Det kan også udleveres af arbejdsgiverorganisationerne inden for byggebranchen.

Arbejdsgiveren skal oplyse på ansøgningstidspunktet, hvornår byggearbejdet skal begynde, og hvornår det forventes afsluttet.

På ansøgningsskemaet skal du som arbejdsgiver underskrive en erklæring om, at du vil behandle de udstationerede medarbejdere efter den danske ferielovs regler. Du skriver således under på, at du løbende indbetaler feriegodtgørelse for medarbejderne til FerieKonto, eller at de pågældende er omfattet af en ferieoverenskomst med garanti for betalingen af feriegodtgørelse.

På bilaget til ansøgningsskemaet skal du oplyse om samtlige medarbejdere, der er eller kan tænkes at blive udstationeret i Tyskland. Hvis det ikke er sikkert, at en medarbejder skal udstationeres, men muligheden dog er til stede, skal du oplyse om den pågældende medarbejder. Oplysningerne gives på bilaget til ansøgningsskemaet, hvor medarbejdernes fødselsdato, navn og adresse oplyses. Bilaget betegnes "Bruttolisten". Bilaget udleveres sammen med ansøgningsskemaet.

Du må ikke have udstationerede lønmodtagere på byggepladsen, der er uden for ferieaftalen, og som ikke er nævnt på bruttolisten. Hvis der opstår tvivl om, hvem der er arbejdsgiver i forhold til en lønmodtager, fx i forbindelse med underentrepriser, vil man se på, hvem der har instruktionsbeføjelsen og aflønner den pågældende.

Når din ansøgning behandles

Når vi behandler din ansøgning om at blive omfattet af den dansk-tyske ferieaftale, vil vi undersøge, om du efterlever ferielovens bestemmelser om indbetaling af feriegodtgørelse. Vi undersøger således, om der foretages løbende indbetaling til FerieKonto, eller om der er stillet garanti for feriegodtgørelsen.

Kravet om garanti for betalingen ved ferieoverenskomst opfyldes for organiserede arbejdsgivere gennem medlemskab af en arbejdsgiverorganisation og for uorganiserede arbejdsgivere gennem en garanti stillet af en bank eller et kreditinstitut. Ansøgningen skal vedlægges en kopi af bank- eller kreditinstitutgaranti.

Hvis ferielovens bestemmelser efterleves, attesterer vi din ansøgning og sender den til SOKA-BAU med bruttolisten. Vi sender dig en kopi af attesten og bruttolisten.

Attestationen angiver således alene, at du efterlever ferieloven, man den er ikke udtryk for, at du er omfattet af forbundsrammeoverenskomsten. Det er alene SOKA-BAU, der tager stilling til, om du er omfattet af forbundsrammeoverenskomsten, og dermed af den dansk-tyske ferieaftale. Hvis SOKA-BAU konstaterer, at du ikke er omfattet af forbundsrammeoverenskomsten, vil SOKA-BAU informere dig om det.

Hvis du allerede ved underskrivelsen af aftalen havde medarbejdere udstationeret i Tyskland

Ud fra de oplysninger, som SOKA-BAU har om udstationeringer i Tyskland, vil SOKA-BAU rette henvendelse til danske arbejdsgivere, der allerede ved underskrivelsen af den dansk-tyske ferieaftale havde udstationeret medarbejdere i Tyskland.

Hvis du som arbejdsgiver ikke ønsker at være omfattet af den dansk-tyske ferieaftale, skal du foretage indbetaling til SOKA-BAU for de udstationerede medarbejdere. Hvis du som arbejdsgiver derimod ønsker at blive omfattet af ferieaftalen, skal du ansøge om det.

Hvis der sker ændringer i forhold til ansøgningen

Ved enhver ændring skal vi have et nyt ansøgningsskema tilsendt, og en ny godkendelse skal ske med en varighed på 12 måneder. Det gælder for eksempel, hvis du som arbejdsgiver melder dig ind i en anden organisation end den, som er oplyst ved ansøgningen, eller hvis du udmelder dig og begynder indbetaling til FerieKonto.

Hvis der udstationeres medarbejdere, der ikke er nævnt på bruttolisten, skal du som arbejdsgiver sende en tillægsliste med oplysning om nye medarbejdere, der nu skal eller kan tænkes at blive udstationeret i Tyskland. Tillægslisten dækker samme periode som ansøgningen.

Vi kontrollerer løbende, om de arbejdsgivere, vi har attesteret for, fortsat indbetaler til FerieKonto eller fortsat har garanti for udbetalingen af medarbejdernes feriegodtgørelse. Hvis vi konstaterer, at betingelserne for at være omfattet af den dansk/tyske ferieaftale ikke længere er opfyldt, retter vi henvendelse til den pågældende arbejdsgiver. Hvis betingelserne fortsat ikke opfyldes, underretter vi SOKA-BAU derom. SOKA-BAU vil derefter rette henvendelse til arbejdsgiveren vedrørende indbetaling af bidrag til den tyske feriekasse.

Årlig opfølgning

Vores attest gælder i 12 måneder, dog maksimalt til arbejdet afsluttes. Når vi har attesteret, at du behandler dine udstationerede medarbejdere efter den danske ferielov, skal du derfor forny ansøgningen en gang om året.

Hver 12. måned vil vi rette henvendelse til dig og spørge, om du fortsat ønsker at være omfattet af den dansk-tyske ferieaftale. Hvis du ønsker dette, skal du sende os en ny ansøgning og bruttoliste med oplysning om de medarbejdere, der er eller kan tænkes at blive udstationeret i Tyskland i den næste 12 måneders periode.

Når du udfærdiger den nye liste, skal du sørge for, at medarbejdere, der ikke længere vil kunne blive udstationeret i Tyskland, ikke fremgår af listen. På denne måde kan medarbejdere "frameldes" listen. Du behøver således ikke give oplysninger om "frameldinger" særskilt i løbet af året.

Når vi har modtaget alle oplysninger fra dig, undersøger vi, om du stadig efterlever den danske ferielovs bestemmelser om indbetaling af feriegodtgørelse. Hvis det er tilfældet, attesterer vi den nye ansøgning og sender den til SOKA-BAU sammen med den nye bruttoliste. Vi sender dig en kopi af attesten.

Hvis du ikke længere vil være omfattet af aftalen

Ønsker du som arbejdsgiver ikke længere at være omfattet af den dansk-tyske ferieaftale, skal du meddele os det skriftligt. Vi giver derefter SOKA-BAU besked.

Flere oplysninger

Hvis du som arbejdsgiver er organiseret, kan din arbejdsgiverforening vejlede dig om aftalen samt give dig ansøgningsskema, bruttoliste og tillægsliste.

Du kan desuden få vejledning om ferieaftalens indhold hos os ved at kontakte os.

Hvis du derimod ønsker vejledning om bestemmelserne i den tyske forbundsrammeoverenskomst for byggebranchen eller om indbetaling af feriepenge til den tyske feriekasse, skal du henvende dig til:

SOKA-BAU
Urlaubs- und Lohnausgleichskasse der Bauwirtschaft (ULAK)
Hauptabteilung Europa
D-65179 Wiesbaden

Tlf.: +49 611 707-4054
Fax: +49 611 707-4555
E-Mail: europaabteilung@soka-bau.de

Ansøgningsblanket og tillægsblanketter

Download FE 5, Ansøgningsblanket til den dansk-tyske ferieaftale (Word) (nyt vindue)

Download FE 6, Bruttoliste til den dansk-tyske ferieaftale (Word) (nyt vindue)

Download FE 7, Tillægsliste til bruttolisten til den dansk-tyske ferieaftale (Word) (nyt vindue)

Sidst opdateret 27. apr 2015