Spring over hovedmenu
Spring over venstremenu

Spørgsmål og svar om den ledige - uddannelsesløft

Styrelsen modtager jævnligt spørgsmål om puljen til uddannelsesløft, som kan være af generel interesse

Hvilken forsørgelse har den ledige, når der er pauser i uddannelsesforløbet? 80 pct. eller 100 pct. af dagpengesatsen?

09-06-2017

Den ledige modtager 80 pct. af dagpengesatsen i hele uddannelsesforløbet. Hvis der er givet et tilbud på f.eks. en erhvervsuddannelse af 1 års varighed, hvor der er "kortere huller", som skyldes uddannelsens tilrettelæggelse, betyder det, at tilbuddet bare forsætter og at den ledige derfor fortsætter med dagpenge på 80 pct. - ligesom i andre uddannelsestilbud med korte afbrydelser, hvor tilbuddet ikke anses for afbrudt.

Når ledige gennemfører en erhvervsuddannelse for voksne under puljen til uddannelsesløft, vil der være tale om et tilbud efter LAB kap. 10, der skrives ind som et nyt tilbud med § 33 a. Her er det forudsat at, at de almindelige regler om tilbud skal gælde. Efter a-loven får man dagpenge, når man deltager i et tilbud efter LAB kap. 10. Dog fremover kun 80 pct. ved netop § 33 a tilbud.

Dagpengereglerne "læner sig op af tilbudsreglerne", således at udgangspunktet for perioden for medlemmets ret til dagpenge (i dette tilfælde på 80 pct. af) plus evt. lån, er den periode, hvor et tilbud er givet - og ikke anses for afbrudt.

I forhold til uddannelsestilbud efter LAB kap. 10, fremgår følgende af BAB § 57:

§ 57. Under korte afbrydelser i undervisningen i forbindelse med ordinære ferieperioder eller under andre korte afbrydelser, der skyldes uddannelsesstedets forhold, anses uddannelsen ikke for afbrudt.

stk. 2. Korte afbrydelser af deltagelse i undervisningen, som skyldes personens forhold, og som kan betegnes som lovligt forfald, medfører heller ikke, at uddannelsen anses for afbrudt.

stk. 3. I tilfælde af længerevarende sygdom eller barsel skal personen selv straks sørge for underretning af både uddannelsesstedet, jobcenteret og arbejdsløshedskassen.

Er der undtagelser, hvor den ledige ikke skal gå ned på 80 pct. af sin dagpengesats?

09-06-2017

Ja. Hvis den ledige vælger en uddannelse, hvor der er mangel på arbejdskraft får den ledige 100 pct. af sin hidtidige dagpengesats i den del af uddannelsen, der ligger inden for dagpengeperioden. Uddannelserne fastlægges på en særlig liste (Landsdækkende positivliste for puljen til uddannelsesløft). Denne mulighed gælder frem til udgangen af 2019.

Skal den ledige stå til rådighed under erhvervsuddannelsen med tilskud fra puljen til uddannelsesløft?

09-06-2017

En dagpengemodtager, der deltager i uddannelsesløft i form af tilbud om en erhvervsuddannelse, er fritaget for pligten til at være aktivt jobsøgende, herunder dokumentere sine jobsøgningsaktiviteter i joblog, og til at stå til rådighed for henvist arbejde efter lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. Den ledige skal fortsat være til rådighed for den aktive indsats, herunder deltage i kontaktforløbet og tilbuddet. Der skal være kontakt med jobcenteret undervejs i uddannelsen, men da de ledig deltager i et tilbud, kan jobcenteret beslutte, at samtaler kan holdes på anden vis, f.eks. over telefonen.

Ledige, der deltager i et uddannelsesforløb med tilskud fra puljen til uddannelsesløft, skal også senest efter 16 måneders ledighed have en samtale i jobcenteret med henblik på at komme i job efter endt uddannelse, jf. beskæftigelsesreformen, hvor det er besluttet, at alle ledige dagpengemodtagere indkaldes senest efter 16 måneders ledighed til en supplerende samtale i jobcenteret, hvor der sker en revurdering af indsatsen målrettet den ledige. A-kassen deltager i samtalen, medmindre den ledige ikke ønsker det.

Sidst opdateret: 09-03-2018