Spring over hovedmenu
Spring over venstremenu

Nyt værktøj: Vis jobmuligheder og uddannelsesveje til de ledige

21. april 2015

STAR går i luften med en ny hjemmeside, Arbejdsmarkedsbalancen.dk. Siden kombinerer en masse oplysninger, som kan hjælpe både ledige, jobkonsulenter, vejledere i a-kasser og planlæggere af jobcentrenes indsats.

Nye funktioner og nyt design

Arbejdsmarkedsbalancen viser en vurdering af hvordan, jobmulighederne er for over 850 forskellige stillinger i alle 8 beskæftigelsesregioner. Den giver et billede af, om mulighederne er gode eller mindre gode, og i hvilke regioner, de er gode.

Siden tilbyder en tæt kobling til Jobnet og Uddannelsesguiden. Det gør det nemt at tjekke jobmuligheder for en stilling og samtidig se aktuelle jobopslag, uddannelsesveje og beskrivelser af jobbet. Samtidig er det nu muligt at se hvordan, jobmulighederne har udviklet sig over tid for en stilling eller erhvervsgruppe. Det er fx muligt at se, om jobmulighederne er bedre nu end for 5 år siden.

Arbejdsmarkedsbalancen.dk - en hjemmeside for tre målgrupper

Arbejdsmarkedsbalancen har nu fået sin egen hjemmeside, arbejdsmarkedsbalancen.dk, som kan bruges af tre målgrupper:

  • Ledige kan bl.a. bruge arbejdsmarkedsbalancen.dk til at se hvor, der er gode jobmuligheder, og til at vurdere, om deres jobplaner og jobsøgningsstrategi er realistiske
  • Jobkonsulenter og a-kassevejledere kan bl.a. bruge hjemmesiden til at styrke den jobrettede samtale med ledige og vejlede om jobsøgningsstrategi, fx behovet for en plan b og c
  • Analytikere og planlæggere af jobcentrenes indsats kan bruge siden som input til planlægning af beredskab over for ledige og virksomheder

På arbejdsmarkedsbalancen.dk er det muligt at søge på fx enkelte stillingsbetegnelser eller erhvervsgrupper for et eller flere RAR områder. Søgeresultaterne kan printes, sorteres og eksporteres (fx til Excel).

Ingen ændringer i metode og data

STAR laver fortsat en selvstændig vurdering af jobmuligheder i arbejdsmarkedsbalancen to gange om året (næste gang er juni). Den er bl.a. baseret på en survey med svar fra 14.000 virksomheder. Der er ikke ændret på de metoder og data, der bruges til at fastslå hvordan, jobmulighederne er for de enkelte stillinger.

Arbejdsmarkedsbalancen.dk (nyt vindue)