Spring over hovedmenu

Opkvalificering til ledere og medarbejdere i jobcentre om indsatsen for aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere - FL § 17.59.21.80

Ansøgningsfrist 31. oktober 2017

Puljen skal understøtte at medarbejdere og teamledere/afdelingsledere i alle landets jobcentre er godt klædt på til at varetage indsatsen i projekt ”Flere skal med” uanset om jobcentret deltager i projektet eller ej.

Satspuljepartierne har i forbindelse med aftale om satspuljen for 2017 afsat 10 mio. kr. til opkvalificering af ledelse og medarbejdere på landets jobcentre i tilknytning til projekt ”Flere skal med”. Midlerne til puljen er afsat på finanslovens § 17.59.21.80. Opkvalificeringen udmøntes dels via centrale kurser, som udmeldes af STAR i efteråret 2017 og dels via denne ansøgningspulje til lokalt tilrettelagte opkvalificeringsaktiviteter. Ansøgningspuljen udgør i alt 5,3 mio. kr.

Kommuner, der ikke deltager i projekt ”Flere skal med”, har også mulighed for at deltage i de centrale kurser og søge om midler til opkvalificeringsaktiviteter fra denne pulje m.h.p. at understøtte virksomhedsrettet indsats for samme målgruppe af borgere.

Formål

Opkvalificeringen skal understøtte målene i projekt ”Flere skal med” og sikre, at medarbejdere og teamledere/afdelingsledere er godt klædt på til at varetage indsatsen i projektet og dermed understøtte, at flest mulige borgere i målgruppen for projektet opnår helt eller delvist fodfæste på arbejdsmarkedet i form af ordinære timer.

Projekt "Flere skal med"

Målgruppe

Målgruppen for kurserne er medarbejdere (sagsbehandlere, jobkonsulenter og virksomhedskonsulenter) og teamledere/afdelingsledere i jobcentrene, som arbejder med målgruppen og indsatsen i projekt ”Flere skal med” eller tilsvarende målgruppe og indsats for kommuner, som ikke deltager i projekt ”Flere skal med”.

Projektperiode

Projektperioden løber fra november 2017 til og med hele 2018.

Puljens ansøgerkreds

Puljen kan søges af kommuner. Også kommuner der ikke deltager i ”Flere skal med”.

Flere kommuner har mulighed for at gå sammen og sende en samlet ansøgning  om midler fra puljen. Af hensyn til overordnet koordinering, udbetaling af tilskud, regnskab mv., skal der være én (juridisk) ansvarlig kommune bag ansøgningen, selvom der er flere samarbejdende parter i projektet.

Den kommune, som indsender ansøgningen, vil blive tilskudsansvarlig og leder af projektet.

Kriterier for tildeling af tilskud

Alle landets kommuner har mulighed for at få del i puljen, såfremt de tilkendegiver, at de ønsker at deltage ved at udfylde ansøgningsskema og budgetskabelon.

Alle kommuner er sikret mulighed for tilskud på minimum 20.000 kr.

Hvis der til sammen ansøges om flere midler end der er til rådighed i puljen, vil midlerne i puljen blive fordelt forholdsmæssigt mellem ansøgerne i forhold til antal borgere i bruttomålgruppen for projekt "Flere skal med", såfremt ansøgningerne opfylder kravene for puljen.

Fordelingsnøglen er baseret på målgruppens størrelse i den enkelte kommune. Det vil sige, at kommunen kan få en vis procentdel af puljen svarende til den procentdel, de har af målgruppen.

Puljemidler fordelt på kommuner (pdf) (nyt vindue)

Udbetaling

Tilskud vil blive udbetalt bagudrettet på baggrund af regnskab og slutrapport.

Det samlede beløb afsat til ansøgningspuljen er fordelt på finansloven for i år samt finanslovene for 2018. At beløbet er fordelt over flere år betyder, at tilsagn om tilskud vil blive givet for ét år af gangen. Ansøgningen skal imidlertid dække hele projektperioden.

Krav til regnskab og afrapportering

Ved projektafslutning skal projektet indsende en slutrapport og et regnskab for hele projektperioden.

Skabeloner til slutrapport og regnskab kan downloades på styrelsens hjemmeside.

Vejledninger, retningslinjer og skabeloner til ansøgningspuljer

Afhængig af tilskuddets størrelse skal det endelige regnskab enten være et revisorpåtegnet regnskab (ved tilskud på over 500.000 kr.) eller ledelsespåtegnet (ved tilskud under 500.000 kr.). Regnskabet skal modsvares af udgiftsposterne i det godkendte budget. Fristerne for indsendelse af regnskaber vil fremgå af tilsagnsbrevene.

Tilskudsberettigede udgifter

Midlerne til lokale opkvalificeringstiltag i kommunerne udmeldes således, at de kan anvendes til opkvalificeringstiltag/processtøtte for medarbejdere/ledere inden for de centrale indsatsområder og kerneelementerne i projekt ”Flere skal med”.

Midlerne kan ikke anvendes til aflønning af personale i kommunen.

Der vil således kunne ansøges om midler til opkvalificering indenfor de centrale indsatsområder og kerneelementer i projekt ”Flere skal med”:

  • Visitation af borgerne
  • Den personlige jobformidler rolle
  • Virksomhedsrettet indsats og ordinære timer
  • Progression og tro på borgeren
  • Empowerment tilgang
  • Jobmål og cv
  • Tilrettelæggelse af opfølgningsindsatsen over for borgerne

Der kan opnås støtte til følgende udgifter:

  • Aktiviteter som relaterer sig til opkvalificeringsforløb. Aktiviteterne kan bestå af kurser, oplæg, workshops m.m. 
  • Mindre materialeanskaffelser ved afholdelse af aktiviteterne
  • Lokaler og let forplejning
  • Transport (offentlig transport eller kørsel efter statens lave takst)
  • Revision (hvis omfattet jf. ovenfor)

Der kan ikke søges tilskud til bl.a.:

  • Aktiviteter i udlandet
  • Overhead (driftsomkostninger)
  • Lovpligtige aktiviteter

Ansøgning og ansøgningsfrist

Ansøgninger skal sendes til Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings Tilskudsportal senest tirsdag den 31. oktober 2017 kl. 12.00. Ansøgninger sendt efter fristens udløb, vil ikke blive behandlet.

Tilskudsportalen til puljeansøgninger

Ansøgere kan forvente at få tilsagn i november 2017.

Vær opmærksom på, at det er et krav at ansøger har installeret en NemID medarbejdersignatur, for at kunne logge på Tilskudsportalen. Hvis ansøger ikke har en NemID medarbejdersignatur, skal ansøger straks bestille det, da der er ekspeditionstid forbundet med bestillingen.

Ansøgerne skal til ansøgningen vedlægge et budget, hvoraf det tydeligt fremgår, hvilke poster midlerne forventes anvendt til.

Ansøgningsskemaet udfyldes og sendes sammen med det udfyldte budget-skema. Der kan ikke medsendes andre bilag.

Budgetskema (Excel) (nyt vindue)

Spørgsmål og svar

Eventuelle spørgsmål til puljen kan sendes pr. e-mail til Sara Lysemose Clausen, slc@star.dk eller til Ann Kosecki, ako@star.dk

I bedes i emnefeltet anføre ”Spørgsmål til opkvalificering i ”Flere skal med”.

Spørgsmål og svar om præcisering af puljens indhold vil blive offentliggjort på denne side.

Sidst opdateret: 15-07-2019