Spring til hovedindhold

Pulje til opsøgende indsats i forbindelse med Sporskifte - FL § 17.51.04.10

Ansøgningsfrist 10-12-2018

Formålet med puljen er, at give de overenskomstbærende fagforbund og brancheorganisationer/arbejdsgiverorganisationer mulighed for i fællesskab at gennemføre en opsøgende indsats overfor lønmodtagergrupper og virksomheder, der kan have medarbejdere i målgruppen for Sporskifteordningen. Der er afsat 1,5 mio. kr. til indsatsen i hvert af årene 2018 og 2019.

Aftaleparterne bag trepartaftalen om styrket og mere fleksibel voksen-, efter og videreuddannelse (2018-2021) har besluttet, at der skal gøres en ekstra indsats for at udbrede kendskabet til Sporskifteordningen. Derfor udmeldes denne pulje til opsøgende arbejde vedrørende sporskifteordningen.

Der gives fra puljen tilskud til opsøgende indsatser, som skal informere virksomheder og medarbejdere om mulighederne for at søge de tilgængelige sporskiftepakker under sporskifteordningen, som er udmeldt af Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering. Den opsøgende indsats skal basere sig på aftaler mellem arbejdsmarkedets parter.

Målgruppe

Målgruppen for sporskifteordningen er ordinært ansatte medarbejdere i offentlige og private virksomheder indenfor nedslidningstruede brancher, hvor medarbejdere enten er i risiko for at blive nedslidte eller er nedslidte på grund af fysisk eller psykisk belastende arbejde.

Formål

Puljens formål er at udbrede kendskabet til sporskifteordningen blandt private virksomheder og offentlige institutioner samt deres medarbejdere, således at flere medarbejdere og virksomheder ansøger om og gennemfører sporskifteforløb.

Ansøgerkreds

Puljen kan søges af overenskomstbærende fagforbund og brancheorganisationer/arbejdsgiverorganisationer i fællesskab.

Det er en betingelse, at puljen ansøges i samarbejde mellem en arbejdsgiverorganisation og en arbejdstagerorganisation. Én af parterne sender ansøgningen og bliver dermed tilskudsansvarlig. 

Projektets indsatsmodel

Projektets indsats skal bestå af opsøgende informationsarbejde. Projektet skal således aktivt involvere eller henvende sig til medarbejdere og virksomheder, som befinder sig i nedslidningstruede brancher. En liste over de nedslidningstruede brancher kan findes på puljeopslaget for sporskifteordningen. Den opsøgende indsats behøver ikke alene bestå af fysiske besøg hos virksomheder i målgruppen. Den opsøgende indsats kan ligeledes ske via telefon, e-mails og chat.

Såfremt de opsøgende aktiviteter suppleres af digitale tiltag, skal ansøger redegøre for, hvordan det opsøgende element styrkes af digitale løsninger i forhold til fysiske besøg.

Kriterier for tildeling af tilskud

Der gælder følgende forudsætning for opnåelse af tilskud fra puljer:

  • Der skal i ansøgningen udfyldes en samarbejdsaftale om, at projektet gennemføres af repræsenter fra arbejdsgiver- såvel som arbejdstagersiden (i form af overenskomstbærende fagforbund).

Der vil i vurderingen af ansøgninger blive lagt vægt på følgende tildelingskriterier:

  • At projektets relevans i forhold til puljens formål fremstår tydeligt og velbegrundet i ansøgningen.
  • At det i ansøgningen er sandsynliggjort, hvorledes de planlagte aktiviteter vil have de forventede resultater i forhold til puljens formål.
  • At budgettet fremstår økonomisk ansvarligt.

Der vil desuden blive lagt vægt på, at der er bredde og variation i de udvalgte projekter i forhold til brancher/organisationer og målgrupper, samt at der er en vis geografisk spredning af indsatserne.

Tilskudsberettigede udgifter

Der kan søges om tilskud til følgende udgifter:

  • Frikøb af medarbejdere
  • Informationsmateriale
  • Transport
  • Revision
  • Udgifter i forbindelse med afholdelse af kampagner, konferencer og lign.

Lønniveauet ved frikøb af medarbejdere må ikke overstige lønniveauet for tilsvarende arbejde i staten. Lønudgifter skal budgetteres med antal timer og sats pr. time.

Retningslinjer om budgetlægning kan ses i styrelsens guide til udarbejdelse af projektbudgetter.

Vejledninger, retningslinjer og skabeloner til ansøgningspuljer på beskæftigelsesområdet

Krav om afrapportering

Efter projektets afslutning skal projektet sende en kort slutrapport (maks. én side).

Slutrapport (Word)

Krav til regnskab

Der stilles krav om at der sendes et endeligt regnskab for hele projektperioden til styrelsen senest tre måneder efter projektperiodens afslutning. Styrelsens budget- og regnskabsskema skal anvendes.

Budget- og regnskabsskema

Afhængig af tilskuddets størrelse, skal det endelige regnskab være enten revisorpåtegnet (ved tilskud på over 250.000 kr.) eller ledelsespåtegnet (ved tilskud under 250.000 kr.).

Regnskabet skal modsvares af udgiftsposterne i det godkendte budget.

Udbetaling

Tilskuddet vil blive udbetalt, når det endelige regnskab er godkendt.

Ansøgningsfrist og praktiske oplysninger

Ansøgninger skal sendes til Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering via styrelsens Tilskudsportal senest mandag den 10. december 2018, kl. 9.00.

Tilskudsportalen til puljeansøgninger

Ansøgninger der sendes efter dette tidspunkt, vil blive afvist.

Budget- og regnskabsskema (Excel)

 

Sidst opdateret: 08-03-2024