Spring over hovedmenu

Pulje til særlig indsats til ledige over 50 år - FL § 17.46.43.30

Ansøgningsfrist 05. december 2018

Formålet med puljen er at hjælpe ledige over 50 år, der er i risiko for langtidsledighed, tilbage i job. Der er afsat 10,3 mio. kr. til ansøgningspuljen, som kan søges af a-kasser.

Seniorer kan være udfordret af forældede kompetencer eller fysisk og psykisk nedslidning efter mange år i samme branche eller arbejdsfunktion. Derudover kan ledige seniorer miste troen på at komme tilbage i arbejde på grund af deres alder.

Sammenlignet med andre aldersgrupper, har seniorer ikke en større risiko for at blive ledige. Rammes seniorer af ledighed, har de imidlertid en lidt større risiko for at blive langtidsledige. Derfor kan en tidlig indsats være et afgørende redskab til at hjælpe målgruppen tilbage i job.

I forbindelse med beskæftigelsesreformen fra 2014, blev der afsat en årlig bevilling til at understøtte indsatsen for ledige dagpengemodtagere, der er 50 år eller derover. Bevillingen udgør i 2018 10,3 mio. kr. og er afsat på Finanslovens § 17.46.43.30.

Midlerne blev i 2016 afsat til en ansøgningspulje, som havde til formål at understøtte bedst mulige rammer for at hjælpe ledige dagpengemodtagere på 50 år eller derover i job. Der var i forbindelse med ansøgningsrunden i 2016 stor interesse fra a-kasserne. Samtidig har de projekter, der modtog støtte fra puljen, generelt opnået gode erfaringer med at hjælpe a-kassens seniormedlemmer i job.

På denne baggrund genudmeldes puljen for særlig indsats til ledige over 50 år til en ny runde projekter i a-kasser for dagpengemodtagere, der har brug for ekstra hjælp til at komme tilbage i job. Det forventes, at der vil blive givet tilskud til 4-6 projekter.

Målgruppe

Målgruppen består af ledige og opsagte dagpengemodtagere i risiko for langtidsledighed, som er 50 år eller derover. Risiko for langtidsledighed kan eksempelvis skyldes nedslidning, forældende kompetencer og behov for omskoling.

Formålet med puljen

Formålet med puljen er at understøtte, at der tidligt i ledighedsperioden skabes de bedst mulige rammer for at hjælpe ledige seniorer i risiko for langtidsledighed tilbage i job.

Ansøgerkreds

Puljen kan søges af a-kasser, evt. i samarbejde med andre aktører fx uddannelsesinstitutioner, fagforbund, arbejdsgiverorganisationer og private virksomheder mv.

Der er mulighed for at flere a-kasser kan indgå i et samarbejde om at gennemføre et projekt. a-kassen, som indsender ansøgningen, bliver tilskudsansvarlig.

A-kasser, som tidligere har modtaget tilskud til projekter for dagpengemodtagere over 50 år, har mulighed for at søge på ny. Der vil dog her blive lagt vægt på, at der er tale om en videreudvikling af indsatsen.

Projektperiode

Projekt perioden løber fra december 2018, hvor der afgives tilsagn om tilskud, til og med december 2020. 

Projektets indsatsmodel og krav til deltagelse

Ansøgningspuljen er målrettet projekter, som har fokus på karriererådgivning for seniorer i risiko for langtidsledighed, eksempelvis som følge af forældede kompetencer eller fysisk og psykisk nedslidning. Rådgivningen kan fx omfatte hjælp til den enkelte med helbredsmæssige udfordringer herunder fysiske såvel som psykiske nedslidnings problematikker samt mulighederne for at skifte karrierespor til andre brancher eller jobfunktioner.

Det er et krav, at projekterne har særlig fokus på omskoling og opkvalificering, da erfaringer fra de igangværende projekter peger på, at seniorer først sent i deres ledighedsforløb overvejer muligheden for et sporskifte via opkvalificering. Samtidig viser erfaringer, at det er svært for mange seniorer at orientere sig i de forskellige uddannelsesordninger til ledige.

Projekterne opfordres derfor til, i samarbejde med jobcentre, at beskrive i ansøgningen, hvordan omskoling og opkvalificering fx ”seks ugers jobrettet uddannelse” er tænkt ind i som en del af indsatsen. 

Der stilles krav om, at styrelsens formularer for forandringsteori og aktivitets- og resultatopfølgning udfyldes og sendes, som en del af ansøgningen. Her skal det præciseres, hvilke konkrete aktiviteter der indgår i projektet, og hvordan de forventes at bringe deltagerne tættere på arbejdsmarkedet.

Vejledninger, retningslinjer og skabeloner til ansøgningspuljer på beskæftigelsesområdet

Projekterne skal gennemføres i overensstemmelse med mulighederne for at gennemføre aktiviteter, der følger af lov om arbejdsløshedsforsikring og standardvedtægten for a-kasser.

Projektets succeskriterier

Ansøgningspuljens overordnede succeskriterier er, at flere ledige seniorer over 50 år opnår fast tilknytning til arbejdsmarkedet og undgår at sidde fast i langtidsledighed.

I ansøgningen skal det angives, hvilke konkrete succeskriterier der er for projektet, og hvordan de vil blive dataunderstøttet og fulgt i a-kassens løbende monitorering af projektet.

Kriterier for tildeling af tilskud

I vurderingen af ansøgningerne, vil der blive lagt vægt på:

  • At projektet har en velbeskrevet og afgrænset målgruppe, der er relevant i forhold til puljens formål.
  • At projekter har en god volumen i forhold til antal deltagere i projektet.
  • At projektet har en veldefineret indsatsmodel der beskriver, hvordan der konkret vil blive arbejdet med at hjælpe målgruppen i beskæftigelse.
  • At der er opstillet ambitiøse og realistiske succeskriterier.
  • At der er sammenhæng mellem det ansøgte beløb og antallet af deltagere i projektet.
  • At budgettet er realistisk og giver mest mulig værdi for pengene.

Herudover vil styrelsen foretage en helhedsvurdering, hvor den overordnede kvalitet og sammenhæng i ansøgningerne vurderes.

Forpligtelser ved deltagelse

Projekterne der deltager, forpligter sig til at indgå i en tværgående evaluering, som vil blive gennemført af en ekstern evaluator. Formålet er at understøtte projekterne og hjælpe styrelsen med at evaluere puljen.

Det er et krav, at projekterne samarbejder med evaluator ved blandt andet:

  • At deltage i et kick-off-seminar straks efter projektstart.
  • At deltage i workshops og møder undervejs i projektforløbet.
  • At stille de nødvendige oplysninger mv. til rådighed for evaluator.
  • At udlevere CPR-numre og kontaktoplysninger på deltagerne i projektet på baggrund af forudgående samtykke.

Projekterne forpligter sig til at efterleve styrelsens retningslinjer vedrørende ansvar for databehandling.

Vejledninger, retningslinjer og skabeloner til ansøgningspuljer på beskæftigelsesområdet

Dokumentation og evaluering

A-kasserne skal i løbet af projektperioden selv stå for at indsamle data og monitorere aktiviteter og resultater. Den afsluttende evaluering af projekterne gennemføres af en ekstern evaluator og forventes at bygge på registerdata samt mere kvalitative data i form af surveydata og/eller interviews.

I forbindelse med den endelige evaluering af projekterne, vil der ske en udveksling af persondata i form af CPR-numre og kontaktinformationer på deltagerne mellem projekterne og den eksterne evaluator. Der stilles derfor krav om, at projekterne samarbejder med evaluator og indgår aftale om udveksling af data.

Der stilles desuden krav om, at deltagerne oplyses om, at deres persondata vil blive anvendt i anonymiseret form i evalueringsøjemed – og at de vil kunne blive kontaktet efter indsatsen af evaluator dvs. at der indhentes kontakttilladelser.

Tilskudsberettigede udgifter

Der kan søges om tilskud til følgende udgiftsposter:

  • Projektledelse
  • Forløb hos eksterne aktører, bl.a. til karriererådgivning og uddannelse
  • Revision
  • Eventuelle andre relevante udgifter

Det er et krav, at styrelsens budgetskabelon anvendes, og at budgettet skal indeholder fyldestgørende noter til alle budgetposter.

Budget- og regnskabsskabelon (Excel) (nyt vindue)

Vær opmærksom på, at der skal opstilles budgetter for de enkelte budgetår samt et samlet budget for hele projektperioden.

Krav om afrapportering

Der stilles krav om der sendes halvårlige statusrapporter til styrelsen forud for udbetaling af tilskud.

Efter projektets afslutning, skal der sendes en slutrapport sammen med et regnskab for hele projektperioden til styrelsen.

Ved udfyldelse af slutrapporten, skal projektet angive deltagernes arbejdsmarkedsstatus ved projektstart og afslutning. Det er derfor vigtigt, at projektet ved projektstart kortlægger deltagerne arbejdsmarkedsstatus.

Vejledninger, retningslinjer og skabeloner til ansøgningspuljer på beskæftigelsesområdet

Krav til regnskab

Der stilles krav om, at der forud for udbetaling af tilskud, sendes halvårlige delregnskaber til styrelsen, samt at det endelige regnskab for hele projektperioden sendes til styrelsen senest tre måneder efter projektperiodens afslutning.

Afhængig af tilskuddets størrelse, skal det endelige regnskab enten være revisorpåtegnet (ved tilskud på over 250.000 kr.) eller ledelsespåtegnet (ved tilskud under 250.000 kr.).

Regnskabet skal modsvares af udgiftsposterne i det godkendte budget.

Budget- og regnskabsskabelon (Excel) (nyt vindue)

Frister for indsendelse af regnskaber vil fremgå af tilsagnsbrevene.

Udbetaling

Tilskuddet vil blive udbetalt bagudrettet, på baggrund af de indsendte regnskaber.

Ansøgningsfrist og praktiske oplysninger

Ansøgninger skal sendes til Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering via styrelsens Tilskudsportal senest onsdag den 5. december 2018 kl. 12.00.

Tilskudsportalen til puljeansøgninger

Ansøgninger der sendes efter fristens udløb, vil blive afvist.

Ansøgningen må ikke overstige 8 sider, og der må ikke vedlægges mere end ét bilag på maksimalt 5 sider, der beskriver målgruppen i forhold til de beskrevne krav. Ansøgninger som er længere vil blive afvist.

Der kan forventes svar på ansøgningen medio december.

Følgende skabeloner skal anvendes til ansøgningen:

Skema for aktivitets- og resultatopfølgning

Skabelon for forandringsteori

Spørgsmål og svar

Spørgsmål kan stilles til Magne Kjems Mortensen pr. e-mail mkm@star.dk.

Spørgsmål og svar til puljen (pdf) (nyt vindue)

Sidst opdateret: 15-07-2019