Spring over hovedmenu

Sparringsbesøg til jobcentre og a-kasser om den jobrettede samtale - FL § 17.46.42.10

Ansøgningsfrist 12. juni 2018

Formålet med puljen er, at jobkonsulenter kan få sparring på egen praksis, og at hele teams/afdelinger kan arbejde hen imod en fælles forståelse af, hvordan samtaler med borgerne kan blive mere jobrettede. Sparringsforløbet er gratis. Ansøgningsfristen er forlænget til tirsdag den 12. juni kl. 12.00.

Hyppige og jobrettede samtaler er som følge af det intensiverede kontaktforløb et af de vigtigste redskaber, jobkonsulenter har til at bistå ledige med at komme i job. Erfaringer fra Projekt Jobrettet samtale viser, at kollegial sparring kan styrke jobkonsulenternes kompetencer til at holde jobrettede samtaler. Samtidig viser erfaringerne, at åbning af samtalerummet og kollegial sparring også kan være med til at styrke lærings- og refleksionskulturen i jobcentret eller a-kassen.

Flere jobcentre har derudover udtrykt et ønske om mere praksisnær hjælp til at forbedre indholdet i samtalerne med de ledige, så samtalerne bliver mere jobrettede.

På den baggrund er der afsat 4,2 mio. kr. til frikøb af 16 erfarne jobkonsulenter i jobcentre og a-kasser, der skal agere som sparringspartnere for kollegaer i andre jobcentre og a-kasser. Sparringspartnerne er udvalgt ud fra, at de har stor erfaring med at afholde jobrettede samtaler i praksis, og at de har hands-on erfaring med kollegial sparring. Derudover modtager sparringspartnerne et opkvalificeringsforløb, der klæder dem på til at yde konkret sparring på samtalerne i jobcentre og a-kasser.

Målgruppe

Målgruppen er jobkonsulenter i jobcentre og a-kasser, der arbejder med forsikrede ledige.

Formålet med sparringsbesøgene

Formålet med den kollegiale sparring er at styrke og sikre kvaliteten af de jobrettede samtaler, så borgerne oplever, at samtalerne er mere jobrettede og understøtter deres jobsøgning og dermed vejen tilbage til arbejdsmarkedet. Samtidig er formålet at åbne samtalerummet op og medvirke til, at jobcentret eller a-kassen styrker deres lærings- og refleksionskultur med brug at kollegial sparring.

Ansøgerkreds

Kommuner og a-kasser i målgruppen kan søge om besøg af sparringskonsulenter.

Projektperiode

Besøg af sparringspartnere afholdes i perioden fra ultimo august til medio december 2018.

Projektets kerneelementer

Forløbet består som udgangspunkt i, at to sparringspartnere besøger jobcenter/a-kasse og yder sparring på samtalerne. Antallet af sparringspartnere, der besøger hvert jobcenter/a-kasse afhænger af hvor mange jobkonsulenter, der ønsker sparring det konkrete sted.

De to sparringspartnere afholder først et afklarende møde med hhv. ledelse og jobkonsulenter med henblik på behovsafklaring, forventningsafstemning og dialog om, hvordan a-kassernes/jobcentrenes strategiske prioriteter integreres i den fortløbende sparring.

Sparringspartnerne yder dernæst sparring på i udgangspunktet to samtaler til hver af de udvalgte jobkonsulenter ud fra nedenstående principper for den gode sparringssamtale. Sparringen foregår ved, at sparringspartneren observerer en konkret samtale og herefter giver feedback og sparring på brug af tilgangen og værktøjer i den jobrettede samtale.

Principper for den gode sparringssamtale:

  • Sparringspartner og jobkonsulent aftaler, hvad sparringen skal fokusere på.
  • Sparringen foregår inden for rammen af sparringskataloget jf. bilag 2 og den strategiske ramme, der aftales med ledelsen på afklaringsmødet.
  • Sparringen tager afsæt i konkrete iagttagelser og oplevelser i den jobrettede samtale.
  • Sparringen i eftersamtalen sker gennem dialog og refleksion, hvor både jobkonsulentens og sparringspartnerens iagttagelser, oplevelser og refleksioner anerkendes.
  • Borgerens perspektiv bringes ind i samtalen gennem et kort interview med borgeren.

Sparringen afsluttes med et opfølgningsmøde med jobkonsulenter og teamledere. Formålet er at samle op på læringen og eventuelt give anbefalinger og drøfte behov for yderligere kompetenceudvikling. Som del af mødet vil sparringspartneren give tilbagemelding fra observationerne af samtalerne.

Bilag 1 Modellen for sparring (pdf) (nyt vindue)

Bilag 2 Sparringskataloget (pdf) (nyt vindue)

Projektets succeskriterier

Projektets succeskriterier er:

  • Jobkonsulenter fra jobcentre/a-kasser, der søger sparringsbesøg, modtager sparring på to samtaler hver.
  • Sparringen er drøftet på et teammøde el. lign.
  • Der er udarbejdet en handleplan, der skal sikre, at der opbygges en læringskultur, hvor kollegial sparring indgår.
  • Jobkonsulenterne oplever, at det har givet dem et øget fokus på at gøre samtalerne jobrettede.

Kriterier for at modtage sparringsbesøg

Der gælder nedenstående forudsætninger for at komme i betragtning til besøg af sparringspartnerne:

  • At projektets formål og målgruppe er indenfor projektets rammer
  • At projektet er ledelsesmæssigt forankret
  • At der er udarbejdet en handleplan, der skal sikre, at der fortsat arbejdes videre med jobrettede samtaler, og at der opbygges en læringskultur ift. indholdet af samtalerne fx læringsgruppemøder, planer om yderligere kompetenceudvikling, ledelsesmæssig supervision, kollegial sparring etc.

I vurderingen af ansøgningerne vil der blive lagt vægt på:

  • At jobcentret/a-kassen beskriver deres motivation for, hvorfor de ønsker besøg af sparringspartnerne
  • At der er en kort beskrivelse af, hvordan sparringsbesøgene indgår i jobcentrets strategi
  • At der er udarbejdet en handleplan, der sigter på at opbygge en læringskultur i jobcentre/a-kassen.

Det skal fremgå af ansøgningen:

  • hvor mange jobkonsulenter, der skal modtage sparring
  • hvorvidt og hvordan jobcentret/a-kassen tidligere har arbejdet med kollegial sparring
  • hvilke emner, jobcentret eller a-kassen især ønsker sparring på ud fra det vedlagte sparringskatalog
  • hvem der er kontaktperson ifm. sparringsbesøgene

Forpligtelser ved deltagelse 

Ved deltagelse i projektet forpligter deltagende jobcentre og a-kasser sig til at gennemføre de ansøgte aktiviteter samt deltage i de aktiviteter, der er forbundet med gennemførelse af projektets evaluering.

Ansøgningsfrist og praktiske oplysninger

Ansøgninger skal sendes til Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering pr. e-mail star@star.dk senest tirsdag den 12. juni 2018 kl. 12.00.

Ansøgninger, der sendes efter dette tidspunkt, vil blive afvist af styrelsen.

Det skal fremgå af emnefelt, at ansøgningen er til sparringspartnerne og det aktuelle arbejdsmarkedskontor som ansøgningen er målrettet til. Eksempel: ”Sparringspartnerne – ansøgning – Arbejdsmarkedskontor Øst.”

Ansøgningen må max være 3 side. Ansøgninger der overstiger dette antal sider, vil blive afvist af styrelsen.

Der kan forventes svar på ansøgningen medio juni 2018.

Spørgsmål

Eventuelle spørgsmål vedrørende form og indhold i den kollegiale sparring kan rettes til Mannaz A/S hos Lars Nellemann pr. e-mail lne@mannaz.com og telefon 51 39 60 43 eller Christian Seidelin pr. e-mail christian.seidelin@mannaz.com og telefon 53 85 13 35.

Eventuelle spørgsmål vedrørende formalia om hvem, der kan ansøge, og udvælgelsesproces kan rettes pr. e-mail til Janni Bormann Pedersen på jbp@star.dk.

 

Sidst opdateret: 15-07-2019