Spring over hovedmenu

Pulje til udbredelse af virksomheders sociale ansvar - FL § 17.59.22.10

Ansøgningsfrist 07. maj 2018

Formålet med ansøgningspuljen er, at støtte udbredelse af socialt ansvar i virksomheder med henblik på at få udsatte borgere i beskæftigelse. Puljen er på 14,3 mio. kr. og kan søges af virksomheder, organisationer og foreninger.

Som led i satspuljeaftalen for 2018 er der for perioden 2018-2021 afsat i alt 45 mio. kr. til udbredelse af virksomheders sociale ansvar. I denne ansøgningspulje udmeldes 14,3 mio. kr. for perioden 2018-2019.

Puljen er afsat for at understøtte, at virksomheder i højere grad via virksomhedsnetværk samarbejder om at udbrede gode erfaringer med ansættelse af udsatte borgere.

Flere undersøgelser har dokumenteret, at der generelt er positive beskæftigelseseffekter af virksomhedsrettede indsatser for udsatte borgere (eks. virksomhedspraktik, løntilskud og småjob). Her kan nævnes Carsten Koch-udvalgets udredning af den aktive beskæftigelsesindsats (2015) samt Væksthusets Forskningscenter og professionshøjskolen Metropols rapport ”Fra udsat til ansat – Set fra et arbejdsgiverperspektiv” (2016).

Foruden effekterne af de konkrete afprøvede indsatser søger ansøgningspuljen at skabe bedre viden om, hvordan beskæftigelsessystemet kan bidrage til, at virksomhederne tager et socialt ansvar. Af samme grund er der afsat midler til en evaluering, hvormed STAR med konsulentbistand kan skabe et bedre vidensgrundlag på området.

Målgruppe

Målgruppen er udsatte grupper, der defineres som ledige borgere med minimum et års sammenhængende ledighed på offentlig forsørgelse bag sig.

Formålet med puljen

Puljens formål er at støtte udbredelse af socialt ansvar i virksomheder, så udsatte borgere opnår ordinære timer og bliver en del af arbejdsmarkedet.

Ansøgerkreds

Puljens ansøgerkreds er virksomheder, organisationer og foreninger, der arbejder for at fremme virksomheders sociale ansvar.

Ansøgere, som ikke er en virksomhed, skal samarbejde med virksomheder i eksempelvis et virksomhedsnetværk.

Projekter må gerne etablere formaliseret samarbejde med en eller flere kommuner, men kommuner kan ikke selv søge tilskud fra puljen.

Projektperiode

Projektperioden er fra medio maj 2018 til og med december 2019.

Projektets indsatsmodel

Projekter, som opnår tilsagn om tilskud, skal implementere initiativer enten i egen virksomhed eller i et virksomhedsnetværk med henblik på at opnå konkrete resultater i form af ordinære timer (småjobs), fleksjob eller løntilskud til personer i målgruppen.

Ansøger vælger frit sin metode, og hvilke aktiviteter der iværksættes. Aktiviteter for virksomheder i forhold til at få udsatte i beskæftigelse kan fx være:

  • Workshops
  • Arbejdsgrupper og task forces
  • Konkrete forløb og projekter
  • Mentorprogrammer
  • Konferencer
  • Debat- og inspirationsarrangementer m.v.

De virksomheder og virksomhedsnetværk, som indgår i projekterne, kan ligeledes udvikle og afprøve initiativer med henblik på at inspirere og informere flere virksomheder om de gode erfaringer og det forretnings- og samfundsmæssige potentiale ved at ansætte udsatte borgere og derved tage et socialt ansvar i egen virksomhed.

Der kan i den forbindelse søges om tilskud til regionale eller lokale netværksaktiviteter for og mellem virksomheder (og evt. andre relevante aktører), der medvirker til at udbrede viden og metoder vedrørende den virksomhedsrettede indsats for udsatte borgere.

Projektets succeskriterier

Ansøger skal levere resultater i form af ordinære timer (småjobs), fleksjob eller løntilskud til udsatte grupper. Ansøger skal i ansøgningen opstille mål for, hvor mange konkrete ansættelser, der forventes skabt i perioden i virksomheden/virksomhedsnetværket, og ansøger opstiller desuden selv yderligere resultatmål for projektet (fx mål for udbredelse, konkrete aktiviteter etc.)

Kriterier for tildeling af tilskud

I vurderingen af ansøgningerne vil der blive lagt vægt på:

  • Ansøgers beskrivelse af hvordan, og i hvilket omfang, projektet vil bidrage til ordinære timer, fleksjob eller løntilskud for personer i målgruppen.
  • Ansøgers beskrivelse af hvordan projektet vil bidrage til, at opnå øvrige resultatmål/succeskriterier.
  • At budgettet er realistisk og bidrager til projektets resultat-mål/succeskriterier.
  • Hvordan projektet vil sikre kontakten med målgruppen samt det gode match mellem ledig og virksomhed.
  • Hvordan projektet vil understøtte, at borgerne fastholdes i job.
  • Projektets plan for udbredelse af aktiviteterne i projektet.

Forpligtelser ved deltagelse

Ansøger forpligter sig til at dokumentere de konkrete ansættelser ved at indsende en liste over CPR-nummer for de borgere, der er kommet i ordinær beskæftigelse, fleksjob eller løntilskud. CVR-nummer/p-nummer på den/de pågældende virksomheder angives også. Ansøger dokumenterer ligeledes øvrige resultatmål for projektet.

Det er en forudsætning for tilsagnet, at ansøger behandler personoplysninger (fx CPR-numre) i overensstemmelse med databeskyttelsesforordningen. De udvalgte projekter vil skulle aftale den konkrete proces for håndteringen med STAR.

Evaluering

Projekterne vil blive evalueret af en ekstern evaluator, som vil undersøge effekten af projekterne i forhold til at få udsatte grupper i job.

Tilskudsberettigede udgifter

Tilskuddet kan anvendes til følgende udgifter:

  • Lønudgifter
  • Forplejning
  • Transport
  • Lokaler
  • Faglige oplæg
  • Revision

Der skal til ansøgningen vedlægges et budget, som er specificeret på ovenstående budgetposter. Det er muligt for ansøger at tilføje yderligere udgiftsposter, der findes relevante for ansøgningen. Ud for budgetposterne skal der fremgå fyldestgørende noter.

Afrapportering

Der skal indsendes statusrapport ved opnåelse af 50 pct. af målsætningen i forbindelse med udbetaling af tilskud jf. ”Forpligtelser ved deltagelse”. Efter projektets afslutning skal der indsendes en slutrapport sammen med et regnskab for hele projektperioden.

Skabelon til status- og slutrapport kan downloades på styrelsens hjemmeside.

Vejledninger, retningslinjer og skabeloner til ansøgningspuljer

Regnskabsaflæggelse

Der stilles krav om indsendelse af delregnskaber forud for udbetaling af tilskud samt et endeligt regnskab for hele projektperioden senest tre måneder efter projektperiodens afslutning.

Afhængig af tilskuddets størrelse skal det endelige regnskab enten være revisorpåtegnet regnskab (ved tilskud over 250.000 kr.) eller ledelsespåtegnet (ved tilskud under 250.000 kr.)

Regnskabet skal modsvares af udgiftsposterne i det godkendte budget.

Budget- og regnskab (Excel) (nyt vindue)

Udbetaling

Tilskuddet udbetales som udgangspunkt bagudrettet på baggrund af de indsendte regnskaber.

Op mod halvdelen af det ansøgte beløb udbetales, når 50 pct. af målsætningen er opnået.

Er der ved projektets afslutning opnået 50 pct. eller mere af målsætningen, udbetales det resterende beløb i forhold til de afholdte udgifter.

Er der ved projektets afslutning opnået under 50 pct. af målsætningen, udbetales halvdelen af de udgifter, der er givet tilsagn om, på baggrund af det endelige regnskab. 

Mulighed for forskudsudbetaling

Der er mulighed for at ansøge om forskudsudbetaling, så 45 pct. af tilskuddet udbetales ved opstart af projektet, hvorefter 45 pct. udbetales ved opnåelse af 50 pct. af målsætningen. Der skal i ansøgningsskemaet redegøres for behovet for forskudsudbetaling.

10 pct. af det samlede tilskud vil ved forskudsudbetaling først blive udbetalt efter indsendelse af det endelige regnskab.

Ansøgningsfrist og praktiske oplysninger

Ansøgninger skal sendes til Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering via styrelsens Tilskudsportal senest mandag den 7. maj 2018, kl. 12.00. Ansøgninger der sendes efter dette tidspunkt, vil blive afvist.

Tilskudsportalen til puljeansøgninger

Der kan forventes svar på ansøgningen medio maj 2018.

Spørgsmål kan stilles til Søren Rasmussen pr. e-mail ser@star.dk

Budget- og regnskab (Excel) (nyt vindue)

Spørgsmål og svar

Spørgsmål og svar til puljen (pdf) (nyt vindue)

Sidst opdateret: 15-07-2019