Spring over hovedmenu

Virksomhedsservice pulje til bedre match – FL § 17.46.41.80

Ansøgningsfrist 12. december 2018

Formålet med puljen er at sikre et bedre og hurtigere match mellem ledige og virksomheder. Der er afsat 17 mio. kr. til puljen, som kan søges af kommuner, eventuelt i samarbejde med andre kommuner eller a-kasser.

Som led i aftale om kvalificeret arbejdskraft til virksomheder, blev der afsat en ansøgningspulje på 17 mio. kr. i 2018 til at styrke og understøtte udviklingen af jobcentrenes virksomhedsservice.

Et tæt samarbejde mellem jobcentre, a-kasser og virksomheder er afgørende for, at ledige kommer i ordinær beskæftigelse.

I en tid hvor virksomhederne i stigende grad oplever rekrutteringsudfordringer er det vigtigt, at virksomhederne oplever jobcentre og a-kasser som vigtige og kvalificerede partnere, når de skal rekruttere nye medarbejdere. Det forudsætter, at jobcentrene og a-kasserne har kendskab til virksomhedernes behov, de lediges kompetencer samt de brancher, som virksomhederne agerer i.

Målgruppe

Puljens målgruppe er ledige og virksomheder.

Formål

Formålet med puljen er at styrke jobcentrenes og a-kassernes virksomhedsservice og dermed sikre et bedre og hurtigere match mellem ledige og virksomheder.

Puljen kan bruges til metodeudviklingsprojekter, og udvikling af værktøjer, der kan understøtte det gode match.

Ansøgerkreds

Ansøgerkredsen er kommuner.

Flere kommuner kan søge sammen og kommuner kan ansøge i samarbejde med a-kasser. Den kommune, som indsender ansøgningen, bliver tilskudsansvarlig.

Projektperiode

Projektperioden er fra december 2018 til og med december 2020.

Projektets indsatsmodel

Puljens indsatsmodel består af fire overordnede spor med dertilhørende kerneelementer for god og professionel virksomhedsservice.

Mange jobcentre og a-kasser har i forvejen en professionel virksomhedsservice, hvorfor det er op til ansøger at afgøre, hvilke spor og kerneelementer ansøger ønsker at arbejde med. Dermed tages der højde for lokale forhold og forskellige forudsætninger hos ansøger i arbejdet med at styrke deres virksomhedsrettede services.

Projekterne skal som minimum inkludere to kerneelementer.

De fire spor og kerneelementerne har det overordnede formål at styrke jobcentrenes og a-kassernes virksomhedsservice og sikre bedre og hurtigere match mellem borgere og virksomheder. Det primære fokus er således virksomhedsrettet, da det handler om at udvikle effektive metoder, værktøjer og arbejdsgange, der understøtter jobcentrenes og a-kassernes virksomhedsservice.

Projektets kerneelementer

Herunder præsenteres kerneelementerne for hver af puljens fire spor:

Spor 1: Virksomhedskontakt

  1. Dialogen med virksomhederne er professionel og baseret på viden om forretningsdrift, brancheudvikling, kvalifikationskrav, jobfunktioner og overblik over ledige på området.
  2. Fokus på substitution i dialogen med virksomheder
  3. Virksomhedskontakten er proaktiv, opsøgende og koordineret. Det gælder særligt overfor små og mellemstore virksomheder (SMV`er) fordelt på brancher, størrelser og geografiske placeringer

Spor 2. Internt samarbejde

  1. Velfungerende intern vidensdeling og samarbejde mellem de fagprofessionelle
  2. Effektive arbejdsgange for hele matchningsprocessen
  3. Virksomhedsservice i jobcentre/a-kasser involverer hele organisationen, og der er én samlet strategi for arbejdet med virksomhedsservice

Spor 3: Borgerkontakt

  1. Fokus på det sociale og faglige match mellem virksomhed og borger, samt forventningsafstemning mellem borger og virksomhed om fx forløb, skånebehov mv.
  2. Borgerens CV er udfyldt og er af høj kvalitet

Spor 4: Tværgående samarbejde

  1. Der er etableret klare arbejdsgange for koordination af virksomhedskontakten, services og jobordre på tværs af jobcentre og a-kasser i lokalområdet
  2. Jobcentre/a-kasser samarbejder bredt med andre aktører om rekruttering, som fx regionale rekrutteringsfællesskaber, kommuner, a-kasser, uddannelsesinstitutioner, erhvervshusene (tidligere væksthuse)

Styrelsen har udarbejdet et inspirationskatalog, der indeholder eksempler på aktiviteter til hvert kerneelement.

Inspirationskatalog til ansøgere af puljen

Projektets succeskriterier

Projektets succeskriterier er delt op i sporspecifikke succeskriterier og et fælles succeskriterie.

De sporspecifikke succeskriterier gælder kun for projekter, som afprøver deres indsatsmodel i forhold til de/det pågældende spor, mens det fælles succeskriterie gælder for alle projekter.

Sporspecifikke succeskriterier:

  • Spor 1: Virksomhedskontakt: Stigning i antallet af virksomheder som jobcenter/a-kasse er i kontakt med fra projektstart til projektafslutning.
  • Spor 2. Internt samarbejde: Stigning i vurderingen af internt samarbejde fra projektstart til projektafslutning.
  • Spor 3: Borgerkontakt: Stigning i udfyldningsgraden for felterne i Jobnet CV'et
  • Spor 4: Tværgående samarbejde: Stigning i jobcentrenes brug af samarbejdspartnere i beskæftigelsesindsatsen fra projektstart til projektafslutning

Fælles succeskriterie: 

  • Stigning i virksomhedernes tilfredshed med jobcenterets services fra projektstart til projektafslutning.

Styrelsen vil monitorere succeskriterierne via:

  • Halvårlige spørgeskemaer målrettet medarbejdere og en repræsentant fra ledelsen i jobcentre og a-kasser.
  • Spørgeskemaundersøgelse om virksomhederne tilfredshed med jobcentrenes virksomhedsservice via STARs digitale platforme (VITAS og JobAG).

Kriterier for tildeling af tilskud

Der vil i vurderingen af ansøgningerne blive lagt vægt på følgende kriterier:

  • Ansøgers beskrivelse af hvordan og i hvilken grad kerneelementerne/principperne udmøntes
  • At ansøger som minimum arbejder med implementeringen af to kerneelementer
  • At der vil blive arbejdet med nye, ambitiøse og realiserbare indsatser
  • At ansøgningen indeholder overvejelser om fortsættelse og forankring af indsatsen efter projektperiodens udløb
  • At der ansættes en projektleder internt fra jobcenteret
  • At der er opstillet klare målbare succeskriterier, der kan afrapporteres på
  • At tidsplanen for projektet er realistisk
  • At budgettet er realistisk og giver mest mulig værdi for pengene

Der vil derudover blive foretaget en helhedsvurdering af kvaliteten og sammenhængen i ansøgningerne.

Forpligtelser ved deltagelse

Der gælder følgende forpligtelser ved deltagelse i projektet:

  • Projektopstart inden 1. marts 2019
  • Ansøger skal ansætte en projektleder, der har ansvaret for implementering og drift af projektet gennem hele projektperioden.
  • Medarbejdere, projektleder og en repræsentant fra ledelsen skal besvare et spørgeskema (baselinemåling).

Øvrige forpligtigelser

  • Ansøger forpligter sig til, i løbet af projektperioden at deltage i styrelsens pilottest af måling af virksomhedernes tilfredshed med jobcentrenes virksomhedsservice på VITAS.
  • For at sikre ledelsesmæssig forankring skal projektleder og en repræsentant fra ledelsen (teamleder/afdelingsleder) deltage i netværks/vidensdelingsaktiviteter faciliteret af styrelsen.
  • Projektet skal efterleve styrelsens retningslinjer vedrørende ansvar for databehandling som findes på star.dk under Vejledninger, retningslinjer og skabeloner til ansøgningspuljer på beskæftigelsesområdet.
  • Ansøger forpligter sig desuden til at deltage i øvrige projektaktiviteter som afholdes af styrelsen, fx besvarelse af spørgeskema.

Dokumentation og evaluering

Ansøgere er ansvarlig for, at der i slutningen af projektperioden gennemføres en ekstern evaluering af eget projekt. Der skal derfor afsættes penge i budgettet til gennemførelse af en ekstern evaluering.

Evalueringen skal tage udgangspunkt i skabelonen for slutrapporten.

Tilskudsberettigede udgifter

Der kan søges om tilskud til følgende udgiftsposter:

  • Løn til projektledelse og administration
  • Eksterne konsulenter og undervisere til kompetenceudvikling og evaluering
  • Materialer, formidling og information
  • Transport, kørsel, rejser og ophold
  • Revision
  • Øvrige projektrelevante udgifter

Der kan ikke søges om tilskud til indkøb af kurser til ledige.

Udgifterne skal være rimelige og velbegrundede med afsæt i en konkret vurdering af, hvad indsatsen kræver at implementere.

Fordelingen af afsatte timer til lønninger skal fremgå tydeligt af budgettet, og lønnen må ikke overstige den overenskomstmæssige aflønning for tilsvarende arbejde i staten.

Styrelsens budgetskabelon skal anvendes, og budgettet skal indeholde fyldestgørende noter til alle budgetposter.

Vær opmærksom på at der skal opstilles budgetter for de enkelte budgetår samt et samlet budget for hele perioden.

Krav om afrapportering

Der stilles krav om indsendelse af halvårlige statusrapporter, som skal indsendes forud for udbetaling af tilskud.

Efter projektets afslutning skal der indsendes en slutrapport sammen med et regnskab for hele projektperioden.

Skabelon for statusrapport (Word) (nyt vindue)

Skabelon for slutrapport (Word) (nyt vindue)

Krav til regnskab

Der stilles krav om indsendelse af halvårlige delregnskaber forud for udbetaling af tilskud samt et endeligt regnskab for hele projektperioden senest tre måneder efter projektperiodens afslutning.

Afhængig af tilskuddets størrelse skal det endelige regnskab ved tilskud på over 500.000 kr. være revisorpåtegnet og ved tilskud under 500.000 kr. være ledelsespåtegnet.

Regnskabet skal modsvares af udgiftsposterne i det godkendte budget.

Styrelsens budget- og regnskabsskabelon skal anvendes ved indsendelse af regnskaber.

Frister for indsendelse af regnskaber vil fremgå af tilsagnsbrevene.

Udbetaling

Tilskuddet vil blive udbetalt bagudrettet på baggrund af de indsendte regnskaber.

Ansøgningsfrist og praktiske oplysninger

Ansøgninger skal sendes til Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering via styrelsens Tilskudsportal senest onsdag den 12. december 2018, kl. 12.00.

Tilskudsportalen til puljeansøgninger

Ansøgninger der sendes efter dette tidspunkt, vil blive afvist.

Der kan forventes svar på ansøgningen ultimo december.

Spørgsmål kan stilles til Christian Dandanell Garn pr. e-mail chga@star.dk

Ved indsendelse af ansøgninger skal følgende skabeloner anvendes:

Budget- og regnskab (Excel) (nyt vindue)

Spørgsmål og svar

Spørgsmål og svar til puljen (pdf) (nyt vindue)

 

Sidst opdateret: 15-07-2019