Spring til hovedindhold

Opslag: Pulje til uddannelse af ledige, der har arbejdet i minkerhverv eller følgeerhverv - 2022

Ansøgningsfrist 14-12-2021

Puljen har til formål at sikre ret til uddannelse for personer, der har arbejdet i minkerhvervet eller følgeerhvervet, og som er blevet ledige. Den ledige får inden for puljen ret til alle typer af uddannelse uanset, om der er tale om offentlige eller private udbydere i Danmark. Der er i 2022 afsat 15 mio. kr. til puljen på finanslovens § 17.46.45.50.

Puljen udmeldes med forbehold for, at Finansloven for 2022 vedtages med de forventede beløb. At udmeldingen sker nu skyldes, at målgruppen for puljen har ret til tilbud finansieret af puljen fra d. 1. januar 2022, hvorfor der vil blive afgivet tilsagn om tilskud primo januar 2022.

Der blev den 25. januar 2021 indgået Aftale om erstatning mv. til minkavlerne og følgeerhverv berørt af COVID-19 mellem regeringen Venstre, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Liberal Alliance.

Regeringen har efter aftale med partierne bag Aftale om erstatning mv. til minkavlerne og følgeerhverv berørt af COVID-19 besluttet at forlænge puljen til uddannelse af ledige, der har arbejdet i minkerhverv eller følgeerhverv, så den også løber i 2022.

Målgruppe

Målgruppen er følgende personer omfattet af LAB § 6: Dagpengemodtagere, kontanthjælps- og uddannelseshjælpsmodtagere, overgangsydelsesmodtagere (uden for introduktionsprogrammet), sygedagpengemodtagere og personer i jobafklaringsforløb (som ikke er i et ansættelsesforhold eller driver selvstændig virksomhed), personer i ressourceforløb, ledighedsydelsesmodtagere, revalidender, førtidspensionister, selvforsørgende ledige samt unge under 18 år med behov for en uddannelses- og beskæftigelsesfremmende indsats.

Personer i målgruppen skal have arbejdet i minkerhvervet eller følgeerhverv i hele eller dele af perioden fra og med den 1. januar 2020 til og med den 22. marts 2021. Personer i målgruppen skal på tro og love skal erklære, at de har arbejdet i et af disse erhverv i hele eller dele af perioden.

Læs mere om puljens målgruppe via nedenstående link:

  • Orientering om loven og bekendtgørelser, der udmønter initiativet om omstilling for medarbejdere/ledige fra Aftale om erstatning mv. til minkavlerne og følgeerhverv berørt af COVID-19 fra januar 2021.

Orientering om loven og bekendtgørelser der udmønter initiativet om omstilling for medarbejdere/ledige fra aftale om erstatning mv til minkavlerne og følgeerhverv berørt af covid-19 fra januar 2021 (pdf)

Formålet med puljen

Formålet med puljen er at sikre ret til uddannelse for personer, der har arbejdet i minkerhvervet eller følgeerhvervet, og som er blevet ledige, jf. ovenstående afgrænsning.

Ansøgerkreds

Kommuner.

Projektperiode

Målgruppen har ret til tilbud om uddannelse og visse andre forløb i perioden fra og med den 1. januar 2022 til og med den 31. december 2022.

Tilbuddet skal være bevilget senest den 31. december 2022 og påbegyndt inden den 1. april 2023.

Indsatsmodel

Målgruppen har via ansøgningspuljen ret til følgende:

  1. Tilbud om ordinær uddannelse efter LAB § 90.
  2. Tilbud om uddannelse i form af øvrig vejledning og opkvalificering efter LAB § 91.
  3. Tilbud om realkompetencevurderinger og tilbud om jobsøgningskurser efter LAB § 91.

Læs mere om puljens indsatsmodel via nedenstående link:

  • Orientering om loven og bekendtgørelser, der udmønter initiativet om omstilling for medarbejdere/ledige fra Aftale om erstatning mv. til minkavlerne og følgeerhverv berørt af COVID-19 fra januar 2021

Orientering om loven og bekendtgørelser der udmønter initiativet om omstilling for medarbejdere ledige fra aftale om erstatning mv til minkavlerne og følgeerhverv berørt af covid-19 fra januar 2021 (pdf)

Fordeling af puljen

Kommuner, der ønsker tilskud fra puljen i 2022, skal aktivt tilkendegive behov for tilskud fra puljen ved at indsende et budget for 2022 via tilskudsportalen.

I budgettet skal kommunen kort sandsynligøre, hvad der ligger til grund for det budgetterede udgiftsbehov for 2022 samt angive kommunens hidtidige forbrug for 2021.

Såfremt de samlede ansøgte beløb overstiger puljen, vil STAR nedskalere samtlige beløb forholdsmæssigt.

Forpligtelser ved deltagelse

Ved modtagelse af tilskud forpligter kommunen sig til at registre de afholdte tilbud i relevante fagsystemer.

Kommunerne skal efterleve styrelsens retningslinjer vedrørende ansvar for databehandling, som findes på siden Vejledninger, retningslinjer og skabeloner til ansøgningspuljer på beskæftigelsesområdet.

Tilskudsberettigede udgifter

Der kan ydes tilskud til følgende udgiftsposter:

  • Tilbud om ordinær uddannelse efter LAB § 90.
  • Tilbud om uddannelse i form af øvrig vejledning og opkvalificering efter LAB § 91.
  • Tilbud om realkompetencevurderinger efter LAB § 91.
  • Tilbud om jobsøgningskurser efter LAB § 91.
  • Revision

Kommunerne kan via puljen få dækket 100 pct. af deres udgifter til køb af uddannelserne, realkompetencevurderingerne og jobsøgningskurserne.

Ved indsendelse af budget skal nedenstående budgetskema anvendes. Fordelingen mellem de forskellige tilbud i budgettet er ikke bindende og skal alene afspejle kommunens bedste bud.

Krav til regnskab

Der stilles krav om indsendelse af et endeligt regnskab for hele projektperioden senest tre måneder efter afslutning af det sidste uddannelsesforløb.

Afhængig af tilskuddets størrelse skal det endelige regnskab enten være revisorpåtegnet regnskab (ved tilskud på over 500.000 kr.) eller ledelsespåtegnet (ved tilskud under 500.000 kr.).

Regnskabet skal modsvares af udgiftsposterne i det godkendte budget. Nedenstående budget- og regnskabsskabelon skal anvendes ved indsendelse af regnskaber.

Udbetaling

Kommuner, der modtager tilsagn om tilskud, kan halvårligt få udbetalt tilskud på baggrund af regnskab for afholdte udgifter.

Praktiske oplysninger

Budget for 2022 skal sendes til Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering via Tilskudsportalen senest den 14. december 2021 kl. 12.00.

Tilskudsportalen til puljeansøgning

Tilsagn om tilskud vil blive afgivet primo januar 2022.

Spørgsmål kan stilles til star@star.dk.

Følgende budgetskabelon skal anvendes:

Budgetskema (excel)

Spørgsmål og svar

Spørgsmål og svar til puljen, hvor puljens indhold uddybes/specificeres vil blive offentliggjort på denne side.

 

Sidst opdateret: 08-03-2024