Spring over hovedmenu

Pulje til kompetenceudvikling for jobkonsulenter - FL § 17.46.42.10 - Ansøgningsfristen er udløbet

Løbende ansøgningsfrist

Puljen har til formål at finansiere kompetenceudviklingsforløb for jobkonsulenter. Der er i 2018 afsat 10 mio. kr., som udmøntes regionalt via de Regionale arbejdsmarkedskontorer (AMK’ere). Puljen kan søges af tre omgange i forhold til de enkelte AMK’eres ansøgningsfrister.

Som led i reform af beskæftigelsesindsatsen af juni 2014, er der på Finansloven afsat 150 mio. kr. i perioden 2015-2020 til kompetenceudvikling og videreuddannelse af jobkonsulenter i a-kasser og jobcentre. Heraf er der for 2018 afsat 10 mio. kr. i 2018 til ansøgningspuljen om kompetenceudvikling for jobkonsulenter, der udmøntes regionalt af de tre AMK’ere.

De relevante Arbejdsmarkedskontorer er:

  • AMK Midt-Nord, der dækker Nord-, Midt- og Østjylland
  • AMK Syd, der dækker Sydjylland og Fyn
  • AMK Øst, der dækker Hovedstaden, Sjælland og Bornholm

Målgruppe

Jobkonsulenter i a-kasser og jobcentre, der beskæftiger sig med forsikrede ledige.

Formålet med puljen

Puljen til kompetenceudvikling for jobkonsulenter har til formål at løfte og professionalisere beskæftigelsessystemet, så jobkonsulenterne kan løfte de nye opgaver, som følge af reformen af beskæftigelsesindsatsen.

Ansøgerkreds

Kommuner og A-kasser kan ansøge om midler til lokale udviklingsprojekter.

Projektperiode

Hvert projekt har sin egen projektperiode.

Fordeling af bevilling mellem AMK'erne

Puljens midler er fordelt efter en objektiv fordelingsnøgle med følgende beløb:

  • AMK Midt-Nord: 3,2 mio.kr. til Nord-, Midt- og Østjylland
  • AMK Syd: 2,0 mio. kr. til Sydjylland og Fyn
  • AMK Øst: 3.6 mio. kr. til Hovedstaden og Bornholm og 1,3 mio. kr. til Sjælland

Når bevillingen for de enkelte AMK’ere er opbrugt, vil der som udgangspunkt ikke blive afgivet flere tilsagn om tilskud indenfor området.

Krav til projektets indhold

En forudsætning for at opnå tilskud fra ansøgningspuljen er, at aktiviteterne, som indgår i ansøgningen, styrker et eller flere af følgende områder:

  • Samtaler og samspillet mellem jobcentre og a-kasser i forhold til borgeren (fx udvikling af fælles metoder, sammenhæng og progression i samtaleforløbet, samtaleteknikker mv.)
  • Den virksomhedsvendte indsats (service i forhold til virksomhederne, kendskab til det regionale arbejdsmarked mv.)
  • Vejledning og understøttelse af uddannelse til ledige (fx udvikling af strategisk fokus på både job og uddannelse, fokus på metoder til at motivere ledige til uddannelse eller fokus på at øge kendskabet og brugen af uddannelsesmuligheder for ledige)

Kriterier for tildeling af tilskud

Der er for hver af de tre arbejdsmarkedskontorer fastlagt en række kriterier for tildeling af tilskud.

Kriterier for ansøgninger til AMK Midt-Nord

Kompetenceudvalgene for Midt- og Nordjylland prioriterer, at projektmidler tildeles kommuner og a-kasser, som samarbejder om et kompetenceudviklingsforløb. Ansøgninger fra enkeltstående kommuner og a-kasser vil dog også komme i betragtning til puljemidlerne.

Kompetenceforløb, som udvikler medarbejderne på områder, hvor der er brug for ny og fælles viden, er særligt relevante. Derfor vil udvalgene imødekomme aktiviteter som understøtter følgende:

  • Udvikling af samtaler og samspillet mellem jobcentre og a-kasser i forhold til borgeren (f.eks. udvikling af fælles metoder, sammenhæng og progression i samtaleforløbet, samtaleteknikker, mv.)
  • Medarbejderes viden om situationen og udviklingen på arbejdsmarkedet
  • Den virksomhedsvendte indsats i forhold til styrkede samarbejdsrelationer om rekrutteringsudfordringer
  • Fokus på vejledning og uddannelse til ledige (f.eks. strategier, metoder og kendskab til ordninger)
  • Fælles forståelse af tilgang og brug af digitale redskaber

Kompetenceudvalgene er optaget af, at viden og læring fra projekterne forankres i organisationerne efterfølgende. 

Kriterier for ansøgninger til AMK Syd

Kompetenceudvalget kan anbefale, at der iværksættes og/eller ydes tilskud til kompetenceudviklingsforløb som understøtter samarbejde og fremmer deltagelse på tværs. Kommuner og a-kasser i området har dog mulighed for at søge og modtage midler enkeltvis, men kompetenceudvalget lægger vægt på, at andre a-kasser/jobcentre tilbydes at deltage. Der kan maksimalt ydes tilskud til 80 % af de tilskudsberettigede aktiviteter.

Kompetenceudvalget prioriterer følgende kompetenceudviklingsforløb:

  • Der fremmer og understøtter intentionerne i beskæftigelsesreformen og de holdninger og værdier, som kommunerne og a-kasserne er enige om
  • Der fremmer det lokale kendskab til arbejdsmarkedet og optimerer kerneviden om arbejdsmarkedet i nærområdet
  • Hvor der er en læringsforankring i det praktiske og anvendelsesorienterede
  • Der i forhold til den borgervendte indsats har fokus på effektfulde indsatser
  • Der fremmer individuelle samtaler med fokus på beskæftigelses- eller uddannelsesmuligheder, som led i kontaktforløbet
  • Der fremmer udvikling af strategisk fokus på både job og uddannelse, metoder til at motivere ledige til uddannelse eller fokus på brugen af uddannelsesmuligheder for ledige

Oplysning om kompetenceudvalgets medlemmer i Arbejdsmarkedskontor Syd, kan ses på styrelsens hjemmeside.

Regionalt kompetenceudvalg i Syddanmark

Kriterier for ansøgninger til AMK Øst

Kompetenceudvalgene for henholdsvis Hovedstaden & Bornholm og Sjælland prioriterer, at midlerne anvendes til at understøtte samarbejdet mellem medarbejdere i jobcentre og a-kasser, således som beskæftigelsesreformen lægger op til. Udvalget prioriterer derfor fællesansøgninger fra jobcentre og a-kasser. Ansøgninger fra enkeltstående jobcentre og a-kasser vil dog også komme i betragtning.

For at understøtte dette samarbejde vil det være påkrævet med kompetenceudviklingsaktiviteter, der udvikler medarbejderne på områder, hvor de har konkret brug for ny og fælles viden i forhold til det daglige samarbejde.

Kompetenceudvalgene prioriterer derfor ansøgninger, hvor jobcentre og a-kasser iværksætter aktiviteter for deres medarbejdere med følgende formål:

  • Understøtte udvikling af samtaler og samspillet mellem jobcentre og a-kasser i forhold til borgeren (fx udvikling af fælles metoder, sammenhæng og progression i samtaleforløbet, samtaleteknikker, forankring af nye metoder og teknikker mv.)
  • Give medarbejderne i jobcentre og a-kasser større viden om situationen og udviklingen på arbejdsmarkedet (fx efterspørgslen efter generelle og specifikke kompetencer hos medarbejdere, jobmuligheder mv.)
  • Understøtte samarbejde om rekruttering af ledige til virksomheder, der efterspørger nye medarbejdere
  • Understøtte fokus på vejledning og uddannelse til ledige (fx udvikling af strategisk fokus på både job og uddannelse, fokus på metoder til at motivere ledige til uddannelse eller fokus på at øge kendskabet og brugen af uddannelsesmuligheder for ledige)
  • Understøtte en fælles forståelse af og tilgang til brugen af de digitale redskaber, der er til rådighed for medarbejderne (fx Joblog, Arbejdsmarkedsbalancen, Virksomhedsoverblikket, Jobbarometeret, Min Plan mv.)
  • Understøtte samarbejde om en fælles indsats og plan for forsikrede ledige, der sygemeldes og skifter ydelsesstatus – enten internt samarbejde mellem medarbejdere, der sidder med henholdsvis ledige på A-dagpenge og sygedagpenge, eller samarbejde på tværs mellem jobcentre og a-kasser

Herudover lægger kompetenceudvalgene vægt på, at ansøgere forholder sig til, hvordan man vil sikre, at kompetenceudviklingsaktiviteterne forankres i organisationerne, i den daglige opgaveløsning og sætter sig ”varige, positive spor”.

Oplysning om kompetenceudvalgenes medlemmer i Arbejdsmarkedskontor Øst og inspiration til kompetenceudvikling kan ses på styrelsens hjemmeside.

Regionale kompetenceudvalg i Østdanmark

Krav til beskrivelse af projektet

For alle ansøgninger stilles der krav til beskrivelse af projektet med følgende oplysninger:

  • En kort beskrivelse af kompetenceudviklingens formål
  • Antal medarbejdere pr. jobcenter og/eller a-kasse, der forventes at deltage
  • Hvem der forestår kompetenceudviklingen
  • Hvilke forudsætninger udbyderen har for at forestå kompetenceudviklingen (CV’er samt evt. referencer vedlægges)
  • Undervisningsform og metoder, herunder hvilke værktøjer/redskaber der introduceres i undervisningen, samt hvordan eventuelle forskelle i deltagernes kompetenceudviklingsbehov tilgodeses
  • Hvilke af kompetenceudvalgets prioriterede temaer og øvrige temaer, der indgår i kompetenceudviklingen
  • Projektets succeskriterier
  • Tidsplan for kompetenceudviklingens gennemførelse, herunder hvornår de forskellige aktiviteter forventes gennemført
  • Hvilke kompetencer vil forløbet tilføre medarbejderne
  • Hvilke aktiviteter, der planlægges iværksat med henblik på at sikre, at læringen fra undervisningen indarbejdes i den daglige drift
  • Eventuelle evalueringsaktiviteter, der ligger ud over styrelsens udmeldte krav til evaluering

Evaluering af puljen

Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering iværksætter en ekstern midtvejsevaluering af den samlede pulje til kompetenceudvikling af jobkonsulenter med henblik på at undersøge, hvordan midlerne er blevet anvendt, og om det er sket i overensstemmelse med reformens og puljens intentioner.

Evaluator vil i den forbindelse indsamle data fra jobcentre og a-kasser.

Forpligtelser ved deltagelse

Der kan maksimalt ydes tilskud til 80 procent af de tilskudsberettigede aktiviteter, og der er dermed krav om medfinansiering for 20 procent af udgifterne, hvilket skal fremgå eksplicit af budgetskemaet.
Ansøgere forpligter sig desuden til at samarbejde med evaluator om gennemførelsen af evalueringen.

Tilskudsberettigede udgifter

Der kan ansøges om tilskud til følgende:

  • Lønudgifter til projektledelse og administration
  • Køb af eksterne konsulentydelser til udvikling og gennemførsel af forløb for personer i målgruppen
  • Lokaleleje og forplejning
  • Evaluering
  • Revision

Udgifterne skal være rimelige og velbegrundede med afsæt i en konkret vurdering af, hvad indsatsen kræver overfor det specifikke antal deltagere. Fordelingen af afsatte timer til lønninger skal fremgå tydeligt af budgettet.

Den budgetterede løn må ikke overstige den overenskomstmæssige aflønning for tilsvarende arbejde i staten, kommunerne eller den private sektor.

Krav til afrapportering

Ansøgere forpligter sig til at afrapportere til styrelsen efter projektets afslutning. Afrapporteringen består af en deltagerevaluering og en slutrapport.

Deltagerevaluering

Der skal foretages en opfølgning af deltagernes udbytte og tilfredshed med de gennemførte kompetenceudviklingsaktiviteter umiddelbart efter endt forløb.

Derfor skal der foretages en deltagerevaluering ved hvert modul i tilfælde af, at kompetenceudviklingsaktiviteten dækker flere individuelle moduler.

Styrelsen har til brug for deltagerevalueringen udarbejdet en skabelon, som indeholder de elementer, der som minimum forventes at deltagerne skal svare på.

Ansøger kan vælge at anvende skabelonen for deltagerevaluering i sin oprindelige form eller tilføje og tilrette spørgsmål, så de passer til den konkrete kontekst.

Skabelon for deltagerevaluering (nyt vindue)

De udfyldte deltagerevalueringer skal ikke sendes til styrelsen. Der skal dog indgå en opsamling af resultaterne i slutrapporten.

Styrelsen har til brug for opsamlingen udarbejdet en skabelon, der skal udfyldes og sendes til styrelsen sammen med slutrapporten.

Skabelon for opsamling (nyt vindue)

Krav til slutrapport

Der skal udarbejdes en slutrapport ved projektets afslutning.

Rapporten skal fokusere på de reelle effekter og den organisatoriske forankring af kompetenceudviklingen. Desuden skal rapporten dække samtlige jobcentre/a-kasser, der har deltaget i kompetenceudviklingsforløbet.

Ansøger skal derfor udarbejde en samlet slutrapport, der omfatter samtlige deltagende organisationer.

Rapportens omfang må maksimalt være på tre A4-sider, men kan suppleres med relevante bilag.

Rapporten skal, sammen med endeligt regnskab, indsendes via Tilskudsportalen senest tre måneder efter afsluttet kompetenceudviklingsforløb.

Styrelsen har udarbejdet en skabelon til slutrapporten, der kan downloades fra styrelsens hjemmeside. 

Vejledninger, retningslinjer og skabeloner til ansøgningspuljer på beskæftigelsesområdet

Krav til regnskab

Der stilles krav om indsendelse af et endeligt regnskab for hele projektperioden senest tre måneder efter projektperiodens afslutning.

Afhængig af tilskuddets størrelse skal det endelige regnskab enten være revisorpåtegnet eller ledelsespåtegnet regnskab:

  • Ved tilskud over 500.000 kr. skal regnskabet være revisorpåtegnet
  • Ved tilskud under 500.000 kr. skal regnskabet være ledelsespåtegnet

Regnskabet skal modsvares af udgiftsposterne i det godkendte budget.

Fristerne for indsendelse af regnskaber vil fremgå af tilsagnsbrevene.

Budget- og regnskab (Excel) (nyt vindue)

Vejledninger, retningslinjer og skabeloner til ansøgningspuljer på beskæftigelsesområdet

Udbetaling

Tilskuddet vil blive udbetalt bagudrettet på baggrund af det indsendte regnskab.

Praktiske oplysninger

De Regionale Kompetenceudvalg, der blev nedsat som følge af beskæftigelsesreformen, og som følger samme oplandsfordeling som De Regionale Arbejdsmarkedsråd, skal medvirke til udmøntning af midlerne ved at give deres vurdering af de indkomne ansøgninger fra jobcentre og a-kasser, som det lokale AMK medtager i sin behandling af ansøgningerne.

Ansøgning og ansøgningsfrist

Der kan løbende sendes ansøgninger via styrelsens Tilskudsportal.

Tilskudsportalen til puljeansøgninger

Ansøgere vil dog først få svar cirka fire uger efter følgende datoer:

AMK Midt-Nord

  • 1. marts 2018, kl. 12.00
  • 1. maj 2018
  • 1. oktober 2018

Ansøgningsskema for AMK Midt-Nord (Word) (nyt vindue)

AMK Syd

  • 15. maj 2018, kl. 12.00
  • 7. september 2018, kl. 12.00
  • 20. november 2018, kl. 12.00

Ansøgningsskema for AMK Syd (Word) (nyt vindue) 

AMK Øst

  • 6. marts 2018, kl. 12.00
  • 15. maj 2018, kl. 12.00
  • 1. oktober 2018, kl. 12.00

Ansøgningsskema for AMK Øst (Word) (nyt vindue)

Spørgsmål til puljen

Ved spørgsmål til puljen kan der rettes henvendelse til Emilie Bøjesen pr. e-mail ebo@star.dk eller telefon 72 21 74 76.

Sidst opdateret: 20-12-2018