Spring over hovedmenu

Pulje til selvaktiveringsgrupper for seniorer 2019

Løbende ansøgningsfrist

Formålet med puljen er, at ledige personer over 50 år opnår ordinære job på arbejdsmarkedet samt at fremme nye beskæftigelsesområder for målgruppen. Der er afsat 7,7 mio. kr. til puljen på FL § 17.59.31.15.

Puljen udmeldes med forbehold for, at Finansloven for 2019 vedtages med de forventede beløb. At udmeldingen sker nu skyldes et ønske om at sikre kontinuiteten i de eksisterende seniornetværk.

Ansøgningspuljen har til formål at støtte selvaktiverings initiativer for ledige seniorer, der kan medvirke til, at de opnår ordinære job. Der er for 2019 afsat i alt 7,7 mio. kr. til puljen, som kan søges af etablerede foreninger med mindst 25 medlemmer. 1,2 mio. kr. af puljen udgør mindreforbrug fra tidligere.

Målgruppe

Puljens målgruppe er ikke-beskæftigede, jobsøgende personer over 50 år.

Målgruppen omfatter forsikrede ledige, kontanthjælpsmodtagere, fleksjobvisiterede, jobsøgende efterløns- eller fleksydelsesmodtagere, pensionister (herunder førtidspensionister) og fritstillede. Desuden omfattes personer ansat i seniorjob og jobsøgende ledige uden offentlig forsørgelse.

Formål

Formålet med puljen er, at ledige personer over 50 år opnår ordinære job på arbejdsmarkedet samt at fremme nye beskæftigelsesområder for målgruppen.

Ansøgerkreds

Puljen kan søges af foreninger med mindst 25 medlemmer.

Projektperioden

Projektperioden er fra den 1. januar 2019 til den 31. december 2019

Ved tilskud fra puljen i løbet af projektperioden vil tilskuddet være forholdsmæssigt i forhold til den resterende periode.

Betingelser for modtagelse af tilskud

For at kunne modtage tilskud til etablering af en selvaktiverings gruppe (seniornetværk) samt iværksættelse af netværksaktiviteter skal den ansøgende forening være formelt etableret på en stiftende generalforsamling med vedtægter, hvoraf formålet med foreningen skal fremgå klart. Der kan rekvireres vejledende vedtægter for et seniornetværk fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering.

Der stilles desuden følgende betingelser for modtagelse af tilskud:

  • At der er mindst 25 medlemmer i foreningen inden for puljens målgruppe
  • At de ordinære medlemmer af foreningen tilhører målgruppen, og at kun ordinære medlemmer har stemmeret
  • Foreningen kan optage ikke-ordinære medlemmer, der ikke tilhører målgruppen. Disse kan dog ikke deltage i aktiviteter (kurser mv.), modtage kørselsgodtgørelse eller lignende
  • At de ordinære medlemmer udgør flertallet i bestyrelsen. Ikke-ordinære medlemmer, som er valgt til en bestyrelse, vil have stemmeret i bestyrelsen.
  • At formanden er ordinært medlem
  • Medlemmer, der tilhører målgruppen (A-medlemmer), skal underskrive en tro- og loveerklæring om, at de tilhører målgruppen. Dette gælder både medlemmer, der har pligt til at stå til rådighed for arbejdsmarkedet (A1-medlemmer), medlemmer i seniorjob (A1S-medlemmer) og medlemmer, der ikke har rådighedspligt (A2-medlemmer)
  • At ansøger kan fremvise en samarbejdserklæring med mindst et jobcenter.

Styrelsen kan dispensere fra kravet om minimum 25 ordinære medlemmer. Et projekt, der over flere år modtager tilskud fra puljen, kan et enkelt år opnå dispensation.

Styrelsen tager stilling til dispensation på baggrund af en anmodning fra projektet, som skal indeholde en beskrivelse af, hvad projektet vil gøre for at øge antallet af medlemmer. Anmodningen skal desuden indeholde en vurdering fra landskoordinatoren om netværkets fremtidige muligheder.

Kriterier for tildeling af tilskud

Styrelsen vil i behandlingen af ansøgninger tilstræbe en geografisk spredning af netværk, så ledige seniorer i hele landet har mulighed for at melde sig ind i et netværk.

Styrelsen prioriterer endvidere netværk, der fokuserer på initiativer, som erfaringsmæssigt giver de bedste resultater i forhold til formålet, fx jobsøgning, direkte virksomhedskontakt og markedsføring.

I forhold til eksisterende netværk vil Styrelsen prioritere netværk, der kan dokumentere resultater i forhold til puljens formål.

Aktiviteter der kan støttes

Tilskud fra puljen kan anvendes til følgende aktiviteter:

  • Etablering af netværk til jobsøgning
  • Udvikling af nye værktøjer
  • Afklaring af uddannelsesbehov for målgruppen
  • Videns- og erfaringsformidling om erhvervsaktive seniorer
  • Fremme af nye jobområder, fx hjemmearbejdspladser, vikarjobs og nye forretningsinitiativer.

Der kan desuden søges om støtte til drift af netværk og til netværksaktiviteter, fx jobsøgningsaktiviteter, kurser, virksomhedsbesøg, markedsføring mv.

Med henblik på at understøtte netværkene finansierer puljen desuden fællesaktiviteter for netværkene samt en landskoordinator, som afholder fællesaktiviteterne.

Tilskudsberettigede udgifter

Der kan søges om tilskud til følgende budgetposter:

  • Eksterne konsulenter og undervisere
  • Formidling, markedsføring, kursusmateriale,
  • Kursusaktivitet
  • Transport, kørsel, ophold
  • Forsikring
  • Husleje
  • Rengøring
  • Administration, herunder kontorartikler, telefon, internet
  • Revision
  • It-udstyr (hardware, software)
  • Øvrige relevante projektudgifter.

Det bemærkes, at projekterne ikke kan aflønne medarbejdere, herunder have personer i løntilskud eller lignende, idet netværket ikke kan være arbejdsgiver med arbejdsgiverbeføjelser.

Budgettet skal indeholde fyldestgørende noter til alle budgetposter. Styrelsens budgetskabelon skal anvendes.

Der ydes kun i begrænset omfang tilskud til depositum, og kørselsgodtgørelse ydes efter statens lave takst.

Vi henviser til styrelsens retningslinjer for udarbejdelse af budgetter i ”Guide til udarbejdelse af projektbudgetter”

Vejledninger, retningslinjer og skabeloner til ansøgningspuljer på beskæftigelsesområdet

Tilskuddets størrelse

Tilskuddet kan som udgangspunkt maksimalt udgøre 250.000 kr.

I særlige tilfælde kan grænsen, efter en konkret vurdering, hæves til 270.000 kr. (f.eks. hvis et netværk har ekstraordinært høje huslejeomkostninger til et rimeligt lejemål på grund af lokale forhold).

Aktivitetskrav

Der stilles krav om, at netværkene udarbejder en opgørelse over deltagernes indsats i projektet.

Dette gøres ved, at netværket registrerer, hvor mange timer medlemmer fra målgruppen deltager i netværksaktiviteter. Det samlede antal timer ganget med beløbet svarende til den maksimale dagpengesats pr. time skal som minimum svare til størrelsen af tilskuddet inden for perioden. Resultatet af opgørelsen skal fremgå af de indsendte regnskaber.

Krav om evaluering

Der stilles krav om, at projekterne evalueres. Evalueringen skal sendes til styrelsen senest tre måneder efter projektets afslutning. Følgende skabelon skal anvendes til evaluering:

Evaluering (Word) (nyt vindue)

Evalueringen skal omhandle målopfyldelse i forhold til formålet om, at ledige personer over 50 år opnår ordinære jobs på arbejdsmarkedet samt seniornetværkets egne mål, og hvorledes forskellige typer af aktiviteter har bidraget til opnåelse af målene.

Projektevalueringerne kan blive offentliggjort, og styrelsen forbeholder sig ret til at videreformidle og udvikle erfaringer fra projekter.

Krav til regnskab

Der stilles krav om indsendelse af et delregnskab i forbindelse med eller forud for udbetaling af tilskud samt et endeligt regnskab for hele projektperioden senest tre måneder efter projektperiodens afslutning.

Det endelige projektregnskab skal være påtegnet af en registreret eller statsautoriseret revisor.

Regnskabet skal modsvares af udgiftsposterne i det godkendte budget. Nedenstående budget- og regnskabsskabelon skal anvendes ved indsendelse af regnskaber.

Frister for indsendelse af regnskaber vil fremgå af tilsagnsbrevet.

Udbetaling

Tilskud udbetales som udgangspunkt bagudrettet. Der er mulighed for at ansøge om forskudsbetaling, såfremt der er behov for det.

Ved forskudsudbetaling vil 10 pct. af det samlede tilskud først blive udbetalt efter indsendelse af det endelige regnskab.

Ansøgningsfrist og indsendelse af ansøgning

Ansøgninger skal sendes til styrelsen via styrelsens Tilskudsportal.

Ansøgninger kan sendes løbende i 2019.

Tilskudsportalen til puljeansøgninger

Styrelsens ansøgningsskema og budgetskema skal anvendes:

Ansøgning (Word) (nyt vindue)

Budget (Excel) (nyt vindue)

Eventuelle spørgsmål til puljen kan ske ved henvendelse til Birgit Ottosen i Kontor for Arbejdsmarkedspolitik pr. e-mail bot@star.dk eller telefonisk på telefon 72 21 74 53.

Hvis der er brug for hjælp til budget og udfyldelse af ansøgningsskemaet, kan der rettes henvendelse til landskoordinatoren for selvaktiverings grupper, Bert van Malkenhorst, pr. e-mail se-koordinator@mail.dk eller telefon 30 23 29 29

Spørgsmål og svar

Spørgsmål og svar til puljen, hvor puljens indhold uddybes vil blive offentliggjort på denne side.

Sidst opdateret: 11-07-2019