Spring over hovedmenu

Pga. coronavirus (COVID-19) skal hjemmesidens indhold p.t. læses i sammenhæng med de coronarelaterede temaer og nyheder:

Forsiden af star.dk

Metodebeskrivelse for benchmarking af dagpengemodtagernes registrerede jobsøgning

Formålet med benchmarkingen er at følge op på søgeadfærden blandt dagpengemodtagere ved at vise andelen af ledige medlemmer, der registrer deres jobansøgninger i jobloggen og niveauet for registreringerne.

De ledige opdeles i 3 kategorier:

  • Andelen af ledige, der i opgørelsesmåneden har registreret 1,5 jobsøgninger eller flere i gennemsnit i uger med dagpengeudbetaling (grøn smiley)
  • Andelen af ledige, der i opgørelsesmåneden har registreret færre end
    1,5 jobsøgninger i gennemsnit, men flere end 0 i uger med dagpengeudbetaling (lysegrøn smiley)
  • Andelen af ledige, der ikke har registreret jobsøgninger i uger med
    dagpengeudbetaling (rød smiley)

Målingen viser udviklingen i dagpengemodtageres søgeadfærd 12 måneder tilbage i tid på tværs af a-kasser. Dette giver a-kasserne mulighed for at sammenligne sig med hinanden.

Benchmarkingen er et statistisk værktøj og skal ikke ses som et udtryk for en konkret vurdering af om de ledige, der indgår i opgørelsen, står til rådighed for arbejdsmarkedet.

Opgørelsen opdateres månedligt med 2,5 måneders forskydning. Opdateringen sker ved et såkaldt ”full load”. Således opdateres målingen med de nyeste og mest retvisende data fra alle datakilder ved hver opdatering. Der kan derfor forekomme ændringer tilbage i tid.

Opgørelse

Målingen er baseret på data fra Joblog vedr. den lediges registrerede jobsøgning. De registreringer, som indgår i målingen, er job markeret med status ”Søgt”. herudover indgår registreringer, der er markeret med status ”Samtale”, ”Afslag” eller ”Fik job” uden forudgående at have haft markeringen ”Søgt”, da det antages at disse registreringer er udtryk for en jobsøgning. Det er muligt både at registrere jobsøgning på opslåede jobs og uopfordrede jobansøgninger, herunder fysisk fremmøde eller telefonisk kontakt til en arbejdsplads. Alle former for ansøgning indgår i opgørelsen. Hvis den nyeste status på en log er "ikke søgt" eller "ugyldig" indgår registreringen ikke i målingen.

Grundpopulation

I opgørelsen indgår alle ledige, der har modtaget dagpenge i 3 eller flere dage i mindst en uge i den viste måned. Dage med dagpenge opgøres efter om dagen har en ledighedsgrad større end 0, jf. definition fra STAR. Ledighedsgraden pr. dag udregnes som andelen af ledighedstimer ud af det normale antal hverdagstimer svarende til 7,4 timer pr. hverdag. Antal ledighedsstimer baseres på indberetninger af fradragstimer i FLEUR. Generelt anses en time, der ikke er berørt af fradrag, for værende en time med ledighed. Dog gælder det, at timer belagt med G-dage, karantænetimer og udløb af ret til supplerende dagpenge med arbejde i ugen indgår i ledigheden. Timer med belægning Efterløn, VEU, LG-lån, Karensperiode for dimittender eller selvstændige, Fri for egen regning, Syg (Ej dagpenge under sygdom), Ferie, Ej rådighed, Ej rettighed (Tilbagevenden efter EØS), Manglende frigørelsesattest indgår ikke i ledigheden.

Nyledige dagpengemodtagere indgår ikke i målingen i de to første uger af deres ledighed inklusiv den uge hvor datoen for deres tilmelding er placeret. Et medlem, der eksempelvis tilmeldes en mandag i en uge, vil ikke indgå i målingen i de første to uger fra tilmeldedatoen. Ledige dagpengemodtagere, som gentilmelder sig efter at have været afmeldt i 3 måneder (93 dage) eller længere, medtages først i målingen efter 2 ugers ledighed inklusiv den uge hvor datoen for deres tilmelding er placeret.

Et medlem, der eksempelvis indplaceres mandag i en uge, vil ikke indgå i målingen i de to første ledighedsuger.

Tilmelding og fritagelser

Ledige dagpengemodtagere skal have modtaget dagpenge og ikke være fritaget for at joblogge i 3 eller flere dage i en uge, før ugen indgår i målingen. En ledig kan således indgå i opgørelsen i en eller flere uger af den opgjorte måned. Dagpengemodtagere er forpligtet til at stå til rådighed i 37 timer i løbet af hele ugen, men da dagpengene udbetales på hverdage, indgår lørdag og søndag ikke i opgørelsen. Job der søges i weekenden vil blive talt med hvis ugen er inkluderet i opgørelsen

Hvis et medlem registrerer søgte jobs i en uge hvor medlemmet er fritaget fra målingen, vil disse registrerede jobsøgninger indgå i målingen, hvis medlemmet indgår i andre uger i den opgjorte måned. 

Nedenfor fremgår, hvilke koder, der fritager for at søge job/joblogge:

  • Kode 2 - Midlertidigt arbejde
  • Kode 3 - Borgerligt ombud
  • Kode 4 - Barsel
  • Kode 10 - Ferie
  • Kode 11 - Sygdom/sygemelding
  • Kode 18 - Fritagelse for rådighed under deltagelse i tilbud
  • Kode 24 - Jobrettet uddannelse (fuldtid)

Eksempel:

Ledig A holder ferie fra 13. februar til 21. februar 2017. Ferien fritager Ledig A for at joblogge i hele uge 7, men kun 2 dage i uge 8. Dermed er der 3 dage, hvor den ledige skal søge job/joblogge i uge 8, som derfor tæller med i opgørelsen. Hvis Ledig A registrerer jobsøgninger i uge 7 indgår disse registreringer også i opgørelsen.

Ledig B holder ferie fra 13. februar til 23. februar 2017. Ferien fritager Ledig B for at joblogge i hele uge 7 og 4 hverdage i uge 8. Hverken uge 7 eller 8 tæller derfor med i opgørelsen. Registrerer Ledig B jobsøgninger i disse uger, bliver disse registreringer dog taget med i opgørelen, hvis den ledige har skullet joblogge i uge 5 eller 6.

Fritagelseskoder

Ledige, der er omfattet af øvrige fritagelseskoder, medtages i opgørelsen. Således indgår ledige, der er omfattet af mindre intensiv indsats, da de i perioden frem til job, efterløn eller barsel ikke fritages for at joblogge, ligesom de fortsat skal søge relevante job i den sidste del af deres ledighedsforløb – f.eks. korte vikar- og afløserjob. Ligeledes indgår ledige, som er omfattet af arbejdsfordeling eller hjemsendelse på grund af vejrlig eller materialemangel, i opgørelsen, da de ikke er fritaget for at joblogge, mens de er midlertidigt ledige.

Ud fra et væsentlighedshensyn udgår ledige, der er afmeldt i mindst 14 sammenhægende dage, som følge af en nedenstående afmeldeårsager, af opgørelsen i 6 uger forud for deres afmelding, hvis de ikke har registreret jobsøgning i den opgjorte måned. På denne måde vil dagpengemodtagere, der enten er i job eller på vej i job i den opgjorte måned ikke fremgå af opgørelsens røde smileykategori. Dagpengemodtagere, der har registreret jobsøgning i de 6 uger, indgår fortsat i opgørelsen.

  • Afmeldeårsager:
  • Kode 1 - I arbejde
  • Kode 4 - Ordinær uddannelse
  • Kode 5 - Uddannelse i udlandet eller anden flytning til udlandet
  • Kode 7 - Barsel
  • Kode 9 - Pension
  • Kode 11 - Efterløn
  • Kode 31 - Rotationsvikarer

Eksempel:

Ledig A bliver afmeldt d. 1. marts, fordi Ledig A er kommet i fast arbejde på fuld tid. Ledig A er herefter afmeldt mere end 14 sammenhængende dage. Ledig A har ikke registreret jobsøgning op til den 1. marts, hvor Ledig A går i arbejde.
Ledig A udgår af opgørelsen 6 uger tilbage i tid regnet fra den 1. marts.

Ledig B bliver afmeldt d. 1. marts, fordi Ledig B er kommet i fast arbejde på fuld tid. Ledig B er herefter afmeldt i mere end 14 sammenhængende dage. Ledig B har registreret jobsøgning i januar måned, men ikke i februar måned, hvor Ledig B fik tilsagn om at have fået arbejde. Ledig B udgår af opgørelsen 6 uger tilbage fra afmeldedatoen (den 1. marts). Ledig B’s joblogregistreringer i januar måned indgår i opgørelsen, mens Ledig B udgår af opgørelsen i februar måned.

Datakilder

Opgørelsen dannes på baggrund af to primære datakilder – antal registrerede
jobsøgninger hentet i Joblog og oplysning om den lediges ledighedsforløb fordelt på dage fra FLEUR. Derudover hentes oplysninger om den lediges a-kassemedlemskab fra HAMR. Information angående fritagelseskoder og tilmelde- og afmeldedatoer hentes i TASS.

Joblog:

Fra Joblog hentes oplysninger om den lediges registrerede jobsøgninger i den relevante måned i form af konkrete jobID og dato på jobsøgningerne. Kun job, der registreres og angives med status “Søgt”, medtages i opgørelsen. Registreringer, der er markeret med status ”Samtale”, ”Afslag” eller ”Fik job” uden forudgående at have haft markeringen ”Søgt” medtages ligeledes i opgørelsen, da disse registreringer er et udtryk for en jobsøgning. I tilfælde af at den angivne ”søgedato” ikke er identisk med registreringen i Joblog medtages ”søgedatoen” i opgørelsen, dvs. den laveste datoværdi på den pågældende joblog-registrering. STAR henter data til at danne opgørelsen en gang månedligt.

Job, der søges ved uopfordret ansøgning, ved at møde op hos arbejdsgiveren eller på anden vis kontakte en arbejdsgiver i jobsøgningsøjemed, tæller også med som søgte job, men kun i det omfang de registreres i jobloggen. Jobopslag, der hentes via Jobnet eller tastes direkte i Joblog, får begge et jobID og tæller som unikke søgninger i STARs opgørelse.

Data ændrer sig løbende, da der i Joblog er muligt at registrere, ændre eller slette jobsøgninger tilbage i tid. Da det ikke er muligt for STAR at vurdere, om disse efterregistreringer eller sletninger er korrekte, antages det, at det senest registrerede er det korrekte. Der vil derfor kunne ses ændringer tilbage i tid, da data ved hver hentning af Joblog-oplysninger opdateres med efterregistreringer tilbage til maj 2016. Niveauet af registrerede jobsøgninger i Joblog stabiliseres efter 3 måneder. Derfor offentliggør STAR målingen med 3 måneders forskydning for at sikre det bedst mulige datagrundlag.

FLEUR:

Populationen opgøres på baggrund af FLEUR i forhold til dage med dagpengeudbetaling, a-kassernes indberetninger til Tællerne om første indplaceringsdag, a-kasser og jobcentres indberetning til DFDG om den lediges
fritagelser samt den lediges egne registreringer i joblog. Fordelingen på a-kasser foretages ud fra den a-kasse, den ledige var tilmeldt i den sidste uge med udbetaling i den viste måned, således tages der højde for, at en ledig kan have været medlem af flere a-kasser i opgørelsesperioden.

Målingen blev oprindeligt bygget på DREAM-data som har en ugestruktur. Ved overgangen til FLEUR er det besluttet at beholde ugestrukturen. Når perioden opgøres i måneder, er det valgt at placere ugen i den måned, hvor torsdagen ligger. Det betyder, at der i opgørelsen vil være måneder, der indeholder 4 uger, og andre måneder der vil indeholde 5 uger. Derfor opgøres antal jobsøgninger også som et gennemsnit pr uge.

Afgrænsninger

Grænseværdierne for de tre smiley-kategorier er fastsat af STAR på baggrund af en opgørelse for perioden maj – november 2016, således at den  gennemsnitlige registrerede søgeadfærd ikke mindskes ved indførelsen af benchmarkingen. Opgørelsen har vist, at dagpengemodtagere i gennemsnit registrerer ca. 6 jobsøgninger om måneden - omregnet til ca. 1,5 jobsøgninger om ugen i gennemsnit. Gennemsnittet er beregnet for hele landet. Gennemsnittet er beregnet som alle registrerede jobsøgninger i måneden holdt op mod antal dagpengemodtagere samme måned.

Med dette som udgangspunkt indgår alle ledige, der har registreret 1,5 eller flere jobsøgninger i gennemsnit om ugen, i den grønne smileykategori.

Ledige, der i gennemsnit har registreret færre end 1,5 jobsøgninger om ugen, men dog har registreret jobsøgninger, har ikke registreret svarende til landsgennemsnittet og indgår i den lysegrønne smileykategori.

De ledige, der ikke har registreret jobsøgninger i de uger, hvor de ikke er fritaget mv. for at joblogge, placeres i kategorien angivet med en rød smiley. A-kassen bør tilstræbe at minimere denne kategori.

Eksempel:

Hvis en person har været ledig hele måneden (4 uger), og har registreret fx 4
jobsøgninger i uge 1, 3 jobsøgninger i uge 2, 1 jobsøgning i uge 3 og 3 jobsøgninger i uge 4 (= 11 i måneden), falder den ledige ud med en grøn smiley, da der i gennemsnit er registreret over 1,5 jobsøgninger om ugen.

En person, som har været fritaget i 1 ud af 4 uger, og har registreret fx 2 jobsøgninger i uge 1, 0 jobsøgninger i uge 2, 2 jobsøgninger i uge 3 og været fritaget i uge 4 (= 4 i måneden), falder ud med en lysegrøn smiley, da der i gennemsnit er registreret 1,3 jobsøgninger om ugen.

En person, der er ledig i uge 1 og 2, og påbegynder beskæftigelse i uge 3 og fortsætter beskæftigelsen herefter, vil kunne være omfattet af mindre intensiv indsats i ugerne 1 og 2. Vælger den ledige kun at registrere 1 jobsøgning i uge 1 og ikke nogen i uge 2, vil den ledige falde ud med en lysegrøn smiley, da der i gennemsnit er registreret 0,5 jobsøgninger om ugen.

En person, som hele måneden ikke har registreret jobsøgninger i jobloggen og ikke er fritaget, falder ud med en rød smiley. Medmindre personen bliver afmeldt i mindst 14 sammenhægende dage i den kommende måned, jf. side 3 afsnit 2.  Opgørelsen viser således, hvor stor en andel af de ledige medlemmer i a-kassen
der har registreret et tilstrækkeligt antal jobsøgninger inden for måneden, hvor der
samtidig tages højde for uger, hvor personen fritages.

Håndtering af dubletter:

I Joblog har den ledige mulighed for at registrere, hvilket job personen har søgt eller ønsker at søge, ligesom det er muligt at hente stillingsopslag fra Jobnet med ind i jobloggen. Job, der hentes fra Jobnet, medtager deres jobID (genereres maskinelt).

Det ses, at ledige registrerer at have søgt job på det samme jobID med få dages mellemrum. Da et stillingsopslag kan indeholde mere end 1 stilling, vurderes dette som værende korrekt, og alle registrerede jobsøgninger medtages i opgørelsen.

Det er endvidere valgt, at søgninger, der registreres på det samme jobID på samme dag, behandles som dubletter, og kun én af disse registrerede jobsøgninger medtages i opgørelsen. Dette uanset om der er flere forskellige stillinger på samme stillingsopslag.

Sidst opdateret: 27-08-2020