Spring til hovedindhold
Spring over venstremenu

Sygefraværskoordination

Skab sammenhæng i jeres sygefraværsindsats med en sygefraværskoordination, der sikrer samarbejde mellem de forskellige lag i organisationen samt fremdrift og vidensdeling mellem sygefraværsinitiativerne.

Kerneelement: Sygefraværskoordination

Kort om kerneelementet

Kerneelementet Sygefraværskoordination har til formål at sikre den nødvendige faglige kompetence og fokus i sygefraværsindsatsen. Dette indebærer, at arbejdspladsen dedikerer ressourcer og samler specialiserede kompetencer til at drive indsatsen. Konkret består sygefraværskoordinationen af en eller flere personer, som skal drive indsatsen og sikre et vedvarende ledelsesmæssigt fokus og beslutningskraft til implementering af indsatsen.

Hvis du vil hente indsatsmodellen med en uddybende beskrivelse af kerneelementet, kan du finde den her:

Om indsatsmodellen

Vil du blive klogere på, hvordan man implementerer sygefraværsindsatser? Så kan du finde anbefalinger fra implementeringsforskningen og tidligere indsatser på offentlige arbejdspladser her: 

Anbefalinger til implementering

Hvem er sygefraværskoordinationen?

"Selve sygefraværskoordinationen har bestået af tre personer med forskellige kompetencer. De har haft et velfungerende og tæt samarbejde med vores personaleafdeling, der har kunne bidrage med data, viden om arbejdsmiljø og personalejura."

- Projektleder, Undervisning

Sygefraværskoordinationens rolle

"Selve sygefraværskoordinatoren har været det der har sikret det kontinuerlige fokus på sygefraværsindsatsen og muligheden for at holde hele ledelseskæden fast på sygefravær og de aftaler, der er indgået"

- Projektleder, Døgninstitution

Samarbejdet med øverste ledelse

"Husk, at du kan som sygefraværskoordinator ikke løse det hele. Og det er ikke dig, der alene har ansvar for, at det lykkes. Der er behov for ledelsesopbakning fra oven, og indsatsen skal tænkes ind i drift fra start."

- Projektleder, Døgninstitution

Samarbejde med HR

"Et af de største fremskridt er, at koblingen og samarbejdsformen mellem HR og lederne er blevet væsentligt styrket gennem sygefraværskoordinationens arbejde. Vi prøver nu at udbrede samarbejdsrelationen til resten af kommunen."

- Projektleder, Daginstitution 

Sparring og opfølgning med lokale ledere

"Det bedste ved at arbejde med indsatsen er den relation, som har været mulig at opbygge med lederne, og hvor meget de har villet involvere sygefraværskoordinatoren i deres ledelsesrum og overvejelser."

- Projektleder, Døgninstitution

 

Opmærksomhedspunkter ved arbejdet med sygefraværskoordinationen

  • Sygefraværskoordinationens rolle og opgaver skal defineres tidligt i indsatsen, herunder snitflader til relevante medarbejdere og aktører, eksempelvis HR, arbejdsmiljøkonsulent og jobcenter. Det skal sikre, at sygefraværskoordinationen bliver en naturlig sparringspartner frem for en konkurrent til eksisterende initiativer.
  • Sygefraværskoordinationens rolle og opgaver skal tydeliggøres fra start i det beslutningsdygtige forum, så man sikrer opbakning og mandat fra øverste ledelse. Det er nødvendigt for, at sygefraværskoordinationen kan fungere som et bindeled til andre organisatoriske niveauer samt opbygge relationer til lokale ledere.
  • Når sygefraværskoordinatoren ansættes udefra, bør der forventes en periode på op til 6 måneder, før medarbejderen har opbygget de nødvendige relationer og kendskab til organisationen for at sikre implementering af indsatsen.
  • Når sygefraværskoordinatoren er en intern medarbejder, skal der være opmærksomhed på, at medarbejderen kan prioritere indsatsen ved at dedikere medarbejderen til opgaven som sygefraværskoordinator.
Sidst opdateret: 22-08-2023