Spring over hovedmenu
Spring over venstremenu

Spørgsmål og svar som er relevante for vikaren - jobrotationsordningen

Styrelsen modtager jævnligt spørgsmål til jobrotationsordningen som er relevant for vikaren, som kan være af generel interesse.

Kan et igangværende jobrotationsvikariat forlænges, hvis virksomheden ønsker, at en eksisterende vikar forlænges?

07-03-2018

Det fremgår af lov om en aktiv beskæftigelsesindsats § 98 b, stk. 2, at vikaren som minimum skal være ansat 10 timer pr. uge og maksimalt kan være ansat i en periode på 6 måneder. Bestemmelsen betyder, at en vikaransættelse, der er aftalt til en kortere varighed end 6 måneder og som ikke er ophørt, konkret vil kunne forlænges, således at den samlede varighed bliver på 6 måneder, såfremt der er efteruddannelses- og løntimer nok, jf. time-til-time relationen.

Er der derimod tale om, at ansættelsen er ophørt, og at virksomheden ønsker at genansætte vikaren, vil der være tale om et nyt jobrotationsforløb, som virksomheden skal ansøge om på ny, og vikaren skal på ny opfylde alle lovgivningens krav for, at arbejdsgiveren kan få jobrotationsydelse.

Hvad sker der, hvis vikaren bliver syg?

07-03-2018

Hvis vikaren bliver sygemeldt under jobrotationsforløbet, er det af afgørende betydning for udbetaling af ydelsen, at sygdommen er af kortere varighed. Såfremt der er tale om sygdom af længere varighed, kan formålet med det konkrete jobrotationsvikariat ikke længere opfyldes, hvorfor den må bringes til ophør, for så vidt angår den pågældende vikar.

Vikaren er omfattet af de for lønmodtagere gældende regler fastsat ved lov, i henhold til lov eller ved kollektiv overenskomst mv. og opsigelse af ansættelsesforholdet skal behandles i overensstemmelse hermed.

Kan vikaren være af en anden personalekategori end den beskæftigede?

07-03-2018

Vikaren skal erstatte den beskæftigede, der deltager i efteruddannelse. Vikaren skal derfor ansættes på samme arbejdsplads i samme eller tilsvarende jobfunktion som den beskæftigede. Det forudsættes således, at vikaren kan træde i stedet for den beskæftigede i dennes fravær i efteruddannelsesperioden. Der skal dermed være et sammenfald mellem de opgaver, som den beskæftigede udførte inden uddannelsen og de opgaver som vikaren udfører. Det er således ikke foreneligt med jobrotationsordningen, at eksempelvis en vikar ansættes som pedel, imens en skolelærer eller en gymnasielærer deltager i efteruddannelse.

Kan vikaren være en selvforsørgende?

07-03-2018

Vikaren kan ikke være en selvforsørgende.

Baggrund: Det fremgår af lov om en aktiv beskæftigelsesindsats § 98 b, stk. 1, at vikaren ved ansættelsen skal være dagpengemodtager, kontanthjælpsmodtager eller uddannelseshjælpsmodtager. Af lovens § 75 m, stk. 1, og § 75 z, stk. 3, fremgår, at personer, som modtager midlertidig arbejdsmarkedsydelse eller kontantydelse, kan indgå som vikar i jobrotation efter de regler, der gælder for dagpengemodtagere.

Personer, der ikke er omfattet af de nævnte målgrupper, kan således ikke ansættes som vikarer i jobrotationsforløb.

Bonus info: Selvforsørgende har i henhold til lov om en aktiv beskæftigelsesindsats § 75 a, stk. 1, ret til tilbud efter lovens kapitel 10-12, med mindre tilbuddet ikke kan antages at ville forbedre personens beskæftigelsesmuligheder. Bestemmelsen omfatter ikke ansættelse som vikar i jobrotation.

Hvad indgår i beregningen af forudgående ledighed?

07-03-2018

Det fremgår af lov om en aktiv beskæftigelsesindsats § 98 b, stk. 1, at vikaren på ansættelsestidspunktet skal opfylde et ledighedskrav. For kontanthjælpsmodtagere og uddannelseshjælpsmodtagere kan dette krav om forudgående ledighed opfyldes ved blandt andet perioder som ledig selvforsørgende. Til kravet kan endvidere medregnes perioder med arbejdsløshedsdagpenge, kontanthjælp, uddannelseshjælp, sygedagpenge i en ledighedsperiode, ressourceforløbsydelse, revalideringsydelse, ledighedsydelse, særlig uddannelsesydelse efter lov om uddannelsesordning for ledige, der har opbrugt deres dagpengeret, midlertidig arbejdsmarkedsydelse, kontantydelse efter lov om kontantydelse samt perioder i tilbud om ansættelse med løntilskud.

Kan vikaren fortsætte i ansættelsen efter at have nået folkepensionsalderen?

Det fremgår af lov om en aktiv beskæftigelsesindsats § 98 b, stk. 1, at den person, der ansættes som vikar, skal være dagpengemodtager, kontanthjælpsmodtager eller uddannelseshjælpsmodtager for at arbejdsgiveren kan få udbetalt jobrotationsydelse.

Bestemmelsen vedrører alene personens forhold på ansættelsestidspunktet. En person, som når folkepensionsalderen under en ansættelse som vikar i et jobrotationsforløb, vil derfor kunne fortsætte i den konkrete ansættelse indtil det aftalte ophørstidspunkt.

Skal vikaren være ansat i uddannelsesperioden?

07-03-2018

Det fremgår af § 98 a, stk. 1, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, at det blandt andet er en betingelse for arbejdsgivers ret til jobrotationsydelse, at der i uddannelsesperioden ansættes en person som vikar for den beskæftigede.

Der kan forekomme tilfælde, hvor formålet med ordningen fortsat er opfyldt, og der fortsat kan udbetales jobrotationsydelse, uanset at vikarens ansættelse strækker sig ud over uddannelsesperioden.

Det kan fx være tilfældet, hvor få vikarierer for mange beskæftigede, der deltager kortvarigt i efteruddannelse og herefter skal afspadsere.

Eksempel:

En virksomhed sender 20 beskæftigede på efteruddannelse inden for en uge svarende til 10 timer pr. medarbejder.

De 20 beskæftigede sendes af sted i fem hold med fire beskæftigede ad gangen. Første hold tager på efteruddannelse i uge 1, andet hold i uge 2, tredje hold i uge 4, fjerde hold i uges 6 og sidste hold tager på efteruddannelse i uge 7.

Samlet er der 200 timers efteruddannelse.

Deltagerne afspadserer i den uge, som ligger efter efteruddannelsen.

Der ansættes én vikar i 25 timer pr. uge i uge 1 til 8.

Der vil endvidere kunne godkendes jobrotationsydelse for timer, hvor vikaren ansættes inden uddannelsesperiodens start. Det vil fx kunne ske, hvis vikaren skal modtage sidemandsoplæring fra den beskæftigede, der skal deltage i efteruddannelse, og hvor det er en forudsætning for, at vikaren kan bestride jobfunktionen, at der gives sidemandsoplæring.

Udbetaling af jobrotationsydelse for timer, som ligger uden for uddannelsesperioden, forudsætter under alle omstændigheder, at formålet med jobrotationsordningen kan opretholdes, herunder at vikaren vikarierer for den beskæftigede.

Skal virksomheden i ansøgningen for hver enkelt medarbejder præcist angive, hvilken eller hvilke ledige der vikarierer?

03-07-2018

Det fremgår af § 98 a, stk. 1, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, at en arbejdsgiver har ret til at få udbetalt en jobrotationsydelse, når en beskæftiget midlertidigt deltager i uddannelse, og der i uddannelsesperioden ansættes en person som vikar for den beskæftigede.

Det fremgår af lovens § 98 a, stk. 2, at jobrotationsydelsen udbetales for hver time, hvor en beskæftiget er i uddannelse, og der samtidig er ansat en vikar.

Det fremgår af § 123, stk. 1, i bekendtgørelse om en aktiv beskæftigelsesindsats, at arbejdsgiveren skal ansætte en vikar for den beskæftigede i et antal timer, svarende til de timer, som den beskæftigede deltager i uddannelse. Vikaren skal ansættes i samme eller tilsvarende funktioner, som den beskæftigede der deltager i uddannelse. Vikaren vil kunne vikariere for flere beskæftigede, der deltager i uddannelse. Vikaren skal i øvrigt opfylde betingelserne i lovens § 98 b.

Det er således et krav, at der er en time-til-time-relation mellem den beskæftigedes uddannelsesperiode og vikarens ansættelse, og det er et krav, at antallet af uddannelsestimer modsvares af et tilsvarende antal faktiske arbejdstimer. Jobcenteret skal kunne dokumentere, hvilke timer der konkret er vikarieret for, og at vikaren opfylder betingelserne for at deltage som vikar i et jobrotationsforløb.

Bestemmelserne indeholder ikke et krav om, at kommunen inden starten af projektet skal kunne angive, hvilke konkrete personer, der vil skulle ansættes i stedet for de eller den beskæftigede i hele den periode, hvor de deltager i uddannelse.

Eksempel:

Jobcenteret godkender et jobrotationsforløb, hvor den beskæftigede skal deltage i efteruddannelse af 12 måneders varighed.

En vikar kan kun ansættes i 6 måneder og vikariatet skal derfor efter 6 måneder overtages af en anden vikar.

Det er ikke på det tidspunkt, hvor jobrotationsforløbet starter, muligt at konstatere, om vikar nr. to opfylder kravene til vikaransættelse, herunder ledighedskravet. Det er derfor ikke på starttidspunktet muligt konkret at oplyse, hvem der skal vikarierer efter 6 måneder.

Arbejdsgiveren skal i forbindelse med anmodning om udbetaling af jobrotationsydelse oplyse, hvilke personer der har været ansat som vikarer, hvem der har deltaget i uddannelse, samt antallet af timer, der søges om ydelse for.

Kommunen skal - inden udbetaling af jobrotationsydelse foretages - påse, at alle regler er overholdt, herunder at der har været ansat en vikar i de omfattede timer, at en beskæftiget har deltaget i uddannelse, og at vikaren og den beskæftigede opfylder betingelserne for henholdsvis ansættelse som vikar og deltagelse i uddannelse som led i et jobrotationsforløb.

Kan en person efter 6 måneders ansættelse som vikar i et jobrotationsforløb ansættes i et nyt jobrotationsforløb?

03-07-2018

Lov om en aktiv beskæftigelsesindsats indeholder i § 98 b, stk. 1, de krav til forudgående ledighed, vikaren skal opfylde for, at arbejdsgiveren kan få udbetalt jobrotationsydelse.

For kontanthjælpsmodtagere og uddannelseshjælpsmodtagere er der tale om et krav om 6 måneders sammenhængende ledighed. Perioder med ansættelse som jobrotationsvikar medregnes ikke ved opgørelsen af ledighed, og en kontanthjælpsmodtager eller uddannelseshjælpsmodtager vil derfor som udgangspunkt tidligst efter 6 måneder på ny kunne opfylde betingelsen.

Dagpengemodtagere skal opfylde et krav om 6 måneders sammenlagt ledighed. Opgørelsen sker på baggrund af ledighed siden seneste indplacering. En dagpengemodtager vil derfor umiddelbart efter ophøret af en ansættelse som vikar i et jobrotationsforløb på ny kunne opfylde kravet om 6 måneders forudgående ledighed.

Det forudsættes naturligvis, at alle øvrige betingelser er opfyldt. Opmærksomheden henledes i den forbindelse på, at formålet med den aktive beskæftigelsesindsats, herunder jobrotation, er at hjælpe ledige hurtigst muligt i varig, ordinær beskæftigelse og ikke at fastholde ledige i støttet beskæftigelse.

Sidst opdateret: 09-03-2018