Rådighed, formidling og sanktioner: Spørgsmål og svar om midlertidige ændringer på beskæftigelsesområdet som følge af corona-virus

Svar 01-09-20:

Det er STAR’s opfattelse, at en person, der vælger at rejse til lande, hvortil udrejse frarådes, under den helt særlige situation med udbruddet af covid-19 i verden, generelt må anses for at være fuldt ud vidende om myndighedernes opfordring om ikke at rejse til disse lande. Tilsvarende er det STAR´s opfattelse, at personen må være fuldt ud vidende om myndighedernes kraftige opfordring til at holde sig hjemme i 14 dage (hjemmeophold) efter hjemkomst fra disse lande, hvis man trods anbefalingen om det modsatte alligevel rejser ud.

På den baggrund anses en ressourceforløbsydelsesmodtager dermed for fuldt ud oplyst om, at pågældende ikke bør rejse til de respektive lande, og at vedkommende bør opholde sig hjemme i 14 dage efter hjemkomsten, hvis vedkommende på trods af myndighedernes opfordringer alligevel rejser ud.

Uanset, at der er tale om en anbefaling om hjemmeophold, skal kommunen efter STAR’s opfattelse anse 14 dages hjemmeophold for påkrævet. STAR har kontaktet Sundhedsstyrelsen, som har oplyst, at uanset om personen lader sig teste for covid-19 efter hjemkomsten, og resultatet er, at personen findes negativ, er anbefalingen fortsat hjemmeophold i 14 dage. Dette betyder, at ressourceforløbsydelsesmodtageren ikke kan stå til rådighed for arbejdsmarkedet i perioden. Møder ressourceforløbsydelsesmodtageren frem i tilbud m.v. under perioden, kan det indebære en smitterisiko for andre personer.

I de tilfælde, hvor en ressourceforløbsydelsesmodtager har valgt at rejse ud trods myndighedernes anbefalinger, må de efterfølgende 14 dages hjemmeophold anses for selvforskyldt, og en ressourceforløbsydelsesmodtager må således anses for selv at have valgt, at vedkommende ikke vil stå til rådighed i de 14 dage, som hjemmeopholdet bør vare.

Den enkelte persons selvforskyldte hjemmeophold, der er en direkte følge af pågældendes adfærd, får efter STAR’s opfattelse den retsvirkning, at personen ikke har ret til ressourceforløbsydelse i perioden, idet den grundlæggende betingelse om at stå til rådighed efter reglerne i § 69 (ressourceforløb) eller § 69 k (jobafklaringsforløb) i lov om aktiv socialpolitik, ikke er opfyldt. Det er dermed STAR’s opfattelse, at personen med sin adfærd har frasagt sig hjælp i de 14 dage, som hjemmeopholdet bør vare, uanset om personen tilkendegiver, at pågældende vil stille sig til rådighed i perioden, idet personen kan udgøre en smitterisiko.

Personer, der modtager hjælp efter kapitel 6 a og 6 b i lov om aktiv socialpolitik, bliver vejledt om alle rettigheder og pligter som følge af loven, herunder om forpligtelsen til at stå til rådighed efter § 69 og § 69 k i lov om aktiv socialpolitik. Ressourceforløbsydelsesmodtageren bliver således allerede ved ansøgning om hjælpen tilstrækkeligt vejledt om konsekvenserne ved ikke at stå til rådighed mv.

Ressourceforløbsydelse både under ressourceforløb og jobafklaringsforløb ydes uden hensyn til en evt. ægtefælles indtægts- og formueforhold. Det betyder, at en ægtefælle kan derfor godt frasige sig ressourceforløbsydelsen uden, at det får tilsvarende virkning for en evt. hjælp efter lov om aktiv socialpolitik til den anden ægtefælle.

Svar 01-09-20:

Det er STAR’s opfattelse, at ressourceforløbsydelsesmodtageren i det pågældende tilfælde med sin adfærd har accepteret risikoen for smitte med covid-19. Uanset, at der er tale om en anbefaling om at undlade udrejse til de pågældende lande, skal kommunen efter STAR’s opfattelse anse det som svarende til et forbud mod at udrejse til disse lande.

Som direkte følge deraf må sygdommen med covid-19 i disse situationer anses for selvforskyldt, og en ressourceforløbsydelsesmodtager må anses for at have valgt ikke at stå til rådighed i en periode svarende til de 14 dage, som hjemmeopholdet bør vare, idet den grundlæggende betingelse om at stå til rådighed efter § 69 og § 69 k, i lov om aktiv socialpolitik, ikke er opfyldt.

Det er dermed STAR’s opfattelse, at personen med sin adfærd har frasagt sig hjælp i de 14 dage, som hjemmeopholdet bør vare, uanset at sygdom derudover anses som en rimelig grund til ikke at stå til rådighed.

Ressourceforløbsydelse både under ressourceforløb og jobafklaringsforløb ydes uden hensyn til en evt. ægtefælles indtægts og formueforhold. Det betyder, at en ægtefælle kan derfor godt frasige sig ressourceforløbsydelsen uden, at det får tilsvarende virkning for en evt. hjælp efter lov om aktiv socialpolitik til den anden ægtefælle.

Hvis sygdomsforløbet varer længere end de 14 dage, som hjemmeopholdet bør vare, må kommunen konkret vurdere, om ressourceforløbsydelsen skal genoptages efter de 14 dage.

For så vidt angår spørgsmålet om opfyldelse af de almindelige betingelser for at modtage kontanthjælp (herunder spørgsmålet om rådighed) i perioden med 14 dages hjemmeophold henvises i øvrigt til spørgsmål/svar: ” Kan modtagere af hjælp i kontanthjælpssystemet, der rejser ud på en ikke-nødvendig rejse til et land, der er på Udenrigsministeriets liste over lande, der frarådes udrejse til, anses for at stå til rådighed for arbejdsmarkedet under ved hjemkomst, når sundhedsmyndighederne anbefaler 14 dages hjemmeophold efter hjemkomst? Hvad betyder det i givet fald for ægtefællen?” her på siden:

Rådighed, formidling og sanktioner: Spørgsmål og svar om midlertidige ændringer på beskæftigelsesområdet som følge af corona-virus

Der henvises desuden til spørgsmål/svar: ”Er der tale om en ny definition af begrebet ”social begivenhed” på baggrund af udmeldingen på STARs hjemmeside om berettigelse til kontanthjælp ved hjemsendelse?” på denne side:

Ydelser: Spørgsmål og svar om midlertidige ændringer på beskæftigelsesområdet som følge af corona-virus

Svar 01-09-20:

En person, der modtager ledighedsydelse skal stå til rådighed. Det betyder, jf. § 75, stk. 1, i lov om aktiv socialpolitik, at en person, der modtager ledighedsydelse, aktivt skal udnytte sine arbejdsmuligheder for at opnå fleksjob.

En modtager af ledighedsydelse, der holder sig hjemme i de første 14 dage efter hjemkomst fra et land, som Udenrigsministeriet (UM) fraråder at rejse til, står ikke til rådighed for arbejdsmarkedet i denne periode, og har derfor ikke ret til ledighedsydelse i denne periode.

Hvis en ledighedsydelsesmodtager rejser til et af de lande, som Udenrigsministeriet (UM) fraråder at rejse til, er der begrundet tvivl om rådigheden, fordi ledighedsydelsesmodtageren bør følge sundhedsmyndighedernes opfordring om at holde sig hjemme i 14 dage efter hjemkomst.

Uanset, at der er tale om en anbefaling om hjemmeophold, skal kommunen efter STAR’s opfattelse anse 14 dages hjemmeophold for påkrævet. STAR har kontaktet Sundhedsstyrelsen, som har oplyst, at uanset om personen lader sig teste for covid-19 efter hjemkomsten, og resultatet er, at personen findes negativ, er anbefalingen fortsat hjemmeophold i 14 dage. Dette betyder, at ledighedsydelsesmodtageren ikke kan stå til rådighed for arbejdsmarkedet i perioden. Møder vedkommende op til jobsamtale m.v. under perioden, kan det indebære en smitterisiko for andre personer.

Det er STAR’s opfattelse, at ledighedsydelsesmodtageren i det pågældende tilfælde med sin adfærd har accepteret risikoen for smitte med covid-19. Uanset, at der er tale om en anbefaling om at undlade udrejse til de pågældende lande, skal kommunen efter STAR’s opfattelse anse det som svarende til et forbud mod at udrejse til disse lande.

Som direkte følge deraf må sygdommen med covid-19 i disse situationer anses for selvforskyldt, og en ledighedsydelsesmodtager må anses for at have valgt ikke at stå til rådighed i en periode svarende til de 14 dage, som hjemmeopholdet bør vare, idet den grundlæggende betingelse om at stå til rådighed for arbejdsmarkedet efter § 75, stk. 1, i lov om aktiv socialpolitik, ikke er opfyldt.

Det er dermed STAR’s opfattelse, at personen med sin adfærd har frasagt sig hjælp i de 14 dage, som hjemmeopholdet bør vare, uanset at sygdom derudover anses som en rimelig grund til ikke at stå til rådighed.

Svar 03-07-20:

Det er STAR’s opfattelse, at kontanthjælpsmodtageren i det pågældende tilfælde med sin adfærd har accepteret risikoen for smitte med covid-19. Uanset, at der er tale om en anbefaling om at undlade udrejse til de pågældende lande, skal kommunen efter STAR’s opfattelse anse det som svarende til et forbud mod at udrejse til disse lande.

Som direkte følge deraf må sygdommen med covid-19 i disse situationer anses for selvforskyldt, og en kontanthjælpsmodtager må anses for at have valgt ikke at stå til rådighed i en periode svarende til de 14 dage, som hjemmeopholdet bør vare, idet den grundlæggende betingelse i kontanthjælpssystemet om at stå til rådighed for arbejdsmarkedet efter § 13, i lov om aktiv socialpolitik, ikke er opfyldt.

Det er dermed STAR’s opfattelse, at personen med sin adfærd har frasagt sig hjælp i de 14 dage, som hjemmeopholdet bør vare, uanset at sygdom derudover anses som en rimelig grund til ikke at stå til rådighed.

Hvis begge ægtefæller modtager kontanthjælp, skal begge ægtefæller stå til rådighed som følge af den gensidige forsørgelsespligt mellem ægtefæller i kontanthjælpssystemet. En ægtefælle kan derfor ikke frasige sig kontanthjælpen uden, at det får tilsvarende virkning for hjælpen til den anden ægtefælle.

Hvis sygdomsforløbet varer længere end de 14 dage, som hjemmeopholdet bør vare, må kommunen konkret vurdere, om kontanthjælpen skal genoptages efter de 14 dage.

Svar 03-07-20:

Det er STAR’s opfattelse, at en person, der vælger at rejse til lande, hvortil udrejse frarådes, under den helt særlige situation med udbruddet af covid-19 i verden, generelt må anses for at være fuldt ud vidende om myndighedernes opfordring om ikke at rejse til disse lande. Tilsvarende er det STAR´s opfattelse, at personen må være fuldt ud vidende om myndighedernes kraftige opfordring til at holde sig hjemme i 14 dage (hjemmeophold) efter hjemkomst fra disse lande, hvis man trods anbefalingen om det modsatte alligevel rejser ud.

På den baggrund anses en kontanthjælpsmodtager dermed for fuldt ud oplyst om, at pågældende ikke bør rejse til de respektive lande, og at vedkommende bør opholde sig hjemme i 14 dage efter hjemkomsten, hvis vedkommende på trods af myndighedernes opfordringer alligevel rejser ud.

Uanset, at der er tale om en anbefaling om hjemmeophold, skal kommunen efter STAR’s opfattelse anse 14 dages hjemmeophold for påkrævet. STAR har kontaktet Sundhedsstyrelsen, som har oplyst, at uanset om personen lader sig teste for covid-19 efter hjemkomsten, og resultatet er, at personen findes negativ, er anbefalingen fortsat hjemmeophold i 14 dage. Dette betyder, at kontanthjælpsmodtageren ikke kan stå til rådighed for arbejdsmarkedet i perioden. Møder kontanthjælpsmodtageren frem i tilbud m.v. under perioden, kan det indebære en smitterisiko for andre personer.

I de tilfælde, hvor en kontanthjælpsmodtager har valgt at rejse ud trods myndighedernes anbefalinger, må de efterfølgende 14 dages hjemmeophold anses for selvforskyldt, og en kontanthjælpsmodtager må således anses for selv at have valgt, at vedkommende ikke vil stå til rådighed i de 14 dage, som hjemmeopholdet bør vare.

Den enkelte persons selvforskyldte hjemmeophold, der er en direkte følge af pågældendes adfærd, får efter STAR’s opfattelse den retsvirkning, at personen ikke har ret til hjælp i kontanthjælpssystemet i perioden, idet den grundlæggende betingelse i kontanthjælpssystemet om at stå til rådighed for arbejdsmarkedet efter § 13, i lov om aktiv socialpolitik, ikke er opfyldt. Det er dermed STAR’s opfattelse, at personen med sin adfærd har frasagt sig hjælp i de 14 dage, som hjemmeopholdet bør vare, uanset om personen tilkendegiver, at pågældende vil stille sig til rådighed i perioden, idet personen kan udgøre en smitterisiko.

Personer, der modtager hjælp i kontanthjælpssystemet, bliver allerede ved ansøgningen om hjælpen vejledt om alle rettigheder og pligter som følge af loven, herunder om forpligtelsen til at stå til rådighed efter § 13 i lov om aktiv socialpolitik. Kontanthjælpsmodtageren bliver således allerede ved ansøgning om hjælpen tilstrækkeligt vejledt om konsekvenserne ved ikke at stå til rådighed mv.

Hvis begge ægtefæller modtager kontanthjælp, skal begge ægtefæller stå til rådighed som følge af den gensidige forsørgelsespligt mellem ægtefæller i kontanthjælpssystemet. En ægtefælle kan derfor ikke frasige sig kontanthjælpen uden, at det får tilsvarende virkning for hjælpen til den anden ægtefælle. Således kan den anden ægtefælle heller ikke modtage kontanthjælp i de 14 dage, som hjemmeopholdet varer, uanset om vedkommende selv bør holde sig hjemme eller ej.

Svar 16-06-20:

Efter styrelsens opfattelse vil vurderingen af udeblivelse fra en digital samtale på mange måder kunne bedømmes efter samme parametre som udeblivelse fra en samtale med fysisk fremmøde (eksempelvis hvor lang tids forsinkelse accepteres mv.). Kommunen skal derfor anvende samme principper for vurderingen, som ved en situation ved fysisk fremmøde.

Ved vurderingen kan kommunen bl.a. lægge vægt på, om personen er udsat for ’teknisk umulighed’. Hvis en borger ikke er i besiddelse af eller er i stand til at betjene en telefon, tablet, computer mv. og derfor heller ikke er i stand til at deltage i en telefonisk/digital samtale, vil borgeren efter en konkret vurdering godt kunne være omfattet af begrebet ’teknisk umulighed’, men generelle kognitive eller sproglige barrierer er ikke omfattet af begrebet. Jobcenteret skal medtage oplysninger om en borgers eventuelle kognitive udfordringer i den rimelighedsvurdering, der skal foretages forud for hver afgivelse af tilbud m.v.

Tidligere gældende svar

Svar 28-05-20 - ikke længere gældende:

Efter styrelsens opfattelse vil vurderingen af udeblivelse fra en digital samtale på mange måder kunne bedømmes efter samme parametre, som udeblivelse fra en samtale med fysisk fremmøde (eksempelvis hvor lang tids forsinkelse accepteres mv.) Kommunen skal derfor anvende samme principper for vurderingen, som ved en situation ved fysisk fremmøde.

Svar 16-06-20:

Som det fremgår af genåbningsbekendtgørelsen skal kommunernes vejledning ske efter reglerne i bl.a. § 35 i lov om aktiv socialpolitik.

Det fremgår af § 35, stk. 1, 1. pkt., i lov om aktiv socialpolitik, at har kommunen ikke vejledt en person, jf. 2. og 3. pkt., inden indkaldelsen til den første jobsamtale efter anmodning om hjælp, kan kommunen, når den indkalder personen til den første jobsamtale, vejlede personen skriftligt om, at personen skal møde til jobsamtalen, og at hvis personen udebliver uden rimelig grund fra jobsamtalen, vil personen blive sanktioneret med en sanktionssats for hver dag, personen udebliver.

I forbindelse med indkaldelsen til første jobsamtale skal således fremgå af indkaldelsen, at hvis personen udebliver fra samtalen, vil kommunen træffe afgørelse om fradrag i hjælpen med en sanktionssats efter § 35, stk. 4, for hver dag, som personen udebliver fra samtalen. Kommunen vil således ved første jobsamtale kunne træffe afgørelse om sanktion uanset, at vejledningen ikke er blevet drøftet og gennemgået med personen, jf. § 35, stk. 1, 2. og 3. pkt.

Reglerne i § 35, stk. 1, 1. pkt., finder tilsvarende anvendelse i forhold til telefonisk eller digital vejledning. Det betyder, at kommunen ved den skriftlige indkaldelse af personen til den telefoniske eller digitale samtale, hvor kommunen agter at give personen vejledning om alle rettigheder og pligter i forhold til rådighed og sanktioner forbundet med hjælpen, jf. § 35, stk. 1, skal oplyse personen om, at personen har pligt til at møde til samtalen/vejledningen, og at personen vil få en sanktion med en sanktionssats for hver dag, personen udebliver, jf. § 35, stk. 4, hvis personen uden rimelig grund udebliver fra jobsamtalen/vejledningen.

Ved udeblivelse fra en telefonisk eller digital jobsamtale skal kommunen foretage en konkret og individuel vurdering af, om borgeren havde en rimelig grund til ikke at deltage i den digitale eller telefoniske vejledningssamtale, jf. § 35, stk. 1, i lov om aktiv socialpolitik.

Hvis kommunen vurderer, at der ikke foreligger en rimelig grund til ikke at deltage, jf. § 13, stk. 7 eller 15, i lov om aktiv socialpolitik, skal personen have en sanktion, jf. § 35, stk. 4, med en sanktionssats pr. dag, hvor personen er udeblevet fra.

Svar 12-06-20:

Kommunens forpligtelse til at foretage en rimelighedsvurdering forud for afgivelsen af tilbud mv. betyder, at jobcentret altid skal tage højde for den enkelte borgers konkrete situation og vurdere rimeligheden i tilbuddet mv., uanset om borgeren kan fremvise en lægeerklæring eller ej. Således skal det i videst muligt omfang sikres, at borgeren fra start får en indsats, som den pågældende har forudsætninger for og pligt til at deltage i.

Efter styrelsens opfattelse må denne konkrete og individuelle vurdering foretages som en samlet vurdering under hensyntagen til en række faktorer, herunder bl.a. borgerens helbred, samt den aktuelle situation vedrørende COVID-19 og sundhedsmyndighedernes gældende retningslinjer på området, herunder også de hensyn, der ligger til grund for Aftale om udmøntning af reserve til den særlige risikogruppe. Af aftalen fremgår det, at der i tvivlstilfælde må indhentes lægeerklæring om, at sundhedsmyndighedernes retningslinjer for den særlige risikogruppe kan overholdes. Kommunen kan således beslutte, at der efter omstændighederne er behov for dokumentation ved lægelige erklæring.

Derudover følger det af det almindelige princip i § 10, i bekendtgørelse af lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, (officialmaksimen), at kommunen har ansvaret for sagens oplysning. Det betyder, at, hvis kommunen finder, at sagen er tilstrækkeligt afklaret/oplyst uden en lægeerklæring, kan kommunen træffe afgørelse på det foreliggende grundlag. Det kan eksempelvis være tilfældet, hvis der er foretaget notat i borgerens lægejournal, men der ikke foreligger en lægeerklæring.

Svar 28-05-20:

Efter de gældende regler i lov om aktiv socialpolitik skal jobcentret som en del af en rimelighedsvurdering forud for afgivelse af tilbud mv., som borgeren skal stå til rådighed for, tage højde for den enkelte borgers konkrete situation, herunder borgerens helbredsmæssige situation. Således skal det sikres det, at borgeren fra start får en indsats, som den pågældende har forudsætninger for og pligt til at deltage i. Det er styrelsens vurdering, at denne konkrete og individuelle vurdering blandt andet må indebære en stillingtagen til sundhedsmyndighedernes generelle retningslinjer på området, herunder også de hensyn, der ligger til grund for Aftale om udmøntning af reserve til den særlige risikogruppe, hvoraf det bl.a. fremgår, at der i tvivlstilfælde må indhentes såvel læge- som arbejdsgivererklæring om, at sundhedsmyndighedernes retningslinjer for den særlige risikogruppe kan overholdes.

Svar 26-06-20:

Ja. Frem til den 15. august har dagpengemodtagere ikke pligt til at selvbooke samtale, men i fald borgeren har benyttet sig af muligheden for digital selvbooking er den selvbookede samtale sidestillet med en indkaldt samtale, hvorfor borgeren har pligt til at deltage.

Svar 26-06-20:

Pligt til selvbooking for dagpengemodtagere er suspenderet frem til den 15. august. Det vil sige, at selvbooking først er obligatorisk for dagpengemodtagere med frister afgivet efter den 15. august. Eksempel: en frist afgivet den 2. august med frist for booking af samtale den 20. august, er ikke omfattet af obligatorisk selvbooking.

Der er muligt at tilbyde borgere, uanset målgruppe, mulighed for selvbooking af samtaler dog uden at borgerne har pligt til selvbooking.

Svar 12-06-20:

I medfør af § 37, stk. 3, i lov om aktiv socialpolitik, gælder det, at når en åbenlyst uddannelsesparat modtager af overgangsydelse, som ikke er omfattet af integrationsloven, eller uddannelseshjælp eller en jobparat modtager af selvforsørgelses- og hjemrejseydelse, overgangsydelse eller kontanthjælp booker en jobsamtale digitalt, jf. kapitel 7 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, sidestilles personens booking af en jobsamtale med en indkaldelse til en jobsamtale fra jobcenteret, og der kan derfor sanktioneres efter reglerne i § 37, stk. 1 ved udeblivelse fra disse samtaler.

Bestemmelsens 1. pkt. finder tilsvarende anvendelse ved jobsamtaler efter integrationsloven for jobparate selvforsørgelses- og hjemrejseydelsesmodtagere og jobparate overgangsydelsesmodtagere, som er omfattet af et selvforsørgelses- og hjemrejseprogram eller introduktionsprogram efter integrationsloven.

Svar 28-05-20:

For personer, der på tidspunktet for ikrafttræden af lov nr. 1558 om ændring af lov om aktiv socialpolitik, integrationsloven og forskellige andre love (ny LAS) modtog hjælp efter §§ 22-25, 68, 69 j og 74 a i lov om aktiv socialpolitik, finder de gamle regler i lov om aktiv socialpolitik i §§ 8 a, 13-13 d, 25 a, 35-43, 69-69 e, 69 k-69 p og 75-77 b, § 80, stk. 1, og §§ 91 og 109 anvendelse, indtil kommunen har givet vejledning i overensstemmelse med ny LAS § 35, stk. 1, § 69 a, stk. 1, § 69 l, stk. 1, eller § 75 a, stk. 1.

Det betyder, at borgere, der er blevet ledige før suspensionsperioden, men som ikke har modtaget vejledning efter de nye regler, fortsat skal sanktioneres efter de gamle regler i det omfang sanktionering er i overensstemmelse med suspensionsperioden – f.eks. for udlandsophold og uoplyst arbejde.

Borgere, der er blevet ledige under suspensionsperioden, er omfattet af de nye regler, når vejledningen er givet.

Svar 03-04-20:

Det fremgår af reglerne om sanktioner i lov om aktiv socialpolitik, at kommunerne skal træffe afgørelse om en sanktion, hvis en person uden rimelig grund ikke har overholdt sin rådighedsforpligtelse. Der er således tale om regler, som giver kommunerne en pligt til at træffe afgørelse om en sanktion, hvis betingelserne for dette er opfyldt.

Hvis en person ikke har overholdt sin rådighedspligt forud for suspensionsperiodens start den 11. marts 2020, skal kommunen som følge af de gældende regler træffe afgørelse om en sanktion medmindre, personen har haft en rimelig grund til udeblivelse fra et tilbud, en samtale m.v.

Baggrunden for dette er, at reglerne om den aktive beskæftigelsesindsats ikke var suspenderet på tidspunktet for forseelsen.

Hvis en person uden rimelig grund er udeblevet fra et tilbud i en eller flere dage forud for suspensionsperioden, skal kommunen træffe afgørelse om, at personen skal have foretaget fradrag i hjælpen med en sanktionssats for de dage, hvor personen er udeblevet fra tilbuddet, jf. § 36 i lov om aktiv socialpolitik.

Hvis en person uden rimelig grund er udeblevet fra en jobsamtale før den 11. marts 2020, skal kommunen træffe afgørelse om, at personen skal have foretaget fradrag i hjælpen fra den dag, hvor personen udebliver fra samtalen, og indtil personen tager kontakt til jobcenteret, jf. § 37 i lov om aktiv socialpolitik.

Da beskæftigelsesindsatsen er suspenderet fra den 11. marts 2020, skal kommunen alene træffe afgørelse om fradrag i hjælpen frem til den 10. marts 2020. Kommunen skal således fra den 11. marts 2020 udbetale hjælp til personen, hvis de almindelige betingelser for at få hjælp i øvrigt er opfyldt.

Kommunen skal endvidere træffe afgørelse om øvrige sanktioner efter §§ 39, 40 og 40 a i lov om aktiv socialpolitik.

I forhold til sanktioner til personer i ressourceforløb og jobafklaringsforløb med ressourceforløbsydelse samt modtagere af ledighedsydelse vil kommunerne skulle anvende de samme principper som skitseret ovenfor. Sanktionsbestemmelserne for disse målgrupper fremgår af §§ 69 b-69 e, 69 m-69 p og 76-77 b i lov om aktiv socialpolitik.

Svar 23-03-20:

For modtagere af hjælp i kontanthjælpssystemet, modtagere af ressourceforløbsydelse under ressourceforløb eller jobafklaringsforløb og modtagere af ledighedsydelse betyder det, at sanktioner og ydelsesmæssige konsekvenser af manglende rådighed, som er pålagt forud for den 11. marts 2020, og som ikke er afviklet/afsluttet forud for denne dag, skal afvikles efter de hidtidig gældende regler.

For modtagere af hjælp i kontanthjælpssystemet, der har fået en skærpet rådighedssanktion efter § 40 a i lov om aktiv socialpolitik, og som følge deraf kun får udbetalt hjælp for de dage, hvor den pågældende opfylder sin rådighedsforpligtelse ved at deltage i tilbud eller anden beskæftigelsesfremmende foranstaltninger, møde til samtaler eller møde i jobcenteret, vil suspensionen af beskæftigelsesindsatsen, herunder krav om deltagelse i samtaler, betyde, at sanktionen bortfalder i den periode, hvor beskæftigelsesindsatsen er suspenderet. Sanktionen efter § 40 a vil ikke blive genoptaget, hvis den periode, hvor sanktionen efter normale omstændigheder skulle have haft virkning, er forløbet, mens beskæftigelsesindsatsen er suspenderet. Da der således helt undtagelsesvist er tale om en rådighedsbetingelse, som ikke kan opfyldes i den nuværende situation, kan personen igen modtage hjælp efter §§ 22-25 fra den 12. marts 2020, hvis de grundlæggende betingelser i øvrigt er opfyldt.