05-07-2017
Efter 225-timersreglen: Flere arbejder ved siden af kontanthjælpen
En ny analyse viser en stigning i antallet af kontanthjælpsmodtagere, som har ordinær beskæftigelse ved siden af kontanthjælpen. Analysen er udarbejdet af Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering.
En ny analyse viser, at personer, der berøres af 225-timersreglen, oftere er i ordinær beskæftigelse, end de var før reglen trådte i kraft. Analysen er udarbejdet af Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering.
Ca. 4 pct. af de personer, der senere blev berørt af 225-timersreglen, havde ordinær beskæftigelse som supplement til deres kontanthjælp i foråret 2016. I slutningen af 2016 var den tilsvarende andel mere end 11 pct.
Analysen viser samtidig, at der har været en generel stigning i andelen af kontanthjælpsmodtagere med ordinær beskæftigelse i løbet af 2016. Stigningen er størst blandt de personer, der var omfattet af 225-timersreglen.
Analysen viser, at den generelle stigning i beskæftigelsesomfanget blandt kontanthjælpsmodtagere fortsætter i de første måneder af 2017.