Spring over hovedmenu
Spring over venstremenu

Vil du styrke dine samtalekompetencer og give sparring til andre jobkonsulenter?

04-05-2018

Vi søger jobkonsulenter til et team af sparringspartnere, der skal yde sparring på den gode samtale til kolleger i andre jobcentre og a-kasser.

Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering opretter et hold af 16 særligt kvalificerede jobkonsulenter, der i efteråret 2018 skal yde kollegial sparring på den jobrettede samtale i jobcentre og a-kasser, der ønsker det.

Formålet er, at jobkonsulenter kan få sparring på egen praksis, og at hele team/afdelinger kan arbejde med en fælles forståelse af den gode samtale.

Du får som sparringspartner:

  • Fem dages gratis opkvalificering i kollegial sparring
  • En vigtig rolle i at bidrage til, at jobkonsulenter i kommuner og a-kasser kan give bedre og mere jobrettet rådgivning til borgerne
  • Mulighed for at møde engagerede kolleger i andre jobcentre og give din viden og kunnen videre til dem.

Som sparringspartner skal du frikøbes fra dine normale opgaver. Når du taler med din chef om muligheden, så kan I med fordel tænke på, at det er en investering i din kompetenceudvikling, og at du kommer tilbage som en endnu stærkere jobkonsulent, der også kan være med til at løfte samtalekvaliteten og læringskulturen på din egen arbejdsplads.

Projektet løber fra 1. maj til 31. december 2018. Sparringspartnerne skal deltage i opkvalificering i foråret 2018, hvorefter besøg i a-kasser og på jobcentre afholdes i efteråret 2018. Sparringspartnerne kan forvente at bruge omkring 40-85 arbejdsdage på projektet afhængigt af, hvilken model for deltagelse sparringspartneren vælger at følge.

Ansøgningsfristen er mandag den 28. maj kl. 12.00.

Ansøgning, CV og budget skal sendes til Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering: star@star.dk

Rekrutteringsopslag: Vil du styrke dine professionelle samtalekompetencer?