Spring over hovedmenu
Spring over venstremenu

Få nye muligheder for at rekruttere i Europa: Bliv optaget i EURES-netværket

25-01-2019

Det europæiske arbejdsformidlingsnetværk er nu åbent for optagelse af virksomheder og organisationer i Danmark. Ansøgningsfristen er den 25. marts.

Arbejder I som privat virksomhed eller organisation med arbejdsformidling? Og ønsker I at forbedre jeres muligheder for at rekruttere arbejdskraft på tværs af Europa? Så kan det måske være interessant for jer at blive optaget i det europæiske arbejdsformidlingsnetværk EURES (European Employment Service).
Som en del af EURES-netværket får I en række nye muligheder for rekruttering og arbejdsformidling. I får blandt andet:

  • direkte adgang og kontakt til et stort netværk af EURES-vejledere i hele Europa med et indgående kendskab til situationen på deres lokale arbejdsmarkeder.
  • adgang til CV- og jobdatabasen på EURES-portalen, hvor I kan se stillingsopslag og CV'er for hele Europa.
  • mulighed for at deltage i fysiske og online jobmesser arrangeret af EURES, hvor I kan møde relevante kandidater med interesse for at arbejde i Danmark.
  • en oplagt mulighed for at samarbejde og danne nye partnerskaber med private og offentlige aktører i Danmark og resten af Europa.

Det er gratis at deltage i EURES-netværket.

Enhver virksomhed eller organisation, der arbejder med rekruttering og/eller arbejdsformidling, kan som udgangspunkt søge om at blive optaget i netværket. På star.dk kan I teste, om jeres virksomhed eller organisation lever op til de grundlæggende betingelser.

Fristen for at søge om optagelse i EURES-netværket er den 25. marts 2019.
Læs mere om mulighederne i netværket og betingelserne for optagelse, og send jeres ansøgning:

Ansøg om optagelse i EURES-netværket

Hvad er EURES-netværket?

EURES-netværket er et europæisk samarbejdsnetværk, der skal øge mobiliteten af arbejdskraft i Europa. EURES blev oprettet i 1993 på initiativ af EU-Kommissionen og har indtil nu bestået af de offentlige arbejdsformidlinger. For at styrke mobiliteten yderligere bliver netværket nu åbnet for private virksomheder og organisationer.