Spring over hovedmenu
Spring over venstremenu

Virksomhederne har fortsat svært ved at finde nye medarbejdere

26. marts 2019

En undersøgelse for februar 2019 viser, at danske virksomheder fortsat har udfordringer med at rekruttere arbejdskraft.

En ny rekrutteringssurvey fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering giver et øjebliksbillede af virksomhedernes rekrutteringssituation i februar 2019. Undersøgelsen beskriver omfanget og karakteren af manglen på arbejdskraft i Danmark.

Undersøgelsens resultater:

  • Antallet af forgæves rekrutteringer er i februar 2019 opgjort til 70.300 (baseret på data indsamlet i perioden september 2018 til februar 2019). I rapporten fra december 2018 (baseret på data indsamlet i juli til december 2018) udgjorde antallet af forgæves rekrutteringer 66.700. Det afspejler en fortsat stramhed på arbejdsmarkedet.
  • 22 pct. af virksomhedernes rekrutteringsforsøg var forgæves i februar 2019. Den forgæves rekrutteringsrate i december 2018 var til sammenligning 23 pct.
  • Når den forgæves rekrutteringsrate falder, samtidig med at antallet af forgæves rekrutteringer stiger, skyldes det et stigende antal rekrutteringsforsøg generelt, og at antallet af succesfulde rekrutteringsforsøg er steget relativt mere, end antallet af forgæves forsøg.
  • Gennemsnitligt halvdelen af virksomhedernes forgæves rekrutteringsforsøg endte med, at stillingen ikke blev besat, mens halvdelen af virksomhedernes forgæves rekrutteringsforsøg blev besat med en anden profil end efterspurgt. Dette billede er uændret i forhold til december 2018.

Tabel 1. Udvikling i andel forgæves rekrutteringer:

 Graf, der viser udviklingen i andel forgæves rekruttering i danske virksomheder i perioden fra 2007 til februar 2019

  • Der er variationer i den forgæves rekrutteringsrate mellem områderne under de enkelte regionale arbejdsmarkedsråd (RAR). I februar 2019 var rekrutteringsraten lavest i Vestjylland (20 pct.) og størst i Nordjylland (27 pct.), hvilket er det samme billede, som opgørelsen i december 2018 viste. Den forgæves rekrutteringsrate er fra seneste survey faldet i København fra 22 til 20 pct. Den forgæves rekrutteringsrate er stort set uændret i de øvrige RAR-områder.
  • Der er store forskelle mellem branchernes rekrutteringsudfordringer. Generelt er udfordringerne mindst i den offentlige og størst i den private sektor. Der er også store forskelle mellem RAR-områder inden for samme branche. I forhold til opgørelsen fra december 2018 er branchen ‘Industri’ gået fra at have den 7. højeste andel af forgæves rekrutteringer (FRR) mod nu den 3. højeste (en stigning fra 27 pct. til 29 pct.).
  • 62 pct. af de stillinger, som virksomhederne har haft vanskeligt ved at besætte, er fuldtidsstillinger, mens 13 pct. er deltidsstillinger, 10 pct. er tidsbegrænset, 8 pct. indebærer aften/nat/weekend-arbejde, og 7 pct. indebærer skiftende arbejdstider. Dette billede er stort set uændret i forhold til december 2018.

Du finder rekrutteringssurveyen her:

Rekrutteringssurvey, februar 2019 (pdf) (nyt vindue)

Info om metoden finder du her:

Rekrutteringssurveys