31-03-2021
Bekendtgørelse om delvis genåbning af beskæftigelsesindsatsen er sendt i høring
Regeringen lægger op til en delvis genåbning af beskæftigelsesindsatsen i en ny bekendtgørelse. Den delvise genåbning følger af Rammeaftale om plan for genåbning af Danmark.
Restriktionerne af beskæftigelsesindsatsen som følge Covid-19 blev pr. 1. marts 2021 forlænget med hjemmel i en særlig overgangsbestemmelse i den nye epidemilov.
Der er den 22. marts indgået en Rammeaftale om plan for genåbning af Danmark, og regeringen lægger nu op til en delvis genåbning af beskæftigelsesindsatsen. Med den foreslåede delvise genåbning vil det igen blive muligt at igangsætte virksomhedsrettede tilbud med fysisk fremmøde samtidigt med, at der vil være mulighed for at bevilge tilbud om nytteindsats og øvrig vejledning og opkvalificering med fysisk fremmøde til borgere, som vurderes at være i særlig risiko for at miste tilknytningen til arbejdsmarkedet.
Der er udarbejdet et udkast til en ny bekendtgørelse, som vil være underlagt parlamentarisk kontrol under den nye epidemilov og derfor er godkendt af Epidemikommissionen og vil blive forelagt Folketingets Epidemiudvalg.
Bekendtgørelsen er nu sendt i høring i Beskæftigelsesrådet (BER), og kan findes på høringsportalen.
De gældende restriktioner af beskæftigelsesindsatsen varer frem til den 15. april. Der henvises til denne orientering, som er udsendt til kommuner og a-kasser:
Orientering af 26, marts 2021 om delvis genåbning af beskæftigelsesindsatsen (pdf) (nyt vindue)