Spring over hovedmenu
Spring over venstremenu

SJH Nyhedsbrev oktober 2014

20-10-2014

I denne udgave af SJH's nyhedsbrev kan du læse eksempler på spørgsmål/svar på tolkeområdet. Der er også link til en ny animeret film på metodevejviseren, hvor vi ser nærmere på en fastholdelsessag med fokus på sagsbehandlerens rolle. Du kan læse om en undersøgelse, der har regnet på, hvad virksomheder tjener på et godt arbejdsmiljø, og så er der henvisning til en konference, der har fokus på personer med psykisk funktionsnedsættelse på arbejdsmarkedet.

Ny animeret film om kompenserende ordninger

I SJH's nye animationsfilm møder vi John, der kom ud for en arbejdsulykke. Den animerede film beskriver, med fokus på sagsbehandlerens rolle, forløbet fra ulykke til tilbagevenden i job med brug af kompenserende støtte.

Filmen kan med fordel vises til kolleger, der ønsker en introduktion til de kompenserende ordninger, ligesom den vil indgå i undervisningen på SJH's kursusaktiviteter.

Se filmen på metodevejviseren.dk

Spørgsmål & svar om tolkning

I SJH's hotline har vi fået en del spørgsmål, der handler om tolkning via personlig assistance ordningen. Kan jobcentret f.eks. forlange at blive orienteret på forhånd, når en tolkeopgave kræver dobbeltbemanding? Kan personen med et hørehandicap, der møder op til jobsamtale via anvendelse af fortrinsadgangsmuligheden uden en tolk, gøre krav på et nyt samtaletidspunkt? I hvilke sammenhænge kan der bevilges tolk til aktiviteter på arbejdspladsen af social karakter?

Spørgsmål og svar på tolkeområdet (pdf) (nyt vindue)

Virksomheder tjener på godt fysisk arbejdsmiljø

En fastholdelsessag på en virksomhed kan være en god anledning til at diskutere det fysiske arbejdsmiljø på arbejdspladsen. En ny, stor nordisk undersøgelse dokumenterer, at investeringer i f.eks. ergonomiske stole, tekniske hjælpemidler eller lignende arbejdsmiljømæssige tiltag styrker virksomhedens bundlinje. Rapporten konkluderer, at den forbedrede produktivitet blandt medarbejderne på grund af færre sygedage og færre fysiske gener klart overstiger virksomhedens investeringer i arbejdsmiljøet.

Rapporten er udgivet af DAMVAD, der er en fælles nordisk konsulentvirksomhed. Resultaterne fra undersøgelsen vedrørende det fysiske arbejdsmiljø er beskrevet i en netop offentliggjort artikel i Ugebrevet A4.

Læs artiklen i Ugebrevet A4 (nyt vindue)

Smart app gør ledsageteknik let

Det er naturligt, at der kan være en vis berøringsangst, hvis man skal ledsage en person, der er blind eller meget svagtseende. En ny app giver konkrete råd til, hvordan man som f.eks. kollega på arbejdspladsen kan ledsage og støtte en person med synsnedsættelse på en hensigtsmæssig måde. App'en er udviklet af eksperter i orientering og mobility og giver med præcis vejledning og illustrative billeder en let og brugbar indføring til området.

Spændende program til EN AF OS-konference

"Gal eller normal på arbejdsmarkedet?" Sådan lyder titlen på en konference, der holdes d. 3. november i DGI-byen i København. Programmet har fokus på inklusion og fastholdelse af personer med psykiske funktionsnedsættelser. Man kan bl.a. møde to psykologer, der underviser i psykiske sygdommes betydning i forhold til arbejdsmarkedet. Der vil blive sat fokus på sygedagpengereformen, og endelig kan man høre nærmere om en række erfaringer fra praksis.

Det er Landskampagnen EN AF OS, der står bag konferencen. EN AF OS arbejder for at imødegå stigmatisering og fremme tolerance og åbenhed over for mennesker med psykisk sygdom. Konferencen koster 500 kr. pr. deltager, og der er tilmeldingsfrist på fredag d. 24. oktober.