Spring over hovedmenu
Spring over venstremenu

Nabotjek af eksisterende regulering

Implementeringsrådet giver anbefalinger til nabotjek af eksisterende regulering, hvor der vurderes at være forenklingspotentiale, fx hvis Danmark har implementeret eller fortolker EU-reglerne på en mere bebyrdende måde end i sammenlignelige nabolande.

Formålet med nabotjek af eksisterende regulering er at undersøge, om Danmark har implementeret regler eller har udformet administrative praksisser på mere byrdefuld vis end andre sammenlignelige lande. Resultaterne af et nabotjek kan derfor bidrage til konkrete forenklingsinitiativer eller til yderligere viden om, hvordan regler kan implementeres på en smartere og mindre bebyrdende måde.

Fakta om nabotjek

Hvad?

Nabotjek er en sammenligning af Danmarks implementering af udvalgt EU-regulering, herunder regler og administrative praksisser, med implementeringen i andre lande.

Hvordan?

Vha. forskellige former for analyser indhentes relevante erfaringer og inspiration til, hvordan implementering/håndhævelse af EU-regulering eller nationale særregler kan gøres mindre byrdefuld for erhvervslivet, uden at der gås på kompromis med Danmarks EU-retlige forpligtelse, og under hensyntagen til reguleringens formål.

Hvorfor?

Formålet er at lave forenkle de regler, som danske virksomheder skal følge. Derfor søges svar på, om:

  • Den danske implementering/håndhævelse af regler er unødigt byrdefuld ift. implementeringen i andre EU-lande, som vi normalt sammenligner os med.
  • Hvorvidt/hvordan alternative implementeringsmuligheder vil kunne overføres til Danmark og medføre forenklinger for erhvervslivet.

Nabotjek kan variere meget i omfang og kompleksitet afhængigt af, hvor stort et lovgivningsområde der belyses, hvor komplekst området er, og hvor mange lande der sammenlignes med. Nabotjek kan udarbejdes som større analyser, hvor konsulenter gennemgår relevante landes lovgivning, gennemfører interviews og udarbejder en afsluttende rapport. Eller det kan udformes som mindre undersøgelser udført af ministerierne selv i form af fx gennemgang af implementering af udvalgt EU-regulering i sammenligning med et enkelt eller flere lande, besøg hos myndighederne i de pågældende lande, bilateral dialog med Kommissionen mv.

Få overblik over processen for Implementeringsrådets anbefalinger til nabotjek af eksisterende regulering ved at klikke på nedenstående link:

Proces for anbefalinger til nabotjek af eksisterende regulering (pdf) (nyt vindue)

Sidst opdateret: 10-04-2018