Spring over hovedmenu

Pulje til nedbringelse af sygefravær i ældreplejen - FL § 17.51.05.10

Ansøgningsfrist 01-06-2018

Formålet med puljen er at støtte nye kommunale initiativer, der systematisk skal nedbringe sygefraværet i ældreplejen. Der er afsat 10 mio. kr. for 2018 og 20 mio. kr. i årene 2019 - 2021.

Der er med Finansloven for 2018 afsat en ansøgningspulje, som har til formål at støtte nye kommunale initiativer, der systematisk skal nedbringe sygefraværet i ældreplejen.

Der er afsat 10 mio. kr. for 2018 og 20 mio. kr. årligt i perioden 2019 - 2021. Puljen meldes ud ad to omgange. 2. ansøgningsrunde forventes udmeldt ultimo 2019.

Der er nedsat en følgegruppe bestående af Beskæftigelsesministeriet, Moderniseringsstyrelsen, Sundheds- og Ældreministeriet, KL, FOA og Dansk Sygeplejerråd. Puljeopslaget er udarbejdet i samarbejde med følgegruppen.

Målgruppe

Målgruppen for puljen er ansatte i ældreplejen.

Formålet med puljen

Puljen har til formål at forebygge sygefravær og begrænse længden af sygemeldinger i ældreplejen.

Ansøgerkreds

Puljen kan ansøges af kommuner.

Projektperiode

Ansøgerkommuner kan selv definere projektperioden. Projektperioden kan dog maksimalt løbe til udgangen af 2021.

Projektets indsatsmodel

Kommuner indtager rollen som arbejdsgiver for ansatte i ældreplejen og har således ansvaret for arbejdsmiljø og forebyggelse af sygefravær. Derudover har kommunen en rolle inden for fastholdelse og opfølgning over for sygemeldte, herunder sygemeldte i ældreplejen.

Projektets indsatsmodel bygger på, at kommunen, som henholdsvis arbejdsgiver for ældreplejen og aktør indenfor fastholdelse, kan drage fordel af at sammentænke forebyggelse og beskæftigelsesområdet i indsatsen for at nedbringe sygefraværet i ældreplejen.

Kommuner, som opnår tilsagn om tilskud fra puljen, skal udarbejde en analyse af sygefraværet i egen ældrepleje med henblik på at tilvejebringe viden om, hvilke faktorer der gør sig gældende lokalt, herunder i hvilken grad sygefraværet er præget af hyppigt kortvarigt sygefravær, langvarige sygemeldinger, sygemeldinger af psykiske eller fysiske årsager m.v. Analysen af sygefraværet skal tænkes sammen med APV-arbejdet, hvor der bl.a. skal ske en inddragelse af sygefraværet med henblik på vurdering af, om forhold i arbejdsmiljøet kan medvirke til sygefraværet, således at kommunens eventuelle erfaringer med at sammentænke arbejdsmiljø og sygefravær inddrages. Derudover skal der foretages en kortlægning af, i hvilken udstrækning der systematisk arbejdes med forebyggelse af sygefravær inden for ældreplejeområdet i den enkelte kommune.

Med afsæt i ovenstående skal kommunen udarbejde en strategi for at forebygge og afkorte sygefravær i ældreplejen, som skal behandles og godkendes på politisk niveau. Afhængigt af de lokalt gældende forhold kan strategien have særligt fokus på fx hyppigt kortvarigt sygefravær eller længerevarende sygefravær.

Strategien skal indeholde konkrete anvisninger til, hvad der skal ske på arbejdspladsen i forbindelse med håndtering af sygefravær, og hvordan der sikres en varig forankring af arbejdet med at nedbringe sygefravær i ældreplejen.

Strategien skal udarbejdes med inddragelse af ledere og medarbejdere i ældreplejen og under hensyntagen til eventuelle lokalt gældende aftaler vedr. forebyggelse og fastholdelse.

Strategien skal endvidere indeholde måltal for sygefraværets nedbringelse, der fastsættes ud fra de lokalt gældende forhold og de valgte fokusområder.

Projektets kerneelementer

I strategien skal som minimum indgå følgende kerneelementer:

  • Tiltag vedrørende forebyggelse af sygefravær, herunder tiltag til forebyggelse af eventuelle arbejdsmiljøproblemer, såfremt analysen har identificeret arbejdsmiljøområder, som vurderes at medvirke til sygefraværet.
  • Et systematiseret samarbejde mellem kommunens HR-ansvarlige for ældreplejen og jobcentrets sygedagpengeafsnit, som også indeholder retningslinjer for den situation, hvor en sygemeldt er bosat uden for kommunen.
  • Fremrykket indsats for sygemeldte i ældreplejen, således at kommunen udnytter det systematiserede samarbejde til at sikre, at der tidligt i et sygefraværsforløb iværksættes kontaktforløb og indsats.
  • Brug af gradvis tilbagevenden med iboende progression.

Kerneelementerne er udvalgt med afsæt i 2015-rapporten fra ekspertgruppen om udredning af den aktive beskæftigelsesindsats: Nye veje mod job (Koch-rapporten), hvor det fremgår, at tidlig kontakt til den sygemeldte samt indsatser, der inddrager arbejdspladsen, er effektive redskaber til at fremme at sygemeldte fastholdes i job.

Kriterier for tildeling af tilskud

Der vil i vurderingen af ansøgningerne blive lagt vægt på følgende forhold:

  • At ansøgningen indeholder tydelige overvejelser angående iværksættelse af de obligatoriske elementer i strategien, samt forankring.
  • At det er velbeskrevet, hvordan kommunen vil sikre, at strategien udarbejdes med inddragelse af medarbejdere i ældreplejen og godkendes på politisk niveau.
  • At det politiske niveau er inddraget i forbindelse med ansøgningen, fx i forbindelse med udvalgsarbejde. (Ikke et krav.)

Forpligtelser ved deltagelse

Ved ansøgning om tilskud forpligter projekterne sig til at indgå i samarbejde om den årlige opfølgning og den afsluttende evaluering, herunder tilvejebringe den fornødne information og data.

Projekterne forpligter sig desuden til at følge den beskrevne indsatsmodel, jf. afsnittet om indsatsmodel.

Ved deltagelse i projektet forpligter tilskudsmodtager sig til at efterleve styrelsens retningslinjer vedrørende ansvar for databehandling, som findes på star.dk under Puljer

Dokumentation og evaluering

Følgegruppen vil gennemføre en årlig opsamling samt en afsluttende evaluering i 2022 på tværs af de deltagende kommuner med det formål at opsamle viden om implementering af de konkrete indsatser og erfaringerne med nedbringelse af sygefravær – herunder eventuelle tiltag i forhold til forebyggelse af arbejdsmiljøproblemer.

Tilskudsberettigede udgifter

Der kan søges om tilskud til udarbejdelse af analyse af sygefravær samt strategi for nedbringelse af sygefraværet i ældreplejen.

Der kan desuden søges om implementeringsstøtte til at omsætte strategien til konkrete arbejdsgange samt forankring.

Der kan på den baggrund søges om tilskud fordelt på følgende budgetposter:

  • Løn (ved frikøb af kommunale medarbejdere)
  • Eksterne konsulenter
  • Revision

Der skal til ansøgningen vedlægges et budgetskema, som er specificeret på ovenstående budgetposter. Ud for budgetposterne skal der fremgå fyldestgørende noter.

Der kan ikke ydes økonomisk støtte til rådgivning om, hvordan de enkelte arbejdspladser i ældreplejen kan opfylde lovgivningens krav. Det betyder, at der fx ikke ydes støtte til rådgivning om, hvordan en arbejdsplads kan efterkomme afgørelser og påbud fra Arbejdstilsynet.

Krav til regnskab

Der stilles krav om indsendelse af ledelsespåtegnede delregnskaber forud for udbetaling af tilskud samt et endeligt regnskab for hele projektperioden senest tre måneder efter projektperiodens afslutning.

Afhængig af tilskuddets størrelse skal det endelige regnskab enten være revisorpåtegnet regnskab (ved tilskud på over 500.000 kr.) eller ledelsespåtegnet (ved tilskud under 500.000 kr.).

Regnskabet skal modsvares af udgiftsposterne i det godkendte budget.

Budget og regnskabs skabelon kan downloades fra denne side. Se afsnittet Ansøgningsfrist og praktiske oplysninger. 

Frister for indsendelse af regnskaber vil fremgå af tilsagnsbrevene.

Udbetaling

Tilskuddet vil blive udbetalt bagudrettet på baggrund af de indsendte regnskaber.

Afhængigt af beløb og projektperiode kan det forekomme, at tilsagn om tilskud vil blive givet for ét år af gangen. Ansøgningen skal imidlertid dække hele projektperioden.

Ansøgningsfrist og praktiske oplysninger

Ansøgninger skal sendes til Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering via styrelsens Tilskudsportal senest fredag den 1. juni 2018, kl. 12.00.

Tilskudsportalen til puljeansøgninger

Ansøgninger der sendes efter ansøgningsfristen, vil blive afvist.

Der kan forventes svar på ansøgningen primo juli.

Spørgsmål kan stilles til Signe Schertiger pr. e-mail ssc@star.dk

Der skal anvendes følgende skabeloner for ansøgning og budget:

Ansøgning (Word) (nyt vindue)

Budget og regnskab (Excel) (nyt vindue)

Spørgsmål og svar

Spørgsmål og svar til puljen vil blive offentliggjort på denne side.

Sidst opdateret: 06-11-2018