Spring over hovedmenu

Opslag: Forsøg med mere ansvar til a-kasser

A-kasser kan frem til 1. marts søge om at komme med i forsøget. Bliv klogere på udvælgelseskriterier og ansøgningsprocessen her.

Udvælgelseskriterier og centrale krav

Med aftalen om en forenklet beskæftigelsesindsats er det besluttet, at udvalgte a-kasser i en 4-årig periode får ansvaret for kontaktforløbet for dagpengemodtagere i opsigelsesperioden og de første 3 måneder af ledighedsforløbet.

Alle a-kasser kan ansøge om at deltage i forsøget. Ansøgningen, som sker gennem det skema, der er link til nedenfor, skal adressere samtlige nedenstående udvælgelseskriterier (afsnit 1). Ansøgningen må ikke overstige 10 sider. Der kan vedlægges bilag. Den samlede ansøgning, inklusiv bilag, må dog ikke overstige 20 sider. 

A-kasser, der deltager i forsøget, skal være indforstået med, at de i forbindelse med ansøgningen skal leve op til en række krav, der i vid udstrækning svarer til de krav, der i dag stilles jobcentrene, herunder registrering af indsatsen. De væsentligste krav fremgår af afsnit 2 og udfoldes mere detaljeret i en forsøgsbekendtgørelse og dertilhørende vejledning. Beskæftigelsesministeriet vil føre tilsyn med forsøget.

Initiativet omfatter som udgangspunkt ikke kommuner, der som led i frikommuneforsøg II har eller kan have forsøg med kontaktforløbet med dagpengemodtagere. Beskæftigelsesministeriet og Økonomi- og Indenrigsministeriet har rettet henvendelse til pågældende frikommuner og givet dem muligheden for at indstille deres forsøg. Beskæftigelsesministeriet har modtaget svar fra frikommunerne. Se vedlagte oversigt over frikommuner, der ikke kan indgå i a-kasseforsøget.

Oversigt over frikommuner (pdf) (nyt vindue)

Der er ansøgningsfrist fredag d. 1 marts, mens udvælgelsen forventes at ske i april. 

Forsøget påbegyndes medio 2019. Der afholdes et åbent informationsmøde om STARs fortolkning af udvælgelseskriterierne den 1. februar fra kl. 14-16 i STARs lokaler på Njalsgade 72A i København. 

Ansøgning

Der er ansøgningsfrist den 1. marts 2019

Ansøgningsskema for Mere ansvar til a-kasser (Word) (nyt vindue)

Ansøgning og spørgsmål skal sendes til a-kasseforsoeg@star.dk

Afsnit 1. Udvælgelseskriterier

Mål og succeskriterier

  • Hvad er a-kassens mål og succeskriterier for forsøget?
  • Hvordan vil a-kassen følge op på de fastsatte mål og succeskriterier?

Organisering af kontaktforløbet og kapacitet

  • Hvilke aktiviteter planlægger a-kassen at gennemføre, og hvordan forventes forsøget organiseret?
  • Hvor mange medlemmer vil der være per sagsbehandler?
  • Vil der være én gennemgående sagsbehandler for medlemmet?
  • Hvilken samtalekadence er planlagt - er der planlagt forskellig kadence for forskellige typer medlemmer?

Medlemmer i forsøg og geografisk forankring

  • Hvilke kommuner vil forsøget dække og hvorfor? Det er muligt, at ansøge enten landsdækkende, regionalt eller på kommunalt niveau eller en blanding heraf. Der skal være tale om flere kommuner.
  • Hvilke og hvor mange (andel/antal) ledige medlemmer forventes at indgå i forsøg samlet set og i hver kommune? Det er ikke muligt at ansøge om et udsnit af en medlemsgruppe i en given afdeling eller kommune (eksempelvis inddelt på uddannelse eller alder).
  • Vil a-kassen være interesseret i at deltage med et mindre område/med færre medlemmer, hvis det ikke er muligt at deltage med det ønskede antal medlemmer/afdelinger? I fald skal a-kassen beskrive, hvilke områder og antal medlemmer de alternativt ønsker omfattet af forsøg (2. prioritet).
  • Hvordan a-kassen vil være til stede i den geografi, forsøget forventes at dække?

Samarbejde med kommuner

  • Hvordan vil a-kassen understøtte godt samarbejde med kommuner, som indgår i forsøget? Samarbejdsaftaler med kommuner vil være en fordel, men ikke et krav.

Profiling

Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR) vil stille et profilafklaringsredskab til rådighed samt vejledning til, hvordan dette kan bruges. Det er frivilligt for a-kassen, om man ønsker at bruge STAR’s eller et andet værktøj. På nedenstående links kan du finde mere information om STAR's profilafklaringsredskab. 

Indsats i opsigelsesperiode

  • Hvilken indsats vil a-kassen tilbyde ledige i opsigelsesperioden?

Match mellem virksomheder og ledige

  • Hvordan vil a-kassen sikre, at medarbejderne har relevant viden om jobåbninger, og herved understøtte, at der sker det rette match mellem virksomhed og den ledige?
  • Hvordan vil a-kassen sikre, at der sker vejledning om uddannelsestilbud inden for a-kassens faglige område?
  • Hvordan vil a-kassen formidle konkrete, relevante jobs til medlemmerne inden for a-kassens faglige område?

Afsnit 2. Rammer og krav

Målgruppe

A-kassen får mulighed for at varetage kontaktforløbet for nyindplacerede dagpengemodtagere i opsigelsesperioden og de første 3 mdr. Nyindplacerede forstås som alle dagpengemodtagere, der starter et nyt dagpengeforløb – uanset hvad, der går forud.

Det indebærer, at:

  • Ledige, der har genoptjent dagpengeret, indgår i forsøget.
  • Ledige, der kommer fra sygedagpenge, indgår i forsøget, hvis de ikke var ledige før sygdomsperioden.
  • Ledige, der allerede har et igangværende kontaktforløb i a-kassen, når forsøget starter, indgår ikke, da de ikke er nyindplacerede.
  • Medlemmer, der flytter til en kommune der ikke er omfattet af forsøg udgår.
  • Medlemmer der skifter a-kasse eller opsiger deres medlemskab udgår af forsøget.

It & registrering

A-kassen forpligter sig på at foretage relevante justeringer af egne it-systemer, så forsøget er digitalt understøttet. It-udviklingen i a-kassens systemer finansieres af a-kassen.

It-systemet i a-kassen skal understøtte at:

  • A-kassen skal leve op til de registreringskrav, der fastsættes. Det må som minimum forventes at indebære registrering af og hvem der er med i forsøget samt hvilken type samtale der afholdes med medlemmet.
  • A-kassen skal indkalde til første fællessamtale.
    Ledige skal selvbooke deres samtaler i a-kassen (dog indkaldes de til CV-samtalen, som skal finde sted indenfor to uger).
  • A-kassen skal registrere mindre intensiv indsats for medlemmer, der indgår i forsøget.
  • A-kassen skal sørge for, at medlemmet overgår til et kontaktforløb i jobcenteret, efter 3 mdr. Konkret skal a-kassen ved dagpengeudbetaling, sørge for at borgere, som i den netop forgangne dagpengemåned har opnået 410 timers sammenlagt dagpengeledighed overgår til jobcenteret.

Øvrige krav til aktiviteter i a-kassen, i perioden hvor de varetager kontaktforløbet

A-kassen skal som minimum:

  • Tilbyde en indsats i opsigelsesperioden.
  • Foretage en indledende afklaring af de ledige, der indgår i initiativet ved hjælp af et digitalt profilafklaringsværktøj. Ledige med komplekse udfordringer, der er i risiko for langtidsledighed, og som, a-kassen derfor vurderer, har brug for en indsats i jobcenteret, overgår til et kontaktforløb i jobcentret. Unge under 25 år uden en erhvervskompetencegivende uddannelse og som ikke har forsørgerpligt overfor hjemmeboende børn, skal ligeledes have et kontaktforløb i jobcenteret, da de er i målgruppen for et uddannelsespålæg.  
  • Afholde en CV-samtale, en rådighedssamtale og første fællessamtale.
  • Afholder kontaktforløbssamtaler efter behov, men skal dog leve op til de almindelige krav i kontaktforløbet. Hvis a-kassen ikke lever op til kravene i kontaktforløbet, kan den udgå af forsøget. Kravene i kontaktforløbet er defineret som i gennemsnit to kontaktforløbssamtaler i løbet af 3 måneders perioden. A-kassen kan afholde de to kontaktforløbssamtaler i forlængelse af eller samtidigt med en CV-samtale eller en rådighedssamtale.

Samarbejde med kommuner

  • Det forventes, at både a-kasser og kommuner vil bidrage til et konstruktivt samarbejde om borgernes kontaktforløb. Generelt gælder det, at:
    A-kasser og kommuner bør dele information, når det giver mening. Der stilles ikke krav om, hvilke informationer, a-kassen skal dele med kommunen, udover de af STAR fastsatte registreringskrav, jf. ovenstående.
  • Reglerne for bevilling af tilbud fastholdes. A-kassen kan, ligesom i dag, bevilge seks ugers jobrettet uddannelse. Alle andre indsatser, som finansieres af stat eller kommunen, bevilges af jobcenteret.
  • Hvis a-kassen vurderer, at den ledige, har behov for en indsats, som jobcenteret skal bevilge/godkende, kan a-kassen rette henvendelse til jobcentret om, hvilken indsats, de vurderer, vil være gavnlig for borgeren. Det er fortsat kommunen, der afgør, om der skal gives en indsats. Uanset om borgeren får et aktivt tilbud eller ej, fastholder borgeren sit kontaktforløb i a-kassen, indtil borgeren har 3 måneders sammenlagt dagpengeledighed.
  • Jobcenteret har ret til at kontakte ledige, der er omfattet af forsøg, hvis der er tale om kontakt vedrørende konkrete jobordrer. Dette skal ske ved telefonisk kontakt. Jobcenteret må ikke uopfordret kontakte ledige i forsøget og tilbyde dem en indsats. Jobcenteret kan tage kontakt til den pågældende a-kasse, hvis de har en indsats eller lignende, som de vurderer, vil være relevant for den ledige. Det er dog i sidste ende a-kassen der vurderer, om vedkomne skal overgå til indsats i jobcenteret.
  • Hvis jobcenteret kontakter den ledige, skal de informere a-kassen om henvendelsen til medlemmet om en konkret jobordre.

Evaluering

A-kasserne forpligter sig på at bidrage konstruktivt til evaluering af forsøget.

Det indebærer at:

  • Alle samtaler, der registreres af a-kassen under forsøget, skal kunne deles med Beskæftigelsesministeriet via DFDG. Dette skal ske under hensynstagen til reglerne for databeskyttelse.
  • A-kassen stiller sig til rådighed for interview mv., der kan blive efterspurgt i forbindelse med evaluering og tilfredshedsmålinger.

 

Sidst opdateret: 01-03-2019