Kommunaløkonomiske konsekvenser ved refusionsreformen

Den statslige refusion bestod før 2016 af et kompliceret regelsæt, hvor refusionsprocenten bl.a. varierer efter ydelsestype og den aktive indsats, som borgeren deltager i. Det kunne tage fokus fra at tilrettelægge den indsats, der virker bedst, og i stedet resultere i en indsats baseret på den højeste refusionssats.

Refusionsmodellen betyder, at en lang række ydelser omfattes af samme refusionssatser. Refusionen aftrappes fra 80 pct. i de første 4 uger til 20 pct. efter 1 år.

Refusionstrappen

Refusionstrappen ser ud som følger:

• 80 pct. i de første 4 uger.
• 40 pct. fra den 5. til og med den 26. uge.
• 30 pct. fra den 27. til og med den 52. uge.
• 20 pct. fra den 53. uge og frem.

Kommunerne medfinansierer ligeledes dagpenge mv.

Medfinansieringstrappen

Medfinansieringstrappen ser i den forbindelse ud som følger:

• 20 pct. i de første 4 uger.
• 60 pct. fra den 5. til og med den 26. uge.
• 70 pct. fra den 27. til og med den 52. uge.
• 80 pct. fra den 53. uge og frem.

Refusionsomlægningen ændrer ikke på borgernes ret til ydelser, men omlægger udelukkende den statslige refusion og medfinansiering af kommunernes forsørgelsesudgifter.

Omlægningen indebærer, at en mindre andel af kommunernes udgifter kompenseres direkte gennem statslig refusion og en større andel gennem generelle tilskud efter objektive kriterier, dvs. via bloktilskuddet. Refusionsomlægningen er derfor udgiftsneutral for kommunerne under ét. Omlægningen sikrer et større økonomisk incitament hos den enkelte kommune til at forebygge langvarig offentlig forsørgelse og at gennemføre en effektiv indsats.

I dag får den enkelte kommune således i mange tilfælde dækket 65 pct. af deres udgifter gennem direkte statsrefusion. De resterende 35 pct. vil kommunen ikke nødvendigvis få dækket fuldt ud, da disse tilskud fordeles mellem kommunerne efter andre kriterier. Kommunen har derfor et økonomisk incitament til at få borgeren i beskæftigelse.

Med refusionsreformen øges det økonomiske incitament, da det nu kan være en større andel af kommunens udgifter, der ikke nødvendigvis dækkes fuldt ud.

Det skal dog understreges, at der samtidig med refusionsreformen gennemføres tilpasninger i udligningssystemet, herunder ved en overgangsordning, som begrænser de enkelte kommuners tab og gevinster i 2016 og 2017. På denne måde forhindres uhensigtsmæssige forskydninger i kommunernes økonomi som følge af refusionsomlægningen.

Som det ses af tabel 1, skønnes kommunerne samlet set at få 5,8 mia. kr. (2016-pl) mindre i direkte statslig refusion i 2016, stigende til 7,8 mia. kr. i 2019. Tilsvarende beløb er overført til bloktilskuddet og fordeles mellem kommunerne i henhold til udligningssystemet.

Tabel 1. Økonomiske konsekvenser for kommunerne af refusionsomlægningen. 2016-2019.