Spring til hovedindhold

Tæt sparring er hovedingrediens i det gode samarbejde mellem Assens Kommune og 3F Vestfyn

02-05-2024

Hver fredag mødes de over Teams for at drøfte alt lige fra aktuelle samtaler til tolkning af lovgivning. Assens Kommune og 3F Vestfyn har fundet en opskrift på det gode samarbejde om det nye kontaktforløb for dagpengemodtagere, som trådte i kraft 1. januar 2024.

Nadja Borgen Sylvest og Anders Barkholdt, Assens Kommune. Trine Hedegaard Jørgensen, 3F Vestfyn

Siden aftalen om det nye kontaktforløb for dagpengemodtagere trådte i kraft 1. januar, har landets a-kasser haft ansvaret for dagpengemodtagere i de første tre måneder af ledighedsforløbet, hvorefter borgeren overgår til jobcenteret. Dét stiller nye krav til samarbejdet mellem a-kasse og jobcenter. I Assens Kommune og 3F Vestfyn, der har afdelinger i Middelfart og Assens, er daglig kontakt, tæt sparring og forskellige fagligheder opskriften på et godt samarbejde.

"Vi har altid haft et rigtig godt og tæt samarbejde med 3F, og det nye kontaktforløb betyder, at vi skal rykke endnu tættere sammen i bussen – særligt i forhold til planlægning. Derfor er vi dagligt i kontakt med hinanden," siger Nadja Borgen Sylvest, der arbejder som faglig koordinator i Assens Kommune.

Assens Kommune og 3F Vestfyn har tidligere været en del af a-kasseforsøget. Her erfarede de, at tæt sparring og dialog skaber de bedste forløb.

"Vi holder et fælles møde hver eneste fredag, og det er guld værd. Hvis der er noget, som vi er i tvivl om, så er det her, vi vender det. Vi får også et samlet overblik over kalenderen og snakker om de medlemmer, der er på vej over i jobcenteret," fortæller a-kasseleder i 3F Vestfyn, Trine Hedegaard Jørgensen.

Forskellige fagligheder i spil

I Assens Kommune og 3F Vestfyn gør de brug af hinandens fagligheder, og de er opmærksomme på, hvornår det giver mening at spille bolden over til den anden.

"Vi er gode til at kommunikere, og vi er meget opmærksomme på de gange, hvor det giver bedre mening at henvise en borger direkte til a-kassen og ikke kloge os på a-kasseregler. Vi kender alle vores fagområder, og vi ved godt, hvornår vi skal ringe til a-kassen for sparring," fortæller Nadja Borgen Sylvest.

Også blandt jobformidlerne i Assens Kommune og sagsbehandlerne i 3F Vestfyn er de forskellige fagligheder en styrke.

"Vores jobformidlere er i høj grad med til at understøtte det gode samarbejde. En af vores jobformidlere nævnte, at det er en stor styrke, at jobcenter og a-kasse fagligt har mulighed for at bakke hinanden op i samtalen med en borger, som begge parter har et godt kendskab til," siger Nadja.

Overgangen fra a-kassen til jobcenteret kræver koordinering

Ifølge Anders Barkholdt, der er afdelingsleder i Assens Kommune, er gode samtaler om overgangen vigtige for at kunne skabe sammenhæng i borgernes forløb.

"Det er helt afgørende for os, at der er en rød tråd mellem det arbejde, som er blevet fortaget de første tre måneder af kontaktforløbet i a-kassen, og det videre forløb hos os i jobcenteret. Derfor prioriterer vi altid at holde fælles møder om overgangen, så vi hurtigt kan gribe bolden," fortæller Anders Barkholdt og fortsætter:

"Da vejen fra Assens til Middelfart, hvor 3F Vestfyn blandt andet holder til, ikke er lang, mødes vi helst fysisk til samtalerne om overgangen, men hvis det ikke kan lade sig gøre, fungerer Teams også helt fint."

Det handler om borgeren i midten

Hvis man spørger Trine Hedegaard Jørgensen fra 3F Vestfyn, er der ingen tvivl om, hvem der er den vigtigste aktør i det nye kontaktforløb.

"Det vigtigste er, at vi på den bedste måde hjælper medlemmer og borgere videre, hvad enten det er gennem uddannelse, job eller noget tredje - og det gør vi bedst sammen. Så hvis jeg skal komme med et godt råd til andre kommuner og a-kasser, så er det at bruge hinanden så meget som muligt og ikke være bange for at række ud til hinanden," siger Trine Hedegaard Jørgensen.

Det råd bakker Nadja Borgen Sylvest op om:

"Det handler ikke om jobcenteret eller a-kassen. Det handler om borgeren, som er den midterste spiller i forløbet. Derfor er det så vigtigt, at vi hele tiden samarbejder og forventningsafstemmer," lyder det fra Nadja

Nyt kontaktforløb for dagpengemodtagere

Fra 1. januar 2024 har a-kasserne fået ansvar for de første tre måneder af dagpengemodtageres kontaktforløb. Det betyder, at dagpengemodtagere som udgangspunkt skal gå til samtale i a-kassen i de første tre måneder. Jobcenteret har dog fortsat ansvar for at bevillige tilbud til dagpengemodtagere.

Dagpengemodtagere der fortsat er ledige efter tre måneder overgår til et kontaktforløb i jobcenteret.

Mere information: Nytænkning af beskæftigelsesindsatsen

Temadage om et forenklet kontaktforløb

STAR’s tre Regionale Arbejdsmarkedskontorer i Syd, Midt-Nord og Øst inviterer til en ny regional temadag for jobcentre og lokale a-kasser om et forenklet kontaktforløb.
Formålet med dagene er at skabe et rum, hvor jobcentre og a-kasser sammen kan dele de første praksiserfaringer med samarbejdet om det nye kontaktforløb. Dagene tager udgangspunkt i, hvordan jobcentre og a-kasser sammen kan skabe gode forløb til gavn for de ledige.

Målgruppe:

Team- og afdelingsledere i jobcentrene der arbejder med forsikrede ledige samt lokale, regionale a-kasseledere.

Temadagene afholdes:

  • D.3.juni i Region Østdanmark
  • D.4.juni i Region Midt-Nord
  • D.10.juni i Region Syddanmark

Program og tilmelding er udsendt.