Spring til hovedindhold
Spring over venstremenu

Ret til dagpenge for udenlandske dimittender

16-06-2023

Visse EU-borgere uden bopæl og ophold i Danmark inden uddannelsens start kan have ret til arbejdsløshedsdagpenge på dimittendvilkår. Det har Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering præciseret i en ny vejledning.

EU-borgere, der har været afskåret fra at rejse ind i Danmark som følge af COVID 19 restriktioner, kan have ret til arbejdsløshedsdagpenge på dimittendvilkår. A-kasserne har pligt til at genoptage sager. Det fremgår af en ny vejledning, som Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering har udsendt.

Et medlem af en a-kasse har efter de normale regler ret til dagpenge efter endt uddannelse, hvis de har gennemført en erhvervsmæssig uddannelse på 18 måneders varighed eller mere. Det er en betingelse, at medlemmet opfylder et krav om bopæl og ophold umiddelbart før uddannelsen bliver påbegyndt og senest to uger efter uddannelsens afslutning.

Den nye vejledning præciserer, at kravet om bopæl og ophold før uddannelsens start ikke gælder for EU-borgere, hvis manglende bopæl og ophold skyldes indrejserestriktioner, som følge af COVID 19.

Vejledningen beskriver også de situationer, hvor a-kassernes har pligt til at genoptage sager, hvor der tidligere er givet afslag på ret til dagpenge på dimittendvilkår. Det samme gælder i de situationer, hvor a-kassen har vejledt personer om, at de danske regler ikke giver ret til dagpenge på dimittendvilkår, når det forudgående bopælskrav ikke er opfyldt.

Du finder orienteringsbrevet og link til vejledningen her: 

Orientering af 13. juni 2023 om ny vejledning om ret til dagpenge på dimittendvilkår for EU-borgere (pdf)