Spring til hovedindhold

Opslag: Pulje til indsats for ledige med særlige udfordringer

Ansøgningsfrist 13-09-2024

Formålet med puljen er at udvikle samarbejdet mellem a-kasser og jobcentre om initiativer for at skabe bedre og mere sammenhængende forløb for dagpengemodtagere med særlige udfordringer. Derved understøttes målgruppens mulighed for at komme i job. Der er i 2024 afsat 8,7 mio. kr. til puljen på finanslovens § 17.46.43.10.

Med udmøntningen i 2024 er der fokus på at understøtte indsatser for ledige dagpengemodtagere med særlige udfordringer ved at give a-kasser og jobcentre mulighed for at ansøge midler til aktivt at prioritere et samarbejdsrum mellem a-kasser og jobcentre om ledige dagpengemodtagere med særlige udfordringer. Det er et vigtigt fokusområde efter arbejdsdelingen med Et forenklet kontaktforløb.

Målgruppe

Målgruppen for puljen er dagpengemodtagere med særlige udfordringer.

STAR ønsker, at ansøger redegør for projektets målgruppe, og hvilke særlige udfordringer denne gruppe har. Eksempler på særlige udfordringer kan fx være ledige med dårlige danskkundskaber eller psykiske diagnoser.

Ansøger må gerne fokusere på flere målgrupper i deres projekter.

Ansøgerkreds

Puljen kan søges i et samarbejde mellem en eller flere a-kasser og kommuner. Puljen understøtter projekter, der vil forbedre indsatsen for ledige med særlige udfordringer ved at skabe netværk eller samarbejdsflader mellem de a-kasser og jobcentre, der har ansvaret for kontaktforløbet for de ledige dagpengemodtagere. Derfor skal ansøgningen indeholde overvejelser om det nuværende samarbejde, og hvordan projektets aktiviteter vil forbedre samarbejdet mellem aktørerne om målgruppen for projektet.

Projekter, der bygger på samarbejde mellem a-kasser og kommuner, vil blive prioriteret over projekter, der bygger på ansøgninger fra enkelte a-kasser eller kommuner.

Projektperiode

Projekterne skal gennemføres inden for perioden 1. december 2024 til og med 31. december 2026.

Projektets kerneelementer

Projekterne skal designes, så de indeholder nedenstående tre kerneelementer: 

  1. Beskrivelse af målgruppen for projektet. Hvem er målgruppen, og hvad er omfanget af målgruppen? Ansøgningen skal samtidig indeholde overvejelser om, hvordan ansøger vil finde frem til relevante ledige inden for projektets målgruppe. Derudover skal ansøger begrunde, hvorfor det er særligt relevant at fokusere på den målgruppe, de har valgt, i forhold til samarbejdet mellem jobcentre og a-kasser.
  2. Beskrivelse af aktiviteter i projektet, der forbedrer samarbejdet mellem jobcenter og a-kasse i relation til projektets målgruppe, fx samarbejdet om at få igangsat relevante tilbud.
  3. Beskrivelse af hvordan projektets aktiviteter forventes at forbedre indsatsen for projektets målgruppe, og hvad ansøger håber at opnå for målgruppen med projektet.

Projektets indsatsmodel

Projekterne skal indeholde kerneelementerne, men derudover har ansøgerne metodefrihed til at designe et projekt, der bedst opfylder puljens formål. Der er derfor ikke en skabelon for en given indsatsmodel, som ansøgerne skal følge.

Projektets succeskriterierne

Succeskriterierne for ansøgningspuljen er:

  • At understøtte og forbedre samarbejdet mellem a-kasse og jobcenter om den valgte målgruppe.
  • At projekterne indeholder aktiviteter, der samlet set forbedrer indsatsen for målgruppen.
  •  At samarbejdet mellem a-kasse og jobcenter om den valgte målgruppe er bæredygtigt ift. at forankres i organisationerne efter projektperioden.
  • At projekterne indeholder overvejelser om, hvordan ansøger vil følge op på projektets aktiviteter og resultater igennem projektperioden.

Kriterier for tildeling af tilskud

Det er en forudsætning for at opnå tilskud fra puljen, at ansøgningen beskriver et realiserbart projekt og dets implementering i organisationen. I den sammenhæng bemærkes, at der er konkurrence om midlerne, hvorfor ikke alle ansøgere kan være sikre på at få et tilskud fra puljen.

Ved vurdering af ansøgningerne vil der blive lagt vægt på følgende kriterier:

  • En velbeskrevet målgruppe af dagpengemodtagere, der har særlige udfordringer, inklusiv en specifik beskrivelse af udfordringsbilledet ud fra ansøgers kendskab til målgruppen.
  • At ansøgningen indeholder en plan for, hvordan samarbejdet mellem jobcenter og a-kasse er organiseret i projektet og hvordan det styrkes i relation til projektets målgruppe.
  • Graden af ambition, innovation og realiserbarhed i indsatsen.
  • En velbeskrevet og begrundet indsatsmodel, der indeholder de tre kerneelementer nævnt ovenfor.
  • At ansøgningen overordnet sandsynliggør en succesfuld projektgennemførelse, herunder en realistisk tidsplan.
  •  Ansøgningen sandsynliggør i tilstrækkelig grad, at indsatsen kan forankres, herunder hos ledelsen, og fortsætte efter projektperiodens udløb.
  • Ansøgningen indeholder overvejelser om, hvordan ansøger løbende vil reflektere over og vurdere projektaktiviteterne.
  • Budgettet er realistisk og giver mest mulig værdi for pengene.
  • Det vurderes positivt, hvis tilskudsmodtager stiller medfinansiering på 20 pct., hvilket kan være i form af arbejdstid.

Der vil derudover blive foretaget en helhedsvurdering af kvaliteten og sammenhængen i ansøgningerne.

Forpligtelser ved deltagelse

Der gælder følgende forpligtelser ved deltagelse i projektet:

 At efterleve styrelsens retningslinjer vedrørende ansvar for databehandling, som findes på siden:

Vejledninger, retningslinjer og skabeloner til ansøgningspuljer på beskæftigelsesområdet.

Tilskudsmodtagerne forpligter sig til at indgå og bidrage til en evt. erfaringsopsamling.

Dokumentation og evaluering

Tilskudsmodtagere skal midtvejs lave en statusrapport med afrapportering på de foreløbige erfaringer med projektet, hvilket bl.a. omfatter beskrivelse af, hvad der fungerer godt og hvad der fungerer mindre godt, samt antallet af borgere, som indgår i projektet. Rapporten sendes til STAR i forbindelse med den halvårlige afregning medio 2025.

Tilskudsmodtagere skal lave en slutrapport til STAR med afrapportering på deres samlede erfaringer fra projektet. På baggrund af projekternes slutrapporter vil STAR vurdere, om der skal gennemføres en erfaringsopsamling fra projekterne.

Skabelonen for status og slutrapporter vil blive målrettet til puljens projekter, herunder tilskudsmodtagers vurdering af de enkelte projektaktiviteter og det samlede udbytte af projekterne.

Der er ikke planlagt processtøtteaktiviteter.

Tilskudsberettigede udgifter

Der kan søges om tilskud til følgende udgiftsposter:

  • Aflønning af projektleder og projektmedarbejdere
  • Revision
  • Andre projektrelevante udgifter

Udgifterne skal være rimelige og velbegrundede med afsæt i en konkret vurdering af, hvad der kræves for at implementere indsatsen.

Styrelsens budgetskabelon skal anvendes, og budgettet skal indeholde fyldestgørende noter til budgetposterne. Budgetskabelon findes nedenfor. I budgetskabelonen fremgår, hvordan budgettet udfyldes korrekt med noter. Se evt. guide til budgetlægning på nedenstående side.

Det bemærkes, at der skal opstilles et budget for hele tilskudsperioden

Vejledninger og retningslinjer til ansøgningspuljer på beskæftigelsesområdet

Lønniveauet skal som udgangspunkt svare til løn for sammenligneligt arbejde inden for staten. Et overblik over gennemsnitslønninger i staten fordelt på funktioner findes på nedenstående side:

Lønoverblik til lønforhandlinger i staten

Krav om afrapportering

Jf. ovenstående punkt om dokumentation og evaluering stilles der krav om indsendelse af en halvårlig statusrapport, som skal indsendes forud for udbetaling af tilskud. 

Efter projektets afslutning skal der indsendes en slutrapport (selv-evaluering) sammen med et regnskab for hele projektperioden. 

Der vil blive udarbejdet skabeloner for status og slutrapport for puljen. Disse fremsendes til tilskudsmodtager forud for afrapporteringen.

Krav til regnskab

Der stilles krav om indsendelse af:

  • Halvårligt delregnskab forud for udbetaling af tilskud
  • Samt et endeligt regnskab for hele projektperioden senest tre måneder efter projektperiodens afslutning.

Afhængig af tilskuddets størrelse skal det endelige regnskab enten være revisorpåtegnet regnskab eller ledelsespåtegnet i henhold til bekendtgørelse om administration af tilskud fra puljer under Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering. Dette vil fremgå af den specifikke tilsagnsskrivelse.

Regnskabet skal modsvares af udgiftsposterne i det godkendte budget. Nedenstående budget- og regnskabsskabelon skal anvendes ved indsendelse af regnskaber.

Frister for indsendelse af regnskaber vil fremgå af tilsagnsbrevet.

Udbetaling

Tilskuddet vil blive udbetalt bagudrettet på baggrund af de indsendte regnskaber.

Ansøgningsfrist og praktiske oplysninger

Ansøgninger skal sendes til Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering via styrelsens Tilskudsportal senest fredag den 13. september 2024, kl. 12.00. Ansøgninger, der sendes efter dette tidspunkt, vil blive afvist.

Tilskudsportalen til puljeansøgninger

Der kan forventes svar på ansøgningen medio november 2024.

Spørgsmål kan stilles til Christina Barner Madsen pr. e-mail cbm@star.dk

Ved indsendelse af ansøgninger skal følgende skabeloner anvendes:

Ansøgningsskema (Word)

Budgetskema (Excel)

Spørgsmål og svar

Spørgsmål og svar til puljen, hvor puljens indhold uddybes/specificeres vil blive offentliggjort på denne side.

 

Sidst opdateret: 29-10-2024