Spring til hovedindhold

Opslag: Pulje til hjælp til enkeltudgifter og personligt tillæg til ekstraordinært høje varme- og elregninger

Ansøgningsfrist 13-11-2023

Formålet med puljen er at yde tilskud til kommuner til dækning af kommunale udgifter til hjælp til rimelig begrundede enkeltudgifter og personligt tillæg til ekstraordinært høje varme- og elregninger. Puljen omfatter ansøgninger for fyringssæsonen 2022/2023 samt ansøgninger, som vedrører sager for fyringssæsonen 2021/22. Der er afsat 25 mio. kr. på forslag til finanslov for 2023 på § 17.59.26.10.

Under forudsætning af finanslovens endelige vedtagelse er det muligt at ansøge puljen på baggrund af nedenstående.

STAR har den 24. marts 2023 udsendt et orienteringsbrev til alle kommuner om en videreførelse af pulje til dækning af udgifter til hjælp til rimeligt begrundede enkeltudgifter og personligt tillæg til ekstraordinært høje varme- og elregninger. I orienteringsbrevet fremgår bl.a., at der kan søges om dækning af udgifter i forbindelse med evt. sager, som kommunerne har for fyringssæsonen 2021/22 samt nye sager for fyringssæsonen 2022/23.

Orienteringsbrev (pdf)

Af orienteringsbrevet af 23. marts 2023 fremgår endvidere, at det kun er genoptagne sager for fyringssæsonen 2021/22, der kan søges om hjælp til. Dette er ikke korrekt. Det vil således være alle sager for fyringssæsonen 2021/22, som kommunen kan søge om hjælp til.

Der henvises i øvrigt til STARs brev af 25. november 2022 til kommunerne, herunder særligt svar på tidligere tvivlsspørgsmål vedr. § 81 i lov om aktiv socialpolitik samt kommunernes forpligtigelse til at vurdere, om sager fra fyringssæsonen 2021/22 skal genoptages.

Orienteringsbrevet og nyhed om videreførelse af ordningen kan findes her:

Skrivelse nr. 10271 af 25. november 2022

Energipuljen foreslås videreført i 2023

Nedenfor beskrives de nærmere retningslinjer for ansøgning om tilskud fra varmepuljen.

Ansøgerkreds

Puljen kan søges af alle kommuner.

Tilskudsperiode

Borgerens udgifter skal være afholdt i perioden 1. oktober 2021 til 30. april 2022 for så vidt angår fyringssæsonen 2021/22 og i perioden 1. oktober 2022 til 30. april 2023 for fyringssæsonen 2022/23. Kommunens udgifter i forbindelse med begge fyringssæsoner kan være afholdt frem til ansøgningstidspunktet.

Hvad dækker puljen?

Puljen dækker alle kommunale udgifter til hjælp til rimeligt begrundede enkeltudgifter og personligt tillæg til dækning af udgifter til el og opvarmning som følge af stigende energipriser.

Hjælpen kan ydes efter følgende eksisterende muligheder:

  • Hjælp til rimeligt begrundede enkeltudgifter efter § 81 i lov om aktiv socialpolitik til modtagere af kontanthjælp og uddannelseshjælp; selvforsørgelses- og hjemrejseydelse og overgangsydelse (uden for program); førtidspensionister på ny ordning (tilkendt efter reglerne gældende fra 1.1. 2003) m.fl.,
  • Hjælp til rimeligt begrundede enkeltudgifter til modtagere af selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse samt selvforsørgende omfattet af integrationslovens § 35, og
  • Personligt tillæg efter § 14, stk. 1, i lov om social pension og § 17, stk. 2, i lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v. til rimelige, nødvendige udgifter målrettet økonomisk dårligt stillede folkepensionister og førtidspensionister på gammel ordning (tilkendt efter reglerne gældende før 1.1. 2003).

Der er ingen ændringer i forhold til borgernes muligheder for at få hjælp efter ovenstående bestemmelser. Borgerne skal som hidtil ansøge og dokumentere faktisk afholdte udgifter til varme og el efter gældende praksis.

For gældende praksis om hjælp efter § 81 i lov om aktiv socialpolitik til ekstraordinært høje energiudgifter som varme, el og gas henvises til STARs brev af 25. november 2022 til kommunerne.

Kommunens registrering

  • Kommunen skal registrere udgifterne til hjælp til rimeligt begrundede enkeltudgifter og personligt tillæg på de autoriserede grupperinger i kommunernes budget- og regnskabssystem
  • Som grundlag for ansøgningen skal kommunen opgøre de afholdte udgifter til hjælp til rimeligt begrundede enkeltudgifter og personligt tillæg som følge af stigende energipriser. STAR stiller ikke krav til, hvordan kommunen håndterer denne opgørelse, men det er en forudsætning, at revisor har mulighed for at efterprøve rigtigheden af kommunernes opgørelse.
  • Kommunen skal hjemtage refusion efter gældende praksis og vil derfor i første omgang også modtage statsrefusion af den del af kommunens udgifter, der er dækket af tilskuddet fra puljen.
  • Når kommunerne i 2023 får udbetalt tilskud fra puljen, skal tilskuddet registreres samme sted som udgifterne. Som følge af lavere nettoudgifter vil kommunerne skulle ændre refusionsbeløb efter vanlig praksis. Modellen med kontering af tilskud samme sted som udgifterne sikrer, at kommunen kun modtager statsrefusion af den del af kommunens udgifter, der ikke allerede dækkes af tilskuddet fra puljen.
  • Kommunerne skal registrere tilskuddet i 2023-regnskabet.

Ansøgningen skal indeholde en regnskabsopgørelse af den del af kommunens udgifter til henholdsvis hjælp til rimeligt begrundede enkeltudgifter og personligt tillæg, som kan henføres til dækning af modtagerens varme- og el-udgifter.

I ansøgningsskemaet skal udgifterne opdeles i forhold til de tre ordninger, hvorefter kommunen kan yde hjælp til rimeligt begrundede enkeltudgifter og personligt tillæg, jf. ovenfor.

I ansøgningsskemaet angives kommunens faktisk afholdte udgifter, og der skal således ikke fratrækkes statsrefusion eller forventet tilskud fra puljen.

Kommunernes ekstraordinære udgifter til revision af regnskabet for denne pulje er en støtteberettiget udgift og kan derfor medtages i regnskabet.

Hvis der samlet ansøges om et større beløb end den afsatte bevilling på 25 mio. kr. i 2023, vil Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering foretage en forholdsvis nedskrivning af tilskuddet til de enkelte kommuner på baggrund af de ansøgte beløb.

Revision

Der er uanset beløbets størrelse krav om ekstern revision af ansøgningen. Revisionen skal udføres af en statsautoriseret eller registreret revisor og kan med fordel udføres af kommunens sædvanlige revisor.

Ved revisionen skal revisor efterprøve, om projektregnskabet er rigtigt, og om de dispositioner, der er omfattet af regnskabsaflæggelsen, er i overensstemmelse med de udmeldte retningslinjer for puljen. Revisionen skal i øvrigt udføres i henhold til bestemmelserne i bekendtgørelse om administration af tilskud fra puljer under Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (BEK nr. 1276 af 31/10/2016).

Udbetaling

Tilskuddet vil blive udbetalt på baggrund af indsendt ansøgning/regnskab. Det forventes, at tilskud kan blive udbetalt ultimo november 2023.

Ansøgningsfrist og praktiske oplysninger

Ansøgningen består af et regnskab for den del af kommunens udgifter til henholdsvis hjælp til rimeligt begrundede enkeltudgifter og personligt tillæg, som kan henføres til dækning af modtagerens varme- og el-udgifter. Til ansøgningen skal der vedlægges én samlet revisorerklæring og revisorberetning på det samlede beløb, som kommunen ansøger om.

Ansøgningsfristen er forlænget til den 13. november 2023 kl. 12.00. Ansøgninger, der indsendes efter dette tidspunkt, vil blive afvist. Ansøgninger skal sendes til Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering via styrelsens Tilskudsportal.

Tilskudsportalen til puljeansøgninger

Ved indsendelse af ansøgning skal følgende skabelon anvendes:

Ansøgnings- og regnskabsskema (Excel)

Spørgsmål til puljen kan stilles til Rasmus R. Jensen pr. e-mail raj@star.dk

Spørgsmål og svar

Spørgsmål og svar til puljen, hvor puljens indhold uddybes/specificeres vil blive offentliggjort på denne side. Se i øvrigt orienteringsbrev til kommunerne for yderligere oplysninger.

  • 03-05-2023

    Ja, det er et krav, at ansøgningen til STAR er ledsaget af et revisorpåtegnet regnskab, uanset størrelsen af kommunens afholdte udgifter til dækning af borgernes varme- og elregninger i sager for fyringssæsonen 2021/22 og nye sager for fyringssæsonen 2022/23. Kommunens ekstraordinære udgift til revision kan medtages i regnskabet som en støtteberettiget udgift.

     

  • 03-05-2023

    Ja, alle kommunes afholdte udgifter til dækning af borgernes varme- og elregninger i forbindelse med evt. sager for fyringssæsonen 2021/22 samt nye sager for fyringssæsonen 2022/23 kan medtages i ansøgningen. Såfremt tilskuddet til borgeren senere tilbagebetales, vil der skulle foretages en efterregulering.

  • 03-05-2023

    Kommunen skal vurdere borgerens behov ud fra de gældende regler og praksis. Kommunen skal i hver enkelt sag foretage en samlet vurdering af borgerens økonomiske forhold, dvs. foretage en samlet vurdering af borgerens indtægtsforhold og formue sammenholdt med borgerens øvrige udgifter og den udgift, som borgeren har til varme- eller elregningen.

    Hjælp til rimeligt begrundede enkeltudgifter

    Hjælp til betaling af rimeligt begrundede enkeltudgifter efter § 81 forudsætter,

    1. at ansøgeren har været ude for ændringer i sine forhold (social begivenhed),
    2. at ansøgerens egen afholdelse af udgifterne i afgørende grad vil vanskeliggøre den pågældendes og familiens muligheder for at klare sig selv i fremtiden (forebyggende sigte), og
    3. at hjælpen normalt kun ydes, hvis udgiften er opstået som følge af behov, der ikke har kunnet forudses (uforudsigelighed). Der skal foretages en konkret og individuel vurdering af, om den ansøgte enkeltudgift er forudsigelig.

    Det behøver ikke nødvendigvis være udgiftsbehovet, som ikke har kunnet forudses. Der kan også være tale om likviditetsmæssige problemer, som betyder, at der er behov for hjælp til enkeltudgifter, som under normale forhold kan afholdes inden for den løbende indtægt. Det er også muligt at yde hjælp til rimeligt begrundede enkeltudgifter, som er forudsigelige, hvis ansøgeren ikke har haft økonomisk mulighed for at spare op til udgiften.
    Uanset at varme- og elregningen ikke er uforudsete udgifter, så vil der kunne ydes hjælp til disse udgifter, såfremt de er ekstraordinært høje, og betingelserne for hjælp efter § 81 i øvrigt er opfyldt.

    STAR udsendte den 25. november 2022 en skrivelse til kommunerne om hjælp efter § 81 i lov om aktiv socialpolitik til ekstraordinært høje energiudgifter som varme, el og gas. Heraf fremgår, at ekstraordinært høje varme-, gas- og eludgifter vedrørende perioden fra efteråret 2021 til udgangen af indeværende fyringssæson den 30. april 2023 skyldes uforudsigelige udefrakommende omstændigheder, og at udgifterne som udgangspunkt må anses for rimeligt begrundede enkeltudgifter efter aktivlovens § 81.

    Ankestyrelsen har endvidere den 30. januar 2023 offentliggjort en principmeddelelse (1-23), der fastslår, at ekstraudgifter til varme, gas og el i perioden fra den 1. oktober 2021 og til udgangen af april 2023 som udgangspunkt må anses for rimeligt begrundede enkeltudgifter.

    Hjælp til personligt tillæg

    Hjælp til personligt tillæg efter § 14, stk. 1, i lov om social pension og § 17, stk. 2, i lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v. forudsætter,

    1. at ansøgerens økonomiske forhold er særligt vanskelige,
    2. at udgiften er rimelig og nødvendig, og
    3. at det ud fra en konkret og individuel vurdering af ansøgerens indtægter og formue sammenholdt med de øvrige udgifter og udgiften der søges om vurderes, at ansøger ikke har mulighed for selv at afholde udgiften.

    Det er ikke afgørende, hvilken udgift ansøgeren anmoder om at få dækket via personligt tillæg, men om kommunen vurderer, at udgiften er nødvendig og rimelig, samt om ansøgeren har mulighed for selv at afholde udgiften vurderet i forhold til indtægter og formue, og om ansøgeren ved en rimelig tilrettelæggelse af sin økonomi selv burde kunne afholde udgiften.

    Der vil således kunne ydes hjælp til ekstraordinært høje varme- og elregninger, såfremt ansøgeren ikke selv har penge til at betale udgiften og ikke har haft mulighed for at spare op, og betingelserne efter § 14, stk. 1, i lov om social pension eller § 17, stk. 2, i lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v. i øvrigt er opfyldt.

     

  • 03-05-2023

    Kommunen kan i ansøgningen medtage udgifter til dækning af borgernes varme- og elregninger, der har været afholdt i forbindelse med evt. sager for fyringssæsonen 2021/22, der løber fra 1. oktober 2021 til 30. april 2022, samt nye sager for fyringssæsonen 2022/23, der løber fra 1. oktober 2022 til 30. april 2023. I tvivlstilfælde vil kommunen kunne foretage et skøn over, hvor stor en del af udgiften, der kan henføres til den fastlagte fyringssæson og medtage dette beløb i regnskabet.

  • 03-05-2023

    Kommunen skal være opmærksom på, at de skal vurdere, om STARs vejledningsskrivelse af 25. november 2022 og Ankestyrelsens principmeddelelse 1-23 giver anledning til genoptagelse af tidligere afgørelser.
    Det følger af almindelige forvaltningsretlige principper, at en myndighed har pligt til at genoptage sager, hvis myndigheden bliver opmærksom på fejl, som kan have betydning for myndighedens afgørelser på det pågældende område, herunder f.eks. hvis en hidtil anvendt retsopfattelse må anses for urigtig.
    En myndighed har som udgangspunkt pligt til at foretage genoptagelse på eget initiativ – dvs. uden at der fremsættes anmodning herom – medmindre identifikationen af de pågældende sager ikke er mulig eller f.eks. er forbundet med meget betydelige administrative vanskeligheder.

    Kommunen vil således være forpligtet til at genoptage de konkrete sager af egen drift, hvor kommunen har truffet en afgørelse om hjælp efter § 81 i aktivloven, der er i strid med den i vejledningsskrivelsen og principmeddelelsen anførte vurdering af energiudgifternes uforudsigelighed fra efteråret 2021 til udgangen af indeværende fyringssæson den 30. april 2023.

Sidst opdateret: 08-03-2024